Wild tales – er vilde historier. Rigtig vilde. Seks historier, der i sit miljø er ægte nok, men i sit indhold meningsløst, absurd, surreelt, så det gør ondt - hvor lattermusklerne heldigvis er ventilen, der letter for trykket.

Se bare, allerede inden filmens fortekster: Vi er i en full-booket passagerflyver. ”Business eller fornøjelse?”, spørger musikprofessoren fotomodellen på sædet ved siden af. Så går snakken raskt. Også om hendes svigtede tidligere forlovet Pasternak. ”Ham kender jeg”, siger damen bagved. Og i løbet af få minutter viser det sig, at alle flypassagerne på et eller andet tidspunkt er stødt på Pasternak. Hvorfor er de alle samlet om bord? Og hvad er følgerne, når de opdager, at Pasternak er purseren, der lige har lukket sig ind til piloterne…

Og så forteksterne, hvor de medvirkende er afbildet som vilde dyr! De næste fem ”tableauer” holder sig ikke tilbage i vildskab. Servitrice, der møder gæsten, der har ruineret hendes familie. Kokken og hun vil hævn. Rottegift og knivdrama. Bilepisoden på Argentinas øde bjergveje, hvor bonderøven i det hostende bilvrag bliver hånet med ”abehjerne” fra den smarte Audi. Men Audiens punktering i de bjergrige omgivelser får voldsomme voldelige følger. En sort destruktions acceleration, der giver paralleller, både til verdenshistorien og hverdagshændelser. Og så fremdeles.

Stedet er Argentina – men kunne være hvor som helst i den vestlige verden. Desperate mennesker. Presset af bureaukrati, korruption, hykleri og andre menneskelige nedrigheder. Alle i oprør mod et umenneskeligt samfund. Fortalt med en minutiøs detaljerigdom. En mikroskopering af det kapitalistiske vestlige samfund. Et troldespejl, der nådesløst viser ”borgerskabets diskrete charme” – og netop får os til, at tænke på den gamle spanske filmnestor Louis Buñuel.

Men den 39 årige argentinske instruktør Damian Szifron kan selv. Han har et skarpt øje for den menneskelige karakters svagheder, når desperationen over korruption, bureaukrati, bedrageri, grådighed får de pæne manere hos den kreative klasse til at eksplodere i blindt raseri og hævnlyst. Det er heller ikke noget tilfælde, at den store spanske instruktør Pedro Almodóvar er filmens producent.

Filmens to sidste ”episoder” er fortsat samfundssatirisk, så det batter. En rigmandssøn skal med korruptionens hjælpsomme hånd ud af et trafikdrab. Nådesløst afdækkes retssystemets råddenskab – hvor endnu en gang, de kloge narre de mindre kloge.

Så er vi til sidst inviteret til overklassebryllup. Jubelfest, med juveler, flotte rober og en overdådig feststemning – og det må (selvfølgelig) gå så grueligt galt – og det gør det. Et vildt crescendo – dog med en svag skygge af et håb i noget, der ligner en happy-end.

Seks anarkistiske, skæve ”hverdagsbilleder”, der alle får os til at holde med ”de desperate”. En morderske, en sprængstofsekspert, en ægteskabskrænket, alle ønsker og får hævn.

Wild Tales er en film i slægt med værker af Wes og Roy Anderson, Coen brødrene, Tarantino – og de andre ”skæve-instruktører”, der midt i filmens mainstream rusker op i fastlåste konventioner. En film med et smukt kameraarbejde, super velspillet og præcist fortalt, i en balancering på knivens æg, mellem tragedie og komedie.

Tilmed får Wild Tales os til (desperat og lidt flovt) at grine højt. Se det er vildt. Og vildt underholdende.