Gyserantologifilm er bestemt ikke nogen ny opfindelse. Tænk blot på film som Roald Dahl Presents, Creepshow, Tales from the Crypt, Masters of Horror og en lang række andre gys i serieform. Det ”nye” ved antologien V/H/S som blev lavet sidste år, er at alle filmene i samlingen er holdt i en stil, der bedst kan beskrives med betegnelser som ”found footage” eller ”mockumentary”. De seks filmmagere bag alle episoderne har nemlig valgt at benytte dette stilistiske og narrative kneb, til at skabe en sammenhæng mellem de enkelte film i antologien, samtidig med at stilen endnu engang forsøger at lokke tilskueren til at overveje, hvorvidt disse historier måske ikke forekommer en anelse mere realistiske, end dem man ser i den gængse mainstream-horrorfilm.

Rammefortællingen i V/H/S er filmens allersvageste led. Her oplever vi hvorledes fem særdeles usympatiske unge fyre, filmer dem selv alt imens de laver hærværk, hiver trøjen af tilfældige piger og snakker om at sælge deres amatøroptagelser til højstbydende. De får dog færten af en stor portion lettjente penge, da en af dem fortæller, at han kender nogen, der er villige til at betale en stor sum penge, hvis de blot bryder ind i en afsides beliggende ejendom og fremskaffer klienten en bestemt VHS kassette.

Vi følger derefter de unge mennesker på tur rundt omkring i det mørklagte hus. Her finder de ikke alene en lang række mærkværdige ting, men også et lig der sidder og stirrer tomt ind i en række monitorer, der udelukkende viser statisk sne. Det lykkes dog, efter lidt rumsteren rundt i huset at finde nogle videobånd som de så sætter sig til at se igennem en efter en - og det er disse videokassetter, der udgør de forskellige historier.

Selv om der grangiveligt vil være flere tilskuere derude i gyserland, som vil blive utroligt irriteret over den bevidst håndholdte dogmestil, som præger de fleste af episoderne, så er det en stil der langt hen af vejen fungerer fortræffeligt og faktisk for instruktørerne bag filmene fortalt nogle glimrende, små gyserhistorier i løbet af de 20-25 minutter de hver især varer. Gyserhistorier som forekommer ofte langt mere originale end mange af dem vi ellers ser fra de store studier i Hollywood.

Blandt de bedste er den første fortælling Amateur Night, om nogle drengerøve, der tager en tur i byen, men ved en fejltagelse får scoret den helt forkerte pige. Filmens afsluttende episode 10/31/98, hvor en gruppe unge fyre, fejlagtigt dukker op til hvad de tror er en Halloween-fest i det helt forkerte hus, er også utrolig godt skruet sammen.

Dertil kommer at indie-darlingen Ti Wests mere neddæmpede psykodrama Second Honeymoon og teen-slasher varianten The Sick Thing That Happened to Emely When She Was Younger ligeledes er virkelig vellykkede, stemningsfulde kortfilm, der ikke kun udnytter mockumentary stilen fuldt ud, men som i den sidste films tilfælde ligefrem benytter det digitale videoformat originalt, i skabelsen af det monster som optræder.

Som nok kan læses af ovenstående, så er stort set alle filmene, rammehistorien undtaget, seværdige. Filmene vil, takket være deres forskellighed med garanti kunne glæde både de seere, der foretrækker de mere psykologiske gys og de tilskuere der er i højere grad er til mere håndgribelige, kropslige gys. Der er hverken sparet på blod, indvolde eller nøgenhed her, men det skal heller ikke forstås som om det bliver en form for decideret svælgen i dette og de film der benytter af digitale effekter, gør dette virkeligt overbevisende.

Fordelen ved denne form for film, er at man både kan vælge at se den i et hug, eller bide den over i mindre dele. Som medielærer har undertegnede, allerede – og til sine elevers store fryd - vist et af segmenterne i undervisningen, som et bud på hvordan både form og stil er med til at præge indholdet og ikke mindst hvordan det er muligt at få bygget spænding op med ganske få, men effektive virkemidler.

Så hvad enten man vil studere den mere tekniske side af filmen eller blot er gammeldags gyserfan, så er der vist ingen vej udenom V/H/S. Selv om det ikke er en film, der har haft et stort budget i ryggen, så emmer den af fortælleglæde og hittepåsomhed hele vejen igennem. Det eneste man måske kan udsætte på filmen (foruden dens usammenhængende og tåbelige rammehistorie) er at den er udkommet på DVD. Havde den været ude på VHS kassette ville alle metakommentarerne til formatet og ideen om at man ser et bånd som der er blevet optaget ”noget” ovenpå have været nærmest perfekt.