Der findes en legende fra fangelejren Auschwitz, som handler om, at en række fanger i en forkommen barak satte sig for at sagsøge Gud for de grusomheder, de blev udsat for. I barakken var der de personer, der skulle til for at fremstille en jødisk retssag, og mens fangerne ventede på gaskammeret – som de på dette tidspunkt vidste fandtes – afholdt en gruppe jøder en retssag mod den Gud, som ikke så ud til at hjælpe dem. Legenden blev omtalt af Holocaust-overleveren Elie Wiezel i dennes bog The Trial of God fra 1979, og i 2008 omsatte blandt andre BBC denne til et såkaldt teleplay – en slags kammerspil til tv. Det er blevet til filmen Fangerne i Auschwitz, som netop er udkommet på dansk dvd.

Filmen – eller teleplayet – hedder egentlig oprindeligt God on Trial, hvilket selvfølgelig er en langt mere oplagt titel end den danske, der sikkert forsøger at trække i alle os, der ikke kan lade fortællinger om Anden Verdenskrig ligge. De fleste, der forventer en symptomatisk fortælling om jødeudryddelserne i Auschwitz, vil dog formentlig blive slemt skuffede – for filmen ligner ikke mange andre film om begivenhederne. Vi starter i nutiden, hvor turister ankommer til fangelejeren, som de vises rundt i – her er der en ældre mand, der undervejs fortæller en yngre kvinde om denne legende. Derefter træder vi ind i legenden og barakken, som vi kun forlader, når vi får et ydre blik fra turistbesøget i Auschwitz.

Det, der foregår i filmens egentlige historie, er således ikke mere end den retssag, som jøderne i barakken stiller på benene. Filmen ”skåner” os for de ikoniske billeder af udsultede fanger, bjerge af genstande og lig, og henrettelsesscener. I stedet følger vi blot den lange diskussion, som retssagen udspiller sig som – en diskussion, der fra starten og gennemgående er en lang teologisk og filosofisk diskussion af den Gud, som flere af jøderne mener har forladt dem. Filmen endevender spørgsmålet om Guds retfærdighed fra mange af de vinkler, som vi kender dem fra teologiske filosofi – det, som filosoffen Spinoza kalder teodicé, fylder meget: Hvordan kan vi retfærdiggøre Gud, når der findes ondskab i verden?

Teodicéen har budt på mange forskellige, mere eller mindre forståelige argumenter. De mest gennemgående er 1) Gud er god, men kan ikke blande sig, 2) Gud er ond, og vil ikke blande sig, 3) Gud er god, men menneskene kan ikke gennemskue den komplicerede plan, der ligger bag. Disse tre argumentationer og mange flere – flere, der også er hentet i den jødiske teologiske tradition – endevendes i komplicerede dialoger, hvor de filosofiske argumenter former sig hurtigt. Og forlades ligeså hurtigt. På den måde er filmen et langt stykke teologisk filosofi, der hænger sammen gennem det sagsanlæg, jøderne rejser mod deres Gud. Hvad konklusionen bliver, skal selvfølgelig ikke røbes her.

Filmen virker derfor enormt stærk, fordi jøderne i filmen ikke kun ransager den Gud, de anklager. De ender også med at ransage sig selv og den jødiske historie for fortilfælde, der kan sammenlignes med det, de her udsættes for. Filmens dialog hænger fantastisk godt sammen, nærmest som en velafrettet filosofisk samtale, der er blevet nedfældet. Filmens eneste svaghed er de nutidspassager med turister i Auschwitz, der kommer til at fremstå ude af trit med det høje tempo og argumentatoriske niveau i retssagen. Det er dog ikke det svageste ved netop dette – problemet er, at de korte passager her forsøger at ”oversætte”, moralisere og forklare retssagens hændelser. Det er ikke kun overflødigt – det er også manglende tiltro til den interesserede filmseer. Der er nemlig ikke mange forklaringer at hente i filmens wrap-around. Kun filmens slutscene, hvor for- og nutid blandes fungerer godt.

Trods den svage nutidsrelatering, som vi har set nogle gange i film og serier om Anden Verdenskrig – fx Alain Resnais klassiske Auschwitz-dokumentar Nuit et brouillard fra 1955 eller tv-serien Band of Brothers – fungerer filmen temmelig godt. I forhold til de mange film om krigen, der bliver ved med at vælte ud, er dette en dybt original måde at diskutere et af historiens sværeste og mest uforklarlige fænomener. En enestående, særdeles vedkommende oplevelse…