Katastrofefilmen, følger lige, som så mange andre genrefilm, en fast formel. Vi lægger ud med at få skabt rammerne om tragedien: et stort skib, et højhus, en storby eller et andet sted hvor der potentielt kan samles mange mennesker. Så introduceres seeren for en lang række af de figurer, som filmen senere vil fokusere på, velvidende at mange af disse ikke vil overleve de strabadser som tilskueren ved venter dem. Endelig giver man en rimelig forklaring på, hvordan ulykken kan ske – oftest menneskelige fejl og lader så denne ske. Herefter følger så i hovedparten af filmen, dels de scener der viser det redningsarbejde som omverdenen får sat i værk idet ulykken indtræffer og dels scener hvor vi følger de isolerede ofres kamp for overlevelse. Dette er en formel som følges til punkt og prikke i den koreanske katastrofefilm The Tower (org. Ta-weo).

Filmen starter med at vise os det enorme højhus, som tragedien vil udspille sig i, fra så mange vinkler som muligt. Dette gøres muligvis i et forsøg på at overbevise seeren om, at højhuset ikke blot er en computergenereret entitet, men en virkelig skyskraber og det lykkes faktisk nogenlunde. For effekterne i filmen, som ret beset er en af grundene til man har lyst til at se katastrofefilm, er virkelig hæderlige og kan nemt konkurrere med stort anlagte Hollywoodfilm.

Derefter præsenteres seeren for de primære aktører. Der er enkemanden, som ikke tør vise sine følelser for den kønne kvinde han arbejder sammen med. Heldigvis har han en datter, der er lidt mere proaktiv. Dernæst er der de fjollede kokke, der sammen med en enkelt af brandmændene, sørger for at der er mulighed for at (nok et primært koreansk) publikum kan grine lidt ind mellem al alvoren. Som vanligt består komikken mest af alt af overdrevne grimasser og overspillet slapstick. Så har vi også en ny beboer i den enorme ejendom. Han har inviteret sin kristne menighed til julebøn, idet katastrofen indtræffer, for selvfølgelig skal branden bryde ud på selveste juleaften, som var det Nakatomi Plaza og ikke Sky Tower der var tale om.

Seeren får nys om, at der er noget rivende galt i Sky Tower, idet der tidligt i filmen udbryder en friturebrand i køkkenet. Sprinklersystemet virker ikke, da der er problemer med vandtrykket i bygningen og det skal jo vise sig at være katastrofalt. For da en helikopter, der skal sørge for at sprede lidt julesne over de festklædte gæster på tagterrassen, mister føringen i den kraftige turbulens, hamrer ind i Sky Tower og bryder i brand er der intet vand til at dæmpe flammerne. Derfor lyder alarmen på den nærliggende brandstation og de brave brandmænd bliver kaldt i aktion. Blandt den gruppe brandmænd vi følger er naturligvs en novice, en fjollemikkel og en gammel rotte, for blandt disse at skabe lidt dynamik.

The Tower er i mange henseender en virkelig hæderlig katastrofefilm, især i en dramatisk scene midt i filmen hvor brandmændene når frem til den nedstyrtede helikopter midt i bygningen, og forsøger at komme flammerne til livs. Både iscenesættelsen, klipningen og actionen fungerer rigtigt godt. Mindre vellykket bliver filmen, især set med vesterlandske øjne, i de øjeblikke hvor filmen forsøger at være klovnesjov eller overdrevent melankolsk. Koreansk film, selv de mest actionmættede, kan nemlig ikke lade være med at være meget melodramatiske, men heldigvis fylder disse øjeblikke af Haan-eftertænksomhed ikke meget i den samlede spilletid.

The Tower har altså en bred appel for de der godt kan lide katastrofefilm eller actionfilm. Det er voldsomme begivenheder der skildres, men som med mange andre katastrofefilm så marres den også ved, at filmen aldrig når at få opbygget et reelt forhold mellem seeren og de figurer der optræder. Derfor har man måske lidt svært ved at føle ret meget for de figurer, der må ofre sig selv eller lade livet undervejs. Kan man dog leve med dette, så bør man ved selvsyn opleve at man også kan skabe stort anlagte dramaer udenfor USA.