Den amerikanske komiker, Amy Schumer (som mange sikkert kender fra SNL og fra hendes egen serie Inside Amy Schumer), har skrevet manuskriptet til hendes første spillefilm. Forventningerne har selvsagt været store, da hun vitterligt skiller sig ud fra den store mængde af kvindelige, amerikanske komikere ved at være usandsynligt grænseoverskridende. Det vil sige, at Amy naturligvis skal dele denne titel med den nyligt afdøde Joan Rivers og ikke mindst skønne Sarah Silverman.

Filmen har fået titlen Trainwreck, der er et udtryk, som normalt bruges om situationer, der går frygteligt galt. Ikke fordi alt nødvendigvis går helt galt for filmens kvindelige hovedperson, der sjovt nok også hedder Amy, men hun bringer ofte sig selv i situationer, som man ikke kan andet end at ryste på hovedet af. Filmen åbner med et flashback til Amys barndom, hvor hendes far forklarer sine to døtre om, hvor unaturligt monogami er. Tydeligvis har farmand været pigernes mor utro.

Da vi møder Amy som voksen, er hun en type, der er seksuelt meget aktiv, selv om hun har en fast kæreste (spillet af fribryderstjernen, John Cena), samtidig er hun grænseløst irriteret på hendes søster, der i mellemtiden har fået en mand, et barn og ikke mindst bopæl i forstaden. Det er den slags idyl, Amy er ved at brække sig over. Det vil sige, det er kun indtil Amy, der arbejder som journalist på et dameblad, får til opgave at skrive en baggrundsartikel om en berømt kirurg.

Aaron, som lægen hedder, er specialist i at behandle de mest berømte, amerikanske atleters sportsskader. Han skal foretage en knæoperation på basketballstjernen, LeBron James. Tilsyneladende vælger LeBron også at blive gode venner med Aaron, idet de to konstant hænger ud og LeBron giver endda sin læge gode råd om parforholdets glæder. Dette er virkeligt sjovt tænkt, ligesom de scener i filmen hvor der også er andre sports- og filmstjerner, der leger med.

Trainwreck er en film om en forvirret, frigjort pige, der bliver nødt til at beslutte sig for, hvorvidt parforholdet virkelig er værd at satse på, når hun nu i så lang tid kun har haft hån tilovers for det. Spørgsmålet rejser sig, fordi hun aldrig har mødt en fyr, der er lige så sød og god som Aaron. Så er der altså dømt romantisk komedie for alle pengene, men med det twist at mange af de både verbale og visuelle jokes, der bliver fyret af undervejs, ofte ender langt under bæltestedet eller er politisk ukorrekte.

Til at skabe noget kontravægt til komedien, er der også indlagt en historie om søstrene, der på hver deres måde har det vanskeligt ved at sende deres gamle far på plejehjem. Her skifter filmen gear og vil gerne både være alvorlig og følelsesmæssigt rørstrømsk, hvilket måske på papiret virker som en god idé, men som desværre også lukker en masse varm luft ud af komedieballonen og sætter tempoet ned.

Trainwreck ender derfor med at være en af de amerikanske komedier, der starter ganske stærkt ud, hvor tempoet undervejs bliver noget ujævnt og efterfølgende sidder man tilbage med følelsen af at “det var da en meget sød, lille film”, men også én, som hurtigt er glemt igen. Det kan godt være, at der er enkelte scener, som formår at fæstne sig i hukommelsen, men de er desværre for få til, at dette vil blive en komedieklassiker.

Til gengæld kan Schumer godt være stolt over sit manus, for det er også en film, der på udsatte steder fungerer virkeligt godt, især på dialogsiden. Det er så bare lidt en skam, at når filmen nu ellers starter ud med at sætte et spørgsmålstegn ved monogamiens lyksaligheder og endog har en kvindelig hovedfigur, som ellers har sat sig for at bekæmpe denne trang til at bygge rede, alligevel – og næsten selvfølgeligt – ender med at følge i hælene på unævneligt mange romantiske komedier.