Krigsførelse har gennem historien altid været tæt forbundet til teknologi. Havde man den overlegne teknologi, havde man samtidig en god chance for at vinde. Langbuer frem for kortbuer. Bagladergeværer frem for forladere. Jetmotor frem for propel. Listen synes lang og ikke mindst blodig, men selv om våbenteknologi kan give ens soldater en klar fordel i kampen, så viser historien også med tydelighed, at selv den bedste teknologi ikke altid er uproblematisk at anvende.

Den nye film Good kill stiller skarpt på netop moderne våbenteknologi og fokuserer på, hvad der potentielt kan være af menneskelige omkostninger ved at opfinde en form for krigsførelse, der om nogen har distanceret manden med fingeren på aftrækkeren fra den krig, han er en del af. Hvor snigskytten førhen godt kunne være op mod en kilometer væk fra sit mål, er dronepiloten end ikke på samme kontinent som den fjende, han skal dræbe.

I Good Kill følger vi jagerpiloten Thomas Egan, indadvendt og fint underspillet af Ethan Hawke, der bor og arbejder uden for Las Vegas. Hver morgen kører han i sin store, sorte muskelbil til en luftbase, hvor der kun er en lille håndfuld fly tilbage, for de fleste er blevet erstattet med lysebrune metalcontainere. Inde i sådan en container arbejder Thomas sammen med sine kollegaer.

Der er altid mindst to soldater på arbejde, en kontrollør/spotter og den, der styrer dronen og trykker på knappen, hvis et mål skal udryddes. Det handler ikke kun om at udrydde militære mål og konvojer af militært materiel, men også enkeltpersoner. Disse rammes af samme hellfiremissil, som alle andre mål de får ordre til at eliminere. Fra det øjeblik Thomas afsikrer missilerne og trykker på aftrækkeren, går der præcis ti sekunder før missilerne når sit mål. Et faktum, som filmen bevidst spiller på, da omstændighederne, som vores hovedpersoner observerer indimellem, ændrer sig ganske betydeligt fra missilet sendes afsted, til det slår ned.

Vores hovedperson er desillusioneret, for han tænker konstant tilbage til dengang, han sad i et rigtigt fly og følte sig som en rigtig del af hæren. Selv om han er en af de bedste i verden til at udføre sit job, føler han slet ikke samme tilfredsstillelse i sin nuværende stilling. Værre endnu bliver det, da Thomas’ deling får nye direktiver. I stedet for blot at adlyde den øverste militærledelse, bliver de mål, som Thomas og hans folk nu sender droner imod, udpeget af folk fra CIA, som udelukkende optræder over en intercom.

Samtidig med at vores hovedperson får sværere ved at udføre sit job, da nogle af de ordrer, han modtager, sætter ham i nogle svære dilemmaer, så begynder hans privatliv også at falde fra hinanden. Hans liv er blevet forvandlet fra en tilværelse, hvor han stolt kan mærke, at han gør en forskel, til en dagligdag fyldt med rutiner og en fornemmelse af at sidde i sikkerhed bag en skærm, mens fjenden bliver udpeget, låst fast på skærmen og ti sekunder senere forvandlet til en støvsky og et krater.

Som man nok kan forstå, er Good kill en film, der giver dens tilskuer et blik bag kulisserne på en af de mest kontroversielle praksisser i moderne krigsførelse, og som selvsagt synes at videreformidle en pointe om, at der stadig sker overgreb på civilbefolkningen, og en række internationale konventioner bliver stadig ignoreret, selv om måden som krigen udføres på er så højteknologisk og klinisk, som den skildres hér.

I begyndelsen af filmen holder Thomas’ overordnede en brandtale til nye rekrutter, hvor han indskærper, at det ikke er computerspil, som de spiller, men det kunne det lige så vel være. For selv om HD-optagelserne fra dronerne er knivskarpe, selv om soldaterne ved, at mennesker dør, når de først trykker på aftrækkeren, så er det stadig svært upersonligt at sidde i en sandfarvet container lidt uden for Las Vegas og som en anden Gud bestemme over liv eller død.

Filmen leverer ikke en sønderlemmende kritik af droner, men det er heller ikke en upartisk film, for vi ser, hvordan denne krigsteknologi er med til at nedbryde vores hovedperson. Det er forståeligt, at de folk, der styrer dronerne, bliver nødt til at lægge mental afstand til det, de gør, men filmen synes at ville påpege at både de, der styrer dronerne, og de, som er målene, alle er mennesker. Mennesker, der ligefrem kunne fatte sympati for hverandre, hvis nu ikke de ledere, der bestemmer over dem, krævede, at de skulle slås for en bestemt sag.

Good kill er en meget interessant antikrigsfilm, fordi den er så afdæmpet i sin fortælling. I stedet for det store drama vælger den en form for distanceret observerende stil, der på sin vis sætter seeren i samme observerende situation som vores hovedperson. Det er ikke en film, der teknisk eller indholdsmæssigt vil sætte dybe spor i filmhistorien, men derimod en velment og interessant diskussion af konsekvenserne af den nyeste våbenteknologi for både krigsførelse generelt og for de, som betjener den.