Hvordan skildrer en belgisk film filmindustriens skyggesider, mediernes populistiske moral samt en belgisk seriemorders psykologiske dybde, uden at bundlinjen ser rødt og telefonerne kimer fra utilfredse filmfolk og urolige mødre? Først og fremmest gør man det, som filmen også selv bemærker, på engelsk. Den anden del af spørgsmålet findes der sikkert mange svar på, men én løsning er at bruge det kunstgreb, som man i filmens (og mange andres) verden noterer med præfikset meta. Metafilm kan defineres som film, der eksplicit tematiserer sin egen tilblivelse eller status som værende et artefakt, et objekt. Filmen har med andre ord et indlagt fokus på sig selv som værende en film. Metafilmen har en lang historie med film within a film-modellen, men alligevel synes undertegnede at Shades bringer et frisk pust gennem dens tematisk mørktonede brilleglas.

De kreative krafter bag Shades er anerkendte folk fra den flemske filmindustri, og dette skinner tydeligt gennem, men det bør ligeledes noteres, hvordan de trækker på inspiration (både i plotstruktur, finansiering og casting) fra det internationale filmmiljø. Filmens udgangspunkt er filminstruktøren Paul S. Sullivan (Mickey Rourke), som i sin karrieres lavvande bliver hyret til at instruere en belgisk exploitation-film om seriemorderen Freddy Lebecq (der bliver portrætteret til perfektion af belgisk skuespils store kanon, Jan Decleir). I filmen skal Lebecq spilles af Dylan Cole (Andrew Howard), en udbrændt stjerne med seriøse nykker i førnævnte retning, samt nærmest bipolære tendenser, der blandt andet kommer til udtryk i hans rusmiddeleskapader og sympatiseringen med den seriemorder, han skal portrættere. Filmen produceres og selvfinansieres af den excentriske og moralsk impotente Max Vogel (Gene Verboets), og den kvindelige hovedrolleindehaver er hans underskønne kæreste Michelle Miller (Mireille Leveque).

Metaaspektet er filmens gennemgående holdepunkt, og der inkorporeres genrevant semi-biografiske detaljer, intertekstuelle referencer (”Cut the crap, Fellini!”) og en fusionering af genrer som både fremstår nyskabende, men til tider også (oftest på indholdsplanet) en kende forvirrende. Den ellers temmeligt stilsikre film kan til tider fremstå småskizofren og rodet. Det meta-biografiske er en af filmens helt store styrker: Den kæderygende, washed-up badass Mickey Rourke ses med hans elskede chihuahuaer, Mireille Leveque skrubler over, hvordan hendes første feature film nu skal gå (dette var hendes første feature film) og Dylan Coles dekadente dødsspiral kan snildt parallelliseres til Rourkes mentale og karrieremæssige røvtur i midten af 90erne. Hele filmen er ligeledes spækket med mere eller mindre subtile smæk til både den internationale og den belgiske filmindustri - med kritisk emfase på specielt industri-delen af ordet. Der er altså masser af metabiografisk guf og industrikritik til os, der savler over den slags.

Som med mange andre metafilm er hovedpersonen (og i dette tilfælde hovedpersonerne) ikke lutter positiv patos, og man føler sig splittet mellem de tre anførende antihelte, fordi man egentlig ikke holder med nogle af dem. Denne vinkling på protagonistrollen er specielt interessant i Shades, fordi den samtidigt eksplicit tematiserer filmens fremstilling af den fiktionelle seriemorder Freddy Lebecq (som er baseret på den faktiske seriemorder Freddy Horion), og omverdenens syn på ham. Antihelt-motivet bliver derfor både eksplicit og implicit tematiseret gennem filmen, og det er i mine øjne filmens mest gennemførte motiv. Den tager metafiktionens gråzoneposition og stiller spørgsmålstegn ved et meget omdiskuteret (og relevant) emne: Ondskaben - i alle dens gradbøjninger og afskygninger.

Filmen er med sine 93 minutter en meget kompakt oplevelse, som snildt kan ses gentagne gange for at få alle detaljerne og referencerne med. Den er utrolig velspillet og produceret, og Erik van Looys instruktion formår at hybridisere metafilmens auteur-islæt med thrillerens suspense, tilsat en neo-noir æstetisk farve- og lyssætning, uden at det føles forceret og mudret. Shades besidder en fandens masse kvaliteter, selvom de måske er en smule svært tilgængelige for folk med en svagere interesse i filmindustrien end en anmelder.

Jeg vil dog mene, at den kan tale klart til langt de fleste seere, og det blot er et spørgsmål om hvilket ”niveau”, man vælger at se filmen på. Det er pudsigt, at Shades er gået fuldstændig overset i graven, når man tænker på interessen i hvad man kan kalde celebrity-metafiktion, som Charlie Kaufmann og Spike Jonzes Being John Malkovich fastslog med sine tre Oscar-nomineringer selvsamme år. I Shades ser man filmindustriens mørke side på klods hold, og det er langt fra en simpel illusion skabt af et par oversized ray bans.