Det er ikke hverdagskost at kapellet ser nærmere på indiske film og langt mere sjældent er det når det drejer sig om indiske animationsfilm, men det er ikke desto mindre det Jungle safari (org. Delhi Safari) er. Filmen starter som en slags palimpsest på Disneys ikoniske Løvernes Konge, men udvikler sig herefter til en form for ujævn road-movie med et meget tydeligt budskab, der handler om at vi skal værne om den fantastiske natur, der omgiver os.

I filmens start møder vi filmens hovedperson, leopardungen Yuvi, der ganske som lille Simba i ovennævnte Disney-film mister sin far, denne gang fordi far og søn jages af skovrydningsmaskiner der flår junglen op mens de jager dyrene. Efterfølgende skydes fadere, da de to får forvildet sig ind på en byggeplads. Når nu junglens konge er død, samles dyrene for at lægge en slagplan. Faderens død bliver, i bogstaveligste forstand, startskuddet til at Yuvi bliver nødt til at stå på egne ben, alliere sig med en godmodig bjørn, en gangsterabe med attitude og ikke mindst en papegøje.

Især papegøjen er vigtig for de øvrige dyr, for det siges denkan tale menneskenes sprog og det er vigtigt når nu deres hensigt er at drage den lange vej til Delhi for hér at få politikerne i tale. De håber på, at med papegøjen som tolk kan de få bremset op for ødelæggelsen af deres habitat. Det blive en ganske lang tur, der nærmest konstant afbrydes, i bedste Bollywoodstil, af sang- og dansenumre. Selv om disse er umiskendeligt inspireret fra traditionelle Bollywoodfilm, så er de ganske fint versioneret på dansk.

Når det så er sagt er der indtil flere problemer med filmen. Først og fremmest fordi den stjæler lidt for åbenlyst fra Disneys film, Det er ikke særligt svært at se Baloo når bjørnen bryder ud i en sang om at slappe af. Eller når vore hovedpersoner møder nogle jakaler som, ligesom i Løvernes Konge både har bygget bål og hvor deres leder mangler et øje. Det bliver alt for tydeligt og uoriginalt i længden.

Dertil kommer at der er forekommer elementer i filmen som børn måske slet ikke registrerer, men som et voksent publikum måske vil finde en kende anstødeligt (især hvis de er fra Sverige). Et eksempel på dette kan være scenen hvor de skal finde og befri papegøjen, som ejes af en berømt filminstruktør. Her oplever seeren at instruktøren kommer hjem med en ung dame, som han selvsagt lover en større rolle i den film han er ved at optage, samtidig med han er ved at forføre hende. Papegøjens job i dette tilfælde er at styre videokameraet, der optager en film med titlen ”casting couch 69” – en mere tydelig pornoreference er vist svær at finde.

Endelig er der også animationen der på sine steder virker en anelse stiv. Teksturer, baggrunde, lyseffekter og køretøjer er lige så imponerende lavet sammenlignet med mange af de animationsfilm man ellers kender fra vesten og asien, men dyrenes bevægelser og især deres mimik er ofte ikke synderligt vellykket.

Når det så er sagt, så er der stadig scener i filmen som både er morsomme og opfindsomme, men de drukner desværre i mængden af plagierede elementer og alt for mange musicalnumre. Filmen blev i anmelders hjem testkørt sammen med husets 11 og 7-årige drenge og selv om de synes den var ganske fin, så blev begge ganske hurtigt træt af at dyrene brød ud i sang konstant. ”Ikke nu igen!”, var mantraet. Det kan være, at dette element fungerede fint i Disney-film fra 50’erne og for muligvis stadig er tiltalende for et publikum fra f.eks. Pakistan og Indien, men set med lokalkulturelle briller virker det altså ganske forstyrrende.

Jungle safari ender derfor med at være en meget ujævn film, både teknisk som indholdsmæssigt, der til trods for sit ellers så vigtige og rigtige budskab om at vi mennesker skal vågne op og beskytte vores natur og de dyr der bor i den før det er for sent, må se sig slået af mere velproducerede, originale og interessante animationsfilm som findes på markedet.