Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Bullhead (129 min.) Købefilm / Another World Entertainment
Anmeldt 10/11 2015, 16:29 af Torben Rølmer Bille

Den belgiske bøfmafia


Den belgiske bøfmafia

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Selvom den belgiske film Bullhead (org. Rundskop) har modtaget en stribe af priser, og ligefrem var nomineret til en Oscar ™ i 2012, skal man ikke lade sig narre, for på trods af en række utroligt troværdige skuespilpræstationer, så bevæger den sig så trægt frem over skærmen, at der skal dobbelt espresso til, for at man ikke døser hen.

Filmens hovedperson er en enorm, muskuløs fyr; Jacky, der dagligt injicerer sig med en række forskellige præparater for, skulle man tro, at blive endnu større endnu. Han bor langt ude på bøhlandet, og både han selv, hans bror og far er involveret i en slags landmandsmafia, hvor steroider til dyrene bliver delt rundt med rund hånd, alt sammen i fortjenestens hellige navn. Selv tager vores hovedperson ud og stikker flade til dem, der ikke vil samarbejde.

I løbet af filmen introduceres vi også til en række af Jackys medsammensvorne, der alle er klædt i nuancer af brunt og gråt og hænger ud i interiører, der godt kunne være stjålet direkte fra en polsk film fra 70erne. Figurerne i filmen er tungsindige, fåmælte og ikke mindst meget, meget indadvendte.

Undervejs i filmen får man også et meget vigtigt flashback fra Jackys barndom, der giver seeren en uforglemmelig ubehagelig scene, som konkret giver en forklaring på, hvorfor Jacky er blevet til den person han er. Dette skal selvsagt ikke afsløres her, men lad det blot blive sagt at dette kernemomentet i filmen er en scene, som ingen der har set den, vil glemme efterfølgende.

Som direkte resultat af dette traumatiserende barndomsminde har Jacky hele sit voksne liv haft endog meget svært ved at passe ind, især når det kommer til at danne relationer til kvinder. Filmen bruger ganske lang tid på at etablere hovedpersonens fascination af pigen Lucia, som han mødte første gang som ganske ung. Nu, da han er blevet voksen, opsøger han hende igen i det parfumeri, hvor hun arbejder, men han har enormt svært ved at komme helt tæt på hende. Dette aspekt af filmen fungerer virkelig godt, både takket være parrets meget fine spil, men også i de scener, hvor der tales om noget helt andet og Jackys fascination og tiltrækning af kvinden sirligt vises gennem billederne.

Denne meget besværlige romance er dog næppe grund nok til, at man kaster sig over Bullhead, for det er en både tung, trist og – ja, lad os sige det som det er – ganske kedelig film, der virkelig sætter seeren på en prøve. Det er en film, der, til trods for sine mange, gode intentioner, fejler i at fortælle en historie, der aldrig nogensinde bliver rigtigt vedkommende.

Det er ikke svært at se analogien mellem kødbjerget Jacky, der som et andet stykke hormonpumpet hoved trist trisser gennem tilværelsen, og så de mandeidealer, som samfundet byder på. Idealer Jacky, takket være den oplevelse, man nærmest ikke ønsker for sin værste fjende, ikke kan leve op til. Til gengæld forfølges filmens anden tråd; historien om de korrupte landmænd kun delvist til dørs. For filmen handler også om et par politietjentes opklaringsarbejde på en sag, hvor en af deres kollegaer, der var på sporet af bøfmafiaen, er fundet myrdet. Det kunne måske lyde som om, at dette element ville tilføre en tiltrængt form for fremdrift til filmen, men i stedet er slutresultatet lettere skizofrent, for man spørger sig selv undervejs, hvilken historie, det egentlig er, filmmagerne har lyst til at fortælle.

Så koges ovenstående ned til det helt basale, så byder Bullhead på en enkelt scene, som ætser sig permanent fast på tilskuerens nethinde, og ydermere en hovedfigur, der er meget kompleks og som overbevisende spilles med enorm indlevelse af Matthias Schoenaerts. Tidligere I 2015 kunne samme Schoenaerts opleves som den mandlige hovedrolle i Thomas Vinterbergs ganske fine periodedrama Far from the madding crowd, hvor han sjovt nok også spillede en fåmælt, indadvendt landmand. Men en voldsom scene og en god skuespiller er ikke grund nok til, at man skal bruge over to timer på en film, der dels ikke ved, hvad det er, den vil fortælle os, endsige en historie, der i bund og grund vil virke uvedkommende og ustyrlig træg på langt de fleste.


Forrige anmeldelse
« The Giver «
Nste anmeldelse
» Legend »


Filmanmeldelser