Der er rundt om på nettet og ikke mindst ved sidste års festival i Cannes blevet sagt og skrevet rigtig mange grimme ting om skuespilleren Ryan Goslings film Lost River, der var mandens debut som manuskriptforfatter og spillefilmsinstruktør. Det er der ingen grund til.

Selv om filmen ved første indtryk måske mest af alt minder om en prætentiøs art-house film, så er den faktisk både seværdig og interessant, især hvis man som denne anmelder holder af surreale og meget stiliserede film, der både har til hensigt at stimulere sin seer visuelt, men som samtidig byder på en ganske alvorlig subtekst og budskaber, der til trods for at de kan tolkes på flere måder, er en kritisk kommentar til samtidens Amerika.

Filmen er optaget i et tilgroet, slidt og trøstesløst hjørne af USA (den er optaget på location i Detroit efter finanskrisen) og finder man sin mavesure, akademiske kritiker frem, så kan man måske godt anklage den for at udnytte disse forladte, spøgelsesbyer til at skildre et Amerika i frit (for-)fald. Det er også en film, der fortæller en historie om de stakkels mennesker, som holdes fanget i deres overbelånte huse efter finanskrisen og som tvinges til at gøre ting, som de ellers aldrig ville have gjort. Et element som Gosling også selv har talt om i forskellige interviews.

. Lost River er bestemt ikke en film med en bred, folkelig appel, for den fortæller en ganske voldsom historie om en lille, fattig familie, bestående af en mor (Christina Hendricks kendt fra Mad Men), en teenagedreng og hans lillebror på 3-4 år. De lever i et faldefærdigt hus i en by, der langsomt er ved at forvandle sig til spøgelsesby. Faderen er naturligvis ikke en del af dette, så den ældste søn forsøger at gøre sit til at de kan overleve. I starten af filmen ser vi en bekendt flytte væk fra området og samtidig råde familien til at gøre det samme. Det lover sønnen Bones at gøre, så snart han har penge nok til at få repareret sin bil.

Familien har næsten ingen indkomst. Sønnen forsøger at skrabe penge sammen ved at tage rundt til forladte skoler, fabrikker og huse og rippe dem for kobberledninger, som han kan sælge hos den lokale skrothandler. Det bliver han nødt til at holde op med da en gangsterlignende person, der oplagt kalder sig selv for Bully begynder at jage alle de, der tager hvad han anser som Bullys ejendom. I en sidebemærkning spilles Bully af den forhenværende Dr. Who-skuespille Matt Smith, men altså her i en rolle som er så fjernt fra den gode Doktor man overhovedet kan forestille sig.

I desperation tager moderen til banken, kun for at opdage at hendes tidligere bankrådgiver er blevet udskiftet med en meget slesk og klam fyr, der tilbyder hende muligheden for et job, hvis hun altså er indstillet på at gøre hvad som helst for at tjene penge. Et eneste lyspunkt i dette mørke er pigen der bor på den anden side af gaden sammen med sin traumatiserede mor (spillet af B-filmgyserikonet Barbara Steele). Pigen er Bones forelsket i og sammen opdager de det, som har givet filmen sin titel – nemlig den undersøiske by, som blev oversvømmet dengang den lokale dæmning skulle bygges.

Det lyder måske alt sammen meget trøstesløst og trist, men selv om denne trøstesløse tilværelse er filmens udgangspunkt, så sørger den meget ekspressive billedside, et ganske formidabelt soundtrack, en række gode skuespillere og ikke mindst tilstedeværelsen af en række groteske, ubehagelige og surreelle scener for at gøre dette til en helt anderledes og fascinerende filmoplevelse.

Der er både elementer af grand-guignol, Amerikansk gotik og sci-fi elementer der blander sig i hvad der ellers kunne have været en trøstesløs socialrealistisk skildring af livet på kanten af samfundet. Filmen benytter visuelle metaforer, til at få skabt et figurgalleri og nogle handlingsforløb, der peger fingre af mange af de sociale problemer USA slås med. Samtidig bliver det også en film der ved hjælp af en sine drømmelignende skildringer skaber en sær form for magisk realisme, idet historien oprulles.

Selv om der er masser af elementer, der virker velkendte, er der mindst lige så mange der bevidst synes at ville fremmedgøre seeren, som eksempelvis den blodige kabaretforestilling, som bankmanden har sat i scene. Her oplever betalende gæster smukke kvinder, der skærer deres ansigtshud af eller som bliver knivdræbt på scenen – naturligvis kun på skrømt. Det er ikke svært at tolke dette som Goslings kommentar til medierne og pengemænd, der med sex og vold forsøger at få borgerne til at glemme hvilke reelle problemer vi står overfor. Brød og cirkus i en moderne, artfilm version.

Lost River er i kapellets optik slet ikke den frygtelige film som kunne forestille sig, hvis man stolede på kritikere og publikummet i Cannes. Det er en visuel ganske intens oplevelse (der skylder både David Lynch og Nicolas Winding Refn en hel del). Det er en dystopisk fortælling om et mareridtsagtigt USA, der styres af penge, en grotesk underholdningsindustri og bøller i gaderne, der truer alle til at gøre som de siger. Et sted, som ikke giver megen plads til de nederste i samfundet og hvor selv retskafne folk bliver nødt til at gå til ekstremer for at overleve.

Lost River er muligvis ikke en arthouse klassiker, men til gengæld er det en ganske spændende og anderledes debutfilm, der tør tage en masse chancer og som har noget på hjerte. Vores råd til Ryan er i al fald at han ikke skal lade sig slå ud af indebrændte, intellektuelle kritikeres hårde ord, men i stedet ufortrødent fortsætte med at lave film, for det virker han faktisk til at være ret god til.