Ideen bag den nye komedie Pixels er faktisk rigtigt god. Det er så bare hamrende ærgerligt, at ideen i sidste ende er langt bedre end selve filmen, der til trods for imponerende effekter ender ud med at være en hysterisk og ustyrlig ujævn bunke Adam Sandler-rod.

Filmen starter i 1982, hvor et par bedstevenner oplever, at der åbner en arkadehal i deres hjemby. Brenner (Adam Sandler) opdager, at han har et naturligt flair for spillemaskinerne, da han er i stand til at afkode de mønstre, som de digitale fjender bevæger sig i, mens vennen Cooper må indse, at han er virkelig dårlig. Et øjeblik senere afholdes de første arkadespilsverdensmesterskaber, hvor Brenner naturligvis ender i finalen. Her bliver han slået af den selvglade Eddie (Peter Dinklage). Konkurrencen optages på VHS af NASA og sendes - af uransaglige årsager som aldrig bliver forklaret – ud i rummet med en satellit.

Der springes til nutiden, hvor Brenner nu arbejder med elektronik, og Cooper er blevet præsident i USA. Vi oplever Brenner flirte med en kvinde, der lige er blevet forladt af sin mand til fordel for en yngre model, inden de begge bliver kaldt til det Hvide Hus. Verden er nemlig under angreb og tilfældigvis arbejder kvinden også for regeringen.

Det viser sig at en race af aliens langt ude i galaksen har fundet og afkodet førnævnte VHS-kassette og desværre har opfattet billederne af arkadeturneringen som en decideret krigserklæring. Derfor begynder kæmpemæssige udgaver af rumskibene fra Galaga, ormene fra Centipede, og mange flere af de figurer, som mange af os husker fra grillbarens mørke, at angribe udvalgte steder på planeten. Rumvæsenerne manipulerer gamle videooptagelser med bl.a. Madonna eller Hall og Oates, til at levere deres ultimatum med: vind tre runder mod os, eller vi udsletter jeres planet.

Derfor må Brenner, sammen med en håndfuld nørder fra fortiden, tage kampen op mod de invaderende styrker, hvilket resulterer i en række scener, hvor flotte 3D-udgaver af de gamle spilfigurer angriber og omformer alt det, de rammer, til… ja, netop…pixels. På papiret er dette en virkelig holdbar idé, men man irriteres hurtigt over en lang række elementer, der i stedet taktfast trækker filmen i retningen af den losseplads i Mexico, hvor man i sin tid begravede E.T.-spillet.

Filmen har flere problemer. Lad os starte fra en ende af. Selvom der er flere steder, hvor humoren fungerer, er der også alt for mange scener, hvor de ”sjove” replikker eller fysisk ”morsomme” scener i stedet kommer til at fungere som en klods om benet i forhold til filmens fremdrift. Mest tydeligt bliver det i de actionscener, som filmen byder på, hvor figurerne i filmen, til trods for at de er i potentiel livsfare, stadigvæk tager sig tid til at fyre en smart kommentar af om den situation, de befinder sig i.

Hvis de ikke forsøger at være morsomme, så kommenterer de i stedet på den spilmekanik, der burde være indlysende for enhver. Da vi eksempelvis ser vore hovedpersoner vælge hver deres moris mini for på den måde at indtage rollerne som spøgelser i Pac Man, så skal tilskueren have at vide, at hvis den gule guffemaskine spiser en stor hvid prik, så er det pludselig jagerne, der bliver de jagede. Det burde være indlysende for alle, især for filmens kernepublikum; de, der for få år siden begejstret slugte fortællingen om Vilde Rolf. For forventes det ikke, at det netop er folk med en forkærlighed for disse klassiske spil, der først indløser billet til Pixels? Når figurernes kommentarer tillige skal leveres midt i actionsekvenser, så bryder det ikke kun med sekvensernes tempo, men det underminerer også voldsomt den potentielle livsfare som vore helte burde befinde sig i. Det holder ganske enkelt ikke.

Dertil kommer at filmen også bryder med nogle af de fasttømrede egenskaber ved nogle af spillene og ikke mindst spilfigurerne. Det kan sagtens accepteres at folkene bag filmen opfinder en spilfigur, som ikke eksisterede i 1982, men det er derimod ganske uacceptabelt pludselig at lade Q-Bert tale gebrokkent engelsk. Hans figur kendetegnes netop ved at tale en form for vrøvlesprog. Det er en af de ting, som alle, der kender spillet, forbinder med figuren. Idet Q-Bert tillige er en af de præmier, som jordboerne vinder i løbet af filmen, forundres man også lidt over, hvorfor han ifølge eget udsagn bliver ”bange”, idet han vender tilbage til moderskibet mod filmens slutning. Er det ikke der, han kommer fra oprindeligt? Hvad har han egentligt at være bange for?

Det kan i samme nu nævnes en sekvens, hvor det antydes at en af de medvirkende benytter snydekoder til at bekæmpe de invaderende styrker med. Det kan godt være, at man på spillemaskinen i sin tid var i stand til at benytte en bestemt kombination af joystick og knap-tryk, efter man havde kastet penge i maskinen, men hvordan gør man dette i praksis, når der hverken er joystick eller knapper? Det kan godt være at præmissen for filmen er fuldstændig langt ude, men i det mindste burde så vigtige handlingselementer da forklares lidt bedre, så filmens opdigtede univers ikke bryder helt sammen.

Endelig er flere af filmens figurer, altså de der ikke er computergenererede, virkelig skingre, og der afses aldrig tid til at forsøge at tegne et nuanceret billede af dem som figurer. Det tætteste man kommer på noget medmenneskelig interaktion er mellem den førnævnte milf og Brenner. Mange af de øvrige figurer er tæt på tåkrummende pinlige og ufrivilligt komiske. Det virker lidt som om, man bevidst har forsøgt at skabe en film, hvor figurerne omkring Sandler er så tåbelige, at det får hovedrolleindehaveren til at virke virkelig cool. Værst blandt disse undskyldninger for bipersoner er USA's præsident og så den konspirationsteorielskende Ludlow, der spilles af Josh Gad.

Tager man i betragtning af filmen er instrueret af Chris Columbus, der før har givet verden Alene Hjemme og et par af de første Harry Potter-film, burde det være kvalitet, men det materiale som manuskriptforfatterne har leveret, er altså under al kritik. Desuden viser det sig, at selv ikke ideen er original, men faktisk hugget fra en kortfilm, som man kan finde online.

Pixels ender derfor med at skuffe fælt, ikke kun fordi dens tempo bliver ujævnt eller fordi den ikke respekterer spillene, den benytter, men mest af alt fordi filmen hele tiden skal belære tilskueren om, hvad det er, der er ved at ske, selvom ethvert publikum ganske udmærket er klar over dette i forvejen.

Der er derfor alt for langt mellem grinene, og til trods for at effekterne er flotte, så skal der altså mere til at føre en film til måls end blot at smide flotte 3D-animationer i synet på seeren. Man kan kun håbe og bede til, at Stephen Spielberg tager sig sammen og laver en langt bedre filmatisering af Ernest Clines Ready Player One, for på den måde at give alle os gamle arkadespillere en film, som faktisk tager både spillene og perioden langt mere seriøst, uden samtidig at slække på fortællingen. Gå derfor trygt forbi denne film og gem dine tokroner til en film, der i langt højere grad fortjener dem.