Harry Potters ånd svæver så afgjort over vandene i mere end en forstand, når man sætter sig til godt rette og starter Percy Jackson og lyntyven. For ikke nok med at unge Percy, ganske som sin engelske troldmandslærlingskollega, pludselig indser at han er født til noget større end bare at være almindelig dreng og ikke nok med at Percy skal modtage hemmelig træning på en skjult skole for halvguder langt ude i en skov, så har filmens instruktør Chris Columbus faktisk siddet i instruktørstolen, da de to første Harry Potter film blev optaget.

Columbus er altså på hjemmebane, for selv om han tidligere har instrueret børne- og ungdomsfilm (eks. de to første Alene Hjemme film) så var det også Columbus, der skrev manuskripterne til begge Gremlins film og til Goonierne. Han befinder sig, med andre ord, sikkert i genren. Man bør heller ikke tro, at Percy Jackson og lyntyven er en afkalkering af Harry Potter– for der er også forskelle mellem de to. For det første læner Percy Jackson og lyntyven sig i langt højere grad af rendyrket græsk mytologi, og ikke som i J. K. Rowlings univers et sammensurium af forskellige mytologiske lån. Dernæst er Percy i midten af sine teenageår og derfor ikke et barn, da vi møder ham her første gang. Selv om disse forskelle er der, så appellerer filmen stadigvæk til stort set samme kernepublikum: eventyrlystne børn i alle aldre.

I Percy Jackson og lyntyven er der lagt stor vægt på, at filmen skal have fremdrift i form af action og spektakulære scener. Vi er end ikke et halvt minut inde i filmen før vi ser selveste Poseidon dukke op ved molen i New Yorks havn. Han mødes med Zeus på toppen af Empire State Building hvor Zeus anklager Poseidons søn for at have stjålet tordenkilen. Sønnen er naturligvis Percy, der, efter det går op for ham at han er halvgud, i øvrigt konsekvent nægter sig skyldig i alle anklager. Fra filmens start melder der sig straks en del spørgsmål hos den kritiske seer; kan man i det hele taget tage tordenkilen væk fra Zeus? Skulle han ikke haft passet bare lidt bedre på den? Har Zeus ikke et aflåst skab til den slags?

Men i fantasy-film handler som bekendt ikke om logik, det handler naturligvis om fantasiens verden. Fysiske love ophæves, guder er levende og uhyrer render frit omkring. Således kommer Percy, sammen med sine nyfundne venner faunen Grover og halvguden Annabeth (der fungerer præcis ligesom Harry Potters to venner Ron og Hermione) , til at stå ansigt til ansigt med bl.a. minotaurer, Medusa, Hydra og endda selveste Hades. Der er smæk på og skruet godt op for meget imponerende CGI-effekter når det hele brager løs og sært nok er filmen, på trods af den konstant emmer af hovedløs popcornunderholdning, virkelig underholdende, sjov og flot at se på.

Filmen byder på en lang række mindre roller til kendte skuespillere, eksempelvis er Uma Thurman Medusa, Sean Bean (som de fleste kender fra Ringenes Herre) spiller Zeus og selv om det er trioen af nyfundne venner, der sørger for filmens fremdrift, så er det nu sjovt at se Steve Coogan spille Hades, som en slags falleret rockstjerne. Det er blot lidt underligt at det er disse skuespilleres navne, der alle er havnet på filmens cover, for filmens altoverskyggende hovedpersoner, er de der er nævnt øverst på denne side. Godt nok er der nok kun et fåtal, der kende disse navne, men det ændrer ikke på, at det er de tre der bærer filmen.

Er man purist og samtidig fan af græsk mytologi, er det sikkert ganske frygteligt at se amerikanske teenagere blive kastet ud i postmoderne eventyr med klassiske guder og uhyrer rundt om i USA, men for de der ikke tager sådanne ting så seriøst er det til gengæld ganske morsomt at finde ud af at indgangen til Hades ligger helt tæt på Hollywood-skiltet i Los Angeles.

Filmen er fyldt med spektakulære scener og actionsekvenser, der helt og aldeles kommer til at overskygge den bildungs-tematik, som egentlig også synes at være en del af fortællingen - historien om Percys færd fra barn til halvvoksen halvgud. Det er samtidig en historie man har set mange variationer af at utal af gange før. Det er til gengæld svært at holde ens indre 13-årige, heavy metal-lyttende barn i ro nå denne ser hvordan filmskaberne har valgt at skildre Hades visuelt. Luftguitaren tvinges ubønhørligt til en hurtig solo.

Percy Jackson og lyntyven er en film der nemt kan tage konkurrencen op med mange af de halvfesne fantasy-produkter der findes på markedet i øjeblikket. For selv om filmen ikke har nogen dybde eller byder på vandvittige detours i forhold til opbygningen af lignende fortællinger, så er filmen solidt underholdende hele vejen igennem og nærmest en perfekt film til en regnfuld dag i sommerhuset med ungerne.