I følge flere teorier om gyset, i al fald hvis man ser på Freuds eneste tekst om fiktionstekster; Das Unheimliche, opstår det skæmmende ofte når noget der er hjemligt (tysk: heimlich) og velkendt, pludselig bliver fremstillet som noget skræmmende (tysk: un-heimlich). Det er der en masse gysertekster der har udnyttet og den nye film The Prodigy er bestemt ingen undtagelse.

Filmen starter med en krydsklipning. I den ene tråd følger vi en skummel person, der tilsyneladende har holdt unge kvinder fanget for at torturere og dræbe dem, der bliver opsøgt og efterfølgende skudt af politiet. Den anden sekvens der klippes til handler om en ung kvinde, der er ved at føde. Så allerede i filmens allerførste minutter er det blevet slået fast at disse to elementer på sæt og vis hænger sammen.

Vi springer i en montagesekvens en årrække frem og den lille familie er blevet velsignet med en dreng, der udviser helt ekstraordinære evner. Moderen er meget ambitiøs på sønnens vegne, så han indrulleres på en specialskole for særligt begavede børn. Knægten er langt mere fremmelig end han burde være hans alder taget i betragtning, men selv om dette umiddelbart er fantastisk, ændres dette hurtigt, da det går op for knægtens forældre, at der er noget helt galt med sønnike.

Familiens idyl er truet. Miles, som sønnen hedder, er mildest talt begyndt at opføre sig underligt. Moderen er selvsagt fortvivlet, selv om hendes mand ikke er nær så bekymret som hende. Til gengæld ser han heller ikke alle de foruroligende tegn på, at alt ikke er som det burde være. Miles er ofte utrolig humørsyg, han taler i søvne, men alvoren går først rigtigt op for forældrene, da knægten uden provokation angriber en klassekammerat med en svensknøgle.

Det er en helt klassisk suspense-teknik, at vi seere har selvfølgelig allerede luret hvad det er der er galt med Miles, før sandheden går op for drengens forældre. Moderen finder blandt andet ud af, at det ”vrøvlesprog” som drengen mumler om natten, faktisk er en yderst sjælden ungarsk dialekt, men hvad der er endnu værre er de ting som drengen faktisk siger. I et forsøg på at komme til bunds i problemet, opsøger mor og søn derfor både hypnosespecialister og andre fagfolk, som de mener kan være med til at løse problemerne, men som handlingen skrider frem går det også op for moderen, hvad det er der er galt med hendes søn. Noget som en hypnotisør i al fald ikke kan rette op på.

Som nok kan læses i det ovenstående, låner The Prodigy med arme og ben fra en række andre overnaturlige gyserfilm. Der er nok allerede nu mange, der har tænkt på Exorcisten, The Omen eller for den sags skyld nyere film som The Exorcism of Emily Rose, The Possession eller lignende film. For selv om den eller det, der påvirker Miles, muligvis ikke er en decideret dæmon, er præmissen for disse gysere det samme – den følelse af magtesløshed, der opstår når ens barn pludseligt bliver sygt eller ændrer karakter. Den opmærksomme læser har nok allerede gættet, hvad der virkelig er los.

Skuespillerpræstationerne og det rent tekniske i filmen fejler ikke så meget, men det man kan udsætte på The Prodigy er at den har en meget forudsigelig historie, i hvert fald hvis den der ser filmen kender nogle af de andre titler som blev nævnt før. Selv om mange, der holder af denne typer film, sikkert vil være godt underholdt og spændingsniveauet opretholdes fint undervejs, så ændrer det ikke ved det faktum, at filmen er usandsynlig formularisk. Dette bliver forstærket ved at filmen meget tidligt lader sin tilskuer få et indblik i hvordan det hele hænger sammen.

Noget der til gengæld trækker bedømmelsen i den rigtige retning, er den måde som filmen vælger at runde sin fortælling af på. Fra Kapellets side kommer der i den forbindelse selvfølgelig ingen spoilers, men det er befriende at se en amerikansk gyserfilm blive rundet af med en slutning, som for en gang skyld fungerer. Selv dette er desværre ikke nok til at hæve The Prodigy over middelmådigheden.

. Selv om der end ikke er gået en uge, siden filmen er blevet set, til denne omtale blev nedfældet måtte anmelder ty til filmens trailer og en beskrivelse af handlingen i et forsøg på at huske den. Det kunne selvsagt betyde, at anmelder er ved at udvikle demens, omvendt set kan det også være at The Prodigy bare er en af den slags film, der hurtigt mentalt kategoriseres som film der ikke efterlader noget varigt indtryk. Det er et hurtigt horror-fix, der fungerer mens man ser det, men også en film der ulig de klassiske 70’er-gysere nævnt ovenfor aldrig på samme måde rodfæster sig i systemet.