Det er en bemærkelsesværdig debutfilm som amerikanske Dan Gilroy har skabt. Ser man på listen af de film han har skrevet, som eksempelvis Real Steel eller The Bourne Legacy, kunne man måske forvente sig en science-fiction actionfilm. I stedet leverer han en ubehagelig kommentar til både den amerikanske drøm og ikke mindst det aktuelle, amerikanske mediebillede, hvor konkurrencen om seerne er benhård og hvor kun de mest voldsomme billeder synes at have værdi.

Det var vistnok i Michael Moores Bowling for Columbine, at seere verden over blev gjort opmærksomme på Brian Glassners bog The Culture of Fear (en titel der er blevet til en term, som på det seneste desværre er blevet brugt flittigt). I bogen beskriver han det ulige forhold, der eksisterer mellem virkelighedens verden og det billede, som (især amerikanske, men sørgeligt nok også flere danske) tv-nyheder skaber.

Det handler om at offentligheden helst skal føle sig utrygge, da det er et godt grundlag for at påvirke os til enten at se flere nyheder, at købe ting der kan give os følelsen af tryghed tilbage eller grundlæggende blot at være nemme at kontrollere, modsat de, der hver morgen vågner frygtløse op til en ny dag. For selv om Nightcrawler er fiktion, så er en af grundene til at den virker så godt, at dens handlingstråde forekommer at tæt på vores aktuelle medievirkelighed.

Filmens hovedperson, Louis Bloom, er, da vi møder ham, ved at stjæle kobber og trådhegn fra et øde jernbaneområde. Da han efterfølgende forsøger at afsætte sagerne til en ophugger, indleder han en imponerende salgstale, der synes at være hevet direkte ud af et online selvhjælpskursus. Idet filmen skrider frem, opdager seeren, at Louis er 100% overbevist om at de floskler han gentager automatisk er sande. De bliver i hans version samtidig koblet sammen med en benhård kynisk, grænsepsykopatisk, pragmatisk tilgang til hverdagen og det lykkes ham at rykke op i mediehierarkiet. Han starter som en arbejdsløs tyv, der i disse krisetider tager drastiske midler i brug for at klare sig gennem hverdagen, til en person der potentielt kan være med til at forme den måde vi oplever vores hverdag.

På en af hans mange natlige ture stopper Louis en aften ved en brændende bil på en motorvejsbro. To betjente er i færd med at hive kvinden bag rattet ud og Louis oplever, hvor hurtigt de lokale freelancefotografer er på pletten, for at få de bedste billeder i kassen. Louis stjæler herefter en dyr racercykel og pantsætter den i bytte for et kamera og en politiscanner. Han lærer hurtigt, drevet af ambition som han er, hvilke billeder, de lokale medier har brug for, så derfor kører han rundt fra den ene ulykke til den anden i håbet om at kunne optage de situationer, der vil indbringe ham mest.

Det lykkes Louis at skabe en fast kontakt til en lokal tv-station, der i første omgang køber billeder han har optaget af en døende mand - et offer for en bilrøver - og inden længe hyrer Louis den arbejdsløse Rick til hans ”firma”. Rick ansættes som praktikant med udsigt til en fast stilling, til trods for at Louis intet firma har. Under kontakten med tv-stationen og ”ansættelsessamtalen” oplever vi endnu engang Louis’ evner til at omsætte ærkeamerikanske salgsteknikker og ”stol på dig selv”-floskler til sin egen fordel.

Det lykkes Jake Gyllenhaal, sammen med filmens instruktør, at gøre Louis til en figur som man har meget svært ved at glemme. Det er ganske utroligt, at en så usympatisk, manipulerende og kynisk hovedperson er i stand til at bære en to timer lang spillefilm, men selv om vi på ingen måder holder af hovedpersonen, er det også lige som at være vidne til et trafikuheld – det er nærmest umuligt ikke at kigge på det. Gyllenhaal leverer en kraftpræstation rent skuespillermæssigt, for hans figur kammer aldrig over og på den måde bliver Louis foruroligende troværdig, til trods for at han er så langt ude som han tydeligvis er.

Filmen sætter via denne perfide protagonist både et stort spørgsmålstegn ved hvor langt den enkelte amerikaner skal være villig til at gå for at opnå den drøm, der stadig gennemsyrer USA, til trods for finanskriser og massive indenrigsrelaterede, socio-politiske problemer. Den vender dernæst sit kritiske blik mod de nyhedsmedier, der giver fanden i etik, moral og god smag i jagten på seere og markedsandele. Dette bliver mest tydelig mod filmens slutning, da en journalist påpeger at den historie de er ved at bringe ikke er sandheden. Han irettesættes straks af nyhedschefen, der fortæller ham, at det til gengæld er den historie, som de fleste vil se og derfor bringer de den selvfølgelig. Hvor er presseetisk nævn når vi har brug for dem?

Nightcrawler er en film, der både byder på ganske spændende udviklingsfortælling med en af filmhistoriens mest usympatiske figurer i hovedrollen og en film der leverer nogle af de mest stemningsfyldte billeder af Los Angeles’ om natten. Det er også en film, der med garanti vil blive flittigt benyttet af såvel engelsk- som mediefagslærere til at skabe en masse debat rundt om i klasserne. Det er underholdende fiktion, der samtidig giver seeren mulighed for at tænke videre over en lang række emner langt tid efter rulleteksterne er kørt til ende. Derfor vil kapellet, uden at blinke (sammen med Kvinden der forsvandt) udråbe den til en af de bedste amerikanske mainstreamfilm i 2014.