Det må være meget svært at følge op på en successerie som Homeland. For seriens første tre sæsoner var intet mindre end formidable. Som denne kapellan skrev i forbindelse med udgivelsen af det første boxsæt, så er der her tale om en meget intens serie, der ikke kun fungerer qua sin meget aktuelle tematik om kultursammenstød, terror og internationale konflikter, men som også bliver vedkommende takket være sit menneskelige drama.

Tredje sæson sluttede med et, for de der endnu har serien til gode, højdramatisk punktum, der mest af alt lod til at være et endegyldigt farvel til serien. Desto større var forundringen, da det forlød, at en fjerde sæson var på vej. Det kan godt være, at noget af det efterfølgende vil forekomme ret kryptisk, for de der ikke kender serien i forvejen, men det er ene og alene skrevet på denne måde, så vi ikke afslører for meget for de seere, som endnu har sæson 1-3 til gode.

Uanset om man troede det kunne lade sig gøre eller ej, er fjerde sæson nu landet, heriblandt under kapellets hvælvinger, men selv om både skuespillerene og folkene bag serien er de samme, så har den fjerde sæson lidt svært ved at konkurrere med sine forrige sæsoner.

Dette hænger især sammen med at serien bliver nødt til at starte på en frisk, forstået på den måde at når nu det, som var et af de første tre sæsoners bærende elementer, ikke længere kan fortsætte, så skal seriens skabere opbygge en ny handlingsstreng, som kan fortsætte herfra. Faktisk burde man måske anse sæson 1-3 som den første store ”story-arc” på serien, og sæson 4 som begyndelsen på den næste.

Da vi møder Claire i starten af 4. sæson, er hun stadig rystet over hendes oplevelser i Iran, men har dog her et halvt år efter fundet trøst i at arbejde for den amerikanske militære efterretningstjeneste i Kabul, hvor hun blandet andet superviserer droneangreb. Hun har haft en ganske stor succesrate set i forhold til at ramme de mål, som anses som de farligste. Claire har nemlig en rigtig god kilde, der gør, at de mål, hun udpeger, er gode. Det går dog galt, da hun iværksætter et droneangreb på en bygning, der ifølge Claires oplysninger huser en fremtrædende Talibankommandør.

Det viser sig, at bygningen var rammen om en bryllupsfest, så droneangrebet udsletter også civile, heriblandt kvinder og børn. Tilsyneladende er der kun en overlevende fra angrebet, som har optaget angrebet indefra på sin mobiltelefon. Da Claires informant dræbes af en folkemængde, da videoen lækkes på internettet, synes alt atter at være kaos i Claires liv, men det er kun begyndelsen. For ovenstående er stort set kun beskrivelsen af det første afsnit i 4. sæson.

Selv om serien stadig formår at opbygge både nogle interessante moralske og etiske problemstillinger, som vores heltinde skal navigere imellem, samt skildre en hovedperson, der på en gang både er sårbar og handlekraftig, men som har svært ved at få styr på sine følelser, takket være hendes sygdom, så er det som om den garvede Homeland-seer har oplevet mange af disse ting før. Ikke for at sige at serien kannibaliserer sit eget materiale, men det virker stadigvæk som om den voldsomme slutning fra sæson tre har gjort det nærmest umuligt at fortsætte i samme niveau som tidligere.

Som før har serien fået flak for sin skildring af virkeligheden, i dette tilfælde har Pakistan været på banen. I trit med at serien skrider frem antydes det direkte, at officielle diplomater og højtstående embedsmænd i Pakistan bevidst sympatiserer med de yderligtgående grupperinger, selv om de officielt påstår, at de hjælper USA i jagten de selvsamme folk. Omvendt set så viser serien, at der også på USAs side er folk, der er villige til at forråde deres land og levere forkerte informationer til deres ledelse.

Selv om serien på denne måde har fiktionaliseret den måde, som visse folk påstår, at bl.a. Pakistan fører udenrigspolitik på, så er det som i de tre første sæsoner tale om fiktion, der måske ligefrem har til formål at skabe debat og faktisk vise, at denne slags ting ikke er så binære, som massemedierne og nyhedskanalerne indimellem forsøger at fremstille dem som. Det er dette, som gennemgående og stadigvæk er Homelands styrke, for det er en serie, der tør at gabe over en mængde sociokulturelle og politiske emner, uden udelukkende ensidigt at tage USA's parti (selv om dette naturligvis også sker). For selv om der ikke hersker nogen tvivl om, hvem skurkene er, så giver serien heldigvis også plads til at forklare bevæggrundene for, at skurkene netop er blevet sådan.

Så til trods for at det atter er skønt at være i selskab med Claire, Saul og Peter Quinn, så er 4. sæson noget træg i optrækket end de foregående tre, takket være de faktorer som er beskrevet herover. Det skal nok lykkes seriens bagmænd, at få momentum tilbage i serien, men det skal også siges, at fjerde sæson bestemt ikke er den stærkeste sæson af Homeland til dato. Den er helt bestemt seværdig, leverer godt skuespil, intens action og en mængde forviklinger skildret ganske realistisk, men man skal blot forvente at dette er lidt af en dramaturgisk koldstart ovenpå de første tre helt igennem fantastiske sæsoner.