Spartacus er en serie, som er sjov, poppet, historisk og blodig som én i helvede. Det er en noget overdramatiseret fortolkning af begivenheder, som bliver beskrevet i historiebøgerne som slavernes revolution mod Romerriget, og det er mikset med en god omgang slowmotion scener som i 300 og blodige dueller, politiske intriger og softcore sexscener som man kender dem fra Game of Thrones.

Hver sæson (der er 4 sæsoner i alt) lider af startvanskeligheder, men formår altid at afslutte på de mest underholdende og meningsfulde måder. Det er fantastisk, især fra en serie, som ikke har fået så meget opmærksomhed som alle de andre dramaer (men fortvivl ikke: hvis jeg husker ret, har både Netflix og HBO serien i deres arkiver).

Lad os starte fra begyndelsen…

Spartacus: Blood and Sand (sæson 1)
Serien er skabt af Steven S. DeKnight og startede sin første sæson med lune anmeldelser i sin tid. Skaberen er mest kendt for sit arbejde på bl.a. Buffy – Vampyrernes Skræk og Smallville og nå ja, instruktør og fanfavorit, Sam Raimi, er producer på hele serien. Så Spartacus er en serie fra skaberne af førnævnte tv-serier og Evil Dead-trilogien. Det er da i hvert fald nok til at gøre selv den største skeptiker en anelse interesseret!

Første sæson foregår i år 73 f.v.t., hvor vi oplever en ung thrakier og hans hær melder sig til den romerske hær for at få bugt med en fælles fjende. Denne mand, som senere bliver kaldt for Spartacus (fantastisk spillet af Andy Whitfield), efterlader sin kone Sura (Erin Cummings) for at drage af sted mod krig og regner med, at så snart deres fjender er nedkæmpet, kan han komme hjem til hende igen og stifte en familie. Desværre har deres romerske overofficer, Claudius Gaber (Craig Parker), andre planer med de thrakiske ”hunde” for at få en promovering. Dette medfører naturligvis, at de thrakiske soldater gør oprør mod de romerske soldater. En nobel, men dårlig idé, idet han bliver fanget og dømt til døden i gladiatorarenaen, mens Sura skal leve resten af sit liv i slaveri.

Alt ændrer sig efter det. I arenaen er han særdeles dygtig med et sværd og nedslagter sine modstandere, hvilket gør, at hans dødsdom bliver reduceret. Han bliver opkøbt af Lentulus Batiatus (John Hannah) og hans kone (Xena-krigeren Lucy Lawless), som driver en gladiatorskole. Batiatus spår Spartacus en strålende fremtid, men manden selv vil bare gerne forenes med sin ét og alt, sin kone.

En mere erfaren gladiator, Doctore (Peter Mensah), træner de andre på skolen, men den mest prominente gladiator, mesteren Crixus (Manu Bennett), kan ikke lide Spartacus og opfatter ham som sin rival. Mens Spartacus bliver bedre og bedre i arenaen, bliver han hurtig en berømthed, men også en politisk figur, som vil ryste Rom i sin grundvold.

Spartacus: Blood and Sand sætter nye grænser for, hvad du kan tillade dig at vise i fjernsynet. Serien er chokerende voldsom og grotesk i sine voldsbilleder og fuld af intens blod og splat, men indeholder også nøgenhed helt ned til de mindste detaljer. Både kvinderne og mændene viser os deres intime ejendele, og det er sådan set lige meget, om det er body doubles eller falske penisser, for faktum er, at det ser ægte ud på skærmen.

Det er næsten på grænsen til exploitation på Caligula-niveau, men det er skam også helt fint, for det er jo sådan, vi alle regner med, at Rom så ud: fuld af nådesløshed, orgier, offentlige henrettelser og kejsere uden mådehold.

Som serien skrider fremad, er der også mere end blot bare bryster og blodbad (selvom det ikke bliver formindsket). Når figurerne bliver mere tredimensionelle og vi bedre kan relatere til dem, bliver historien også mere interessant. Sensationelismen forsvinder ikke, men det bliver selve historien, som får større betydning end det andet.

Hvad angår rollebesætningen, så er Andy Whitfield rigtig god som Spartacus. I starten er han lidt af en træmand, men han vokser i takt rollens udvikling. Når hans rolle får mere selvtillid i areanen, kan du også se det på Whitfields kropssprog, at han begynder at kunne lide det og tager det hele meget roligt. Det samme kan også siges om resten af skuespillerne. Manu Bennett er blot endnu en rival i starten, men bliver til en større og mere sympatisk rolle. Jai Courtney (Divergent, Jack Reacher) udvikler sig til mere end blot en sidekick og Viva Bianca morer sig i rollen som en forkælet romersk kone, men viser sig at have en politisk tankegang til tingene. Lucy Lawless og John Hannah har det bare sjovt i deres roller og holder ikke noget tilbage – overhovedet.

Det der gør serien underholdende, er det faktum, at den ved, hvad den vil være, allerede fra starten. Så når du bliver bombarderet med slowmotion blodbade og blodsprøjtende computereffekter fra afsnit 1, begynder du at nyde den verden, som den har skabt til os. Ja, nogle steder kunne der have været en bedre forklaring på series historiske begivenheder, den kunne have fokuseret mere på de politiske aspekter og de efterfølgende bivirkninger i stedet for nøgne damer og afhugget kropsdele, men de af os som godt kan lide nøgne damer og afhugget kropsdele, vil more os gevaldigt.

Serien hylder, eller stjæler, kraftigt fra Zack Snyders spartanske tegneserieeventyr, 300, med dens visuelle stil og nyder godt af rampelyset fra Ridley Scotts Gladiator, men det er ikke det, som er afgørende betydning, så snart serien finder sit eget fodfæste. Der er også masser af farvejusteringer – masser af brunt og gyldent – men til seriens forsvar, så hedder den første sæson jo også Blood and Sand, hvilket giver de kraftigt justeret farver en grund til at være der.

Spartacus: Gods of the Arena (sæson 2)
Andy Whitfield blev uheldigvis ramt af kræft og døde. Hvad der skulle ske med serien, var uvist, og klogeligt nok valgte filmskaberne at lave en miniserie, som foregår før Spartacus, men som stadig har mange af de mindeværdige skuespillere og roller med. I de 6 afsnit følger vi Batiatus, da han overtager foretagendet efter sin far og vælger nye gladiatorer til sin skole. Vi ser Crixus komme til magten og vi ser Doctore blive skolens nye underviser. Den nye hovedrolle er Gannicus (charmerende spillet af Dustin Clare), gladiatorskolens ubestridte mester på dette tidspunkt. Hans evner med to sværd på samme tid og hans blodtørst gør ham til en attraktion for tilskuerne.

Plottet i Gods of the Arena er lige dele politiske intriger og skumle planer, kombineret med sex og vold. Der er på visse tidspunkter, hvor det hele er så overdrevet, at det er svært at tage seriøst, men det gør det ikke mindre underholdende at se på. Alt kan ske: ingen er sikker og alle kan dø undervejs. Når der kun er 6 afsnit, går alting lidt hurtigt og det kan virke utroværdigt, at personerne bare går med på forræderiske idéer uden at protestere det mindste. Som en forløber til Blood and Sand ved du næsten godt, hvad der vil komme til at ske med visse figurer, men det hele er stadig underholdende hele vejen igennem.

Spartacus: Vengeance (sæson 3)
Så kommer vi til fortsættelsen til den første sæson. Rollen som Spartacus er overtaget af Liam McIntyre, som er en værdig efterfølger, men personligt foretrækker jeg stadig Whitfield. Vi fortsætter, hvor vi slap med sæson 1, og Spartacus og Crixus leder hæren af gladiatorer og slaver mod deres frihed. Mere skal der ikke siges her.

Historien i denne sæson er meget stærkere end Gods of the Arena. Ja ja, blodet og volden og sex spiller stadig en stor rolle i alle afsnit, men plottet er mere intenst, har flere lag, er mere komplekst og langt mere interessant. Som tidligere nævnt starter alle sæsonerne meget sløvt, men sæson 3 og sæson 4 har de stærkeste afslutninger i hele serien. Der bliver bygget op og lagt flere figurer ind i serien for hvert afsnit, men alle skæbnerne bliver afsluttet og det føles tilfredsstillende, når det hele går op i en højere enhed. Selvom du ved, hvad der skete med den rigtige Spartacus, kan du ikke lade være med at hylde hans sejrsgang over det mægtige Romerrige.

Spartacus: War of the Damned (sæson 4)
Konklusionen. Uden tvivl er dette den bedste sæson siden den første. Her skruer de virkelig op for splattereffekterne, den dramatiske dialog og actionscenerne. Intet er sparet. Det er skønt at se på. Ville serien have været lige så sjov og interessant, hvis det ikke var for de overdådige computereffekter og skuespilpræstationer og historiske overdramatisering? Jeg tvivler.

Spartacus, Crixus og Gannicus fortsætter deres fremmarch og befrier slaver rundt omkring, ofte med blodig konsekvens for deres romerske ejere. I mellemtiden tyer det romerske senat til den rigeste mand i området, Marcus Licinius Crassus (Simon Merrells). Han samler en hær med en ung Julius Cæsar (Todd Lasance) med kun ét formål: stop Spartacus, koste hvad det vil.

Serien holder sig til det, der har gjort den så seværdig tidligere: sex, episke og blodige slag, sex, forræderiske politiske dagsordener, sex, nøgenhed, sex, sex og sex. Denne fjerde sæson har ingen skrupler med at vise Romerrigets dekadente nedtur, men også den mere voldelige side af livet i disse tider. Det er ikke meningen, det skal være realistisk, men det er bedre for serien at blive i den bane, som den har startet på. Men under overfladen er dette sidste kapitel en godt fortalt historie. Figurer udvikler sig på et anstændigt, troværdigt niveau og får interessante personligheder, og de forskellige sidehistorier kan undertiden være indviklet og overraskende. Som sådan er der en god mængde spænding, som giver alt det overdådige en grund til at eksistere.

McIntyre skinner bedre i rollen som Spartacus denne gang end tidligere, og han viser en selvtillid og naturlighed, som er med til at løfte serien op på et helt andet niveau. De kvindelige skuespillere ser ikke kun godt ud i slowmotion action og badet i blod, men de klarer sig rigtig godt foran kameraet og har mere at give sig til end tidligere. Serien afslutter sig selv på den eneste måde, den kan: episk og med al æren i behold. Alt i alt er serien ganske solid, men som sætter underholdning som første prioritet og formår at lykkes på det punkt.