Forsidecoveret på DVD’en signalerer den grænseløse kriminalitet. Og den grænseoverskridende opklaring. Baggrunden er et kort over dele af Nordeuropa. Lars Mikkelsen står i midten. Med hovedet i nærheden af Danmark. Han er omkranset af de to skuespiller Jasmin Gerat (tysk) og Veerle Baetens (belgisk). Underne-den er der et vue ud over Berlin med byens Fernsehturm i centrum. Den danske titel Mord uden græn-ser peger på mord og forbrydelser, der ikke vil acceptere nationale rammer. Den danskledede transnati-onale tv-produktion The Team er netop udkommet på DVD.

Det er en skæg finesse, at coveret anvender fjernsynstårnet i Berlin som pejlepunkt. Det signalerer en er-kendelse af Berlins centrale status i europæiske spørgsmål. Men det peger også på mediet TV. Serien er et forsøg på at fortælle en trans-europæisk fortælling om kriminalitet og opklaring. Princippet bag serien kan tolkes politisk: et tværnationalt samarbejde er tvingende nødvendigt, fordi forbrydelsen ikke orienterer sig inden for de traditionelle nationale rammer. Eller det kan være en basal erkendelse af, at det er sådan vir-keligheden tager sig ud.

Tre prostituerede myrdes i Danmark, Tyskland og Belgien. De er arrangeret, så det er tydeligt, at de hænger sammen. Derfor søsætter Europol et team, der på tværs af grænser skal samarbejde om opklaringen af mordene. Det trækker hurtigt opklaringen ind i en dyster europæisk bagside præget af organiseret krimina-litet, der når de højeste samfundsmæssige tinder. Den danske betjent Harald leder efterforskningen, men må undervejs se sig inddraget på en måde, som han på ingen måde kunne forudse. Korruptionen stikker dybere, end betjentene først antog.

Serien er i sig selv en stor anerkendelse af produktionsmetoderne, som har givet DR Drama en længere række internationale successer. Mord uden grænser er skrevet af Mai Brostrøm og Peter Thorsboe, som stod bag Rejseholdet, Ørnen og Livvagterne – alle tre Emmy-vindere. Forventninger til makkerparret er derfor høje. At der også er store forventninger til serien er også et vidne om den status, som DR har fået: at det er DR som hovedaktør (med danske instruktører, manuskriptforfatter, fotografer og hovedskuespiller) antyder kraftigt den internationale anerkendelse af DR Drama.

Produktionen mimer dog handlingen, der foregår hovedsageligt i Danmark, Tyskland og Belgien med eks-kursioner til andre relevante lande. Det er også en transnational co-produktion, der henter penge fra et væld af forskellige kilder. Lige fra regionale midler i Copenhagen Film Fund over nationale public service midler fra DR eller SVT til transnationale midler europæiske fonde. Serien er et samarbejde mellem DR, tyske ZDF, svenske SVT, østrigske ORF, franske ARTE, og de hhv. tyske, belgiske og schweiziske filmselskaber NetWork Movie, Lunamie og Superfilm. Intet mindre. Frygten i forbindelse med den slags interessefælles-skaber er, at det bliver til en intetsigende mulje (såkaldt euro-pudding), fordi handlingen skal smøres tyndt ud over flere nationer og regioner.

Det er heller ikke første gang, denne type produktion er forsøgt. Filmproduktioner har længe været sådan. TV-drama-produktion er i mindre grad rykket uden for det regionale (fx skandinaviske samproduktioner). Det er relativt få større europæiske samproduktioner, det er blevet til. Et tidligt tilfælde, hvor der i produk-tionen og i distribution blev hentet penge mange steder fra, var tv-serien Borgia (2011-), som godt nok i produktionssammenhæng var finansieret af selskaber fra Frankrig, Tyskland og Tjekkiet. Crossing Lines (2013-), der var tysk, amerikansk, fransk og belgisk, og The Spiral (2012), som var svensk, norsk, hollandsk, belgisk og finsk, er begge relevante fortilfælde for Mord uden grænser.

Det er nok en tendens, vi kommer til at se mere til. Disse transnationale produktioner. Rationalet er natur-ligvis, at flere ’kokke’ kan bidrage med flere penge, så produktionen kan blive større og stå på mål over for store serieproduktioner fra fx HBO. Det, der så er udfordringen, er at fordele sol og vind lige mellem de partnere, der finansierer gildet. Det kan være svært, og udfordringen kan godt ses i Mord uden græn-ser. For mange kokke…?

Seriens visuelle side er særdeles overbevisende. De ikoniske billeder af hovedsageligt de tre hovedbyer er flotte og appellerende introduktioner til europæiske storbyer. Denne anvendelse af en skyline som steds-markør er dog efterhånden ved at være ret genkendelig og almindelig. Men der er kæret for detaljerne i seriens visuelle udtryk helt ned på sceneniveau. Informationsmængden er fyldig – måske endda også for fyldig. Personerne, der jo snakker rigtig meget i telefon, fordi de er forskellige steder i verden, taler aldrig ’bare’ i telefon. De laver altid noget andet samtidig. Derfor er det nødvendigt at holde tungen lige i mun-den, for der kan være flere kommunikationsakser, der er i spil samtidig. Det er måske stedvis lige lovlig informationstæt. I et kompliceret plot virker det unødvendigt, selvom der heri i gemmes en del relevant personbeskrivelse.

I den interne kommunikation mellem de forskellige lande, når der holdes møde, er også visuelt spændende lavet. Det er intermedierede møderum, der kreeres med en tilsyneladende ’killer’ Skype-forbindelse. Det er visuelt flot, men det virker teknologisk (stadig) lidt utroværdigt. Det er dog hovedsageligt i seriens plottek-niske udformning, at problemerne opstår. Det er en meget kompliceret sag, der rulles ud. Og den er meget svær at hitte redde i. Derfor går det undervejs sommetider for stærkt. Personer befinder sig ofte pludselig på steder, hvor der ikke har været plads til at vise karaktermotivationen for, at de har fundet på at bevæge sig derhen.

Samtidig er plottet både fuldstændig gennemskueligt og ganske uoverskueligt. Det afsløres relativt tidligt, hvor sagerne tænkes at hænge sammen, fordi et parallelspor i serien er placeret hos forbryderne. Men når sammenhængene skal knyttes i opklaringen, er der undervejs spring, som de færreste har en jordisk chance for at forstå. Læg dertil, at nogle at personkarakteristikkerne er ganske forcerede. Hvorfor er det, at alle tre efterforskere skal ud i deres privatlivs største krise fuldstændig samtidig og fuldstændig parallelt med deres hidtil største arbejdsmæssige opgave? Det virker som ekstra fyld på en allerede overfyldt fortælling. Og det giver faktisk slet ikke dybde til karaktererne, fordi flere af sporene er genreelementære: at Haralds kone føder, og at han skal prioritere mellem opklaring og familieliv, har vi ligesom set før.

Bliver Mord uden grænser så til et vaskeægte euro-noir frem for en omgang euro-pudding? Både ja og nej. Handlingen er europæisk, og har (måske lidt for) mange ligheder med Arne Dahls kvadrologi om OpCop-gruppen, hvor en operationel enhed oprettes inden for Europol. Meget mere effektivt får Dahl hægtet det europæiske projekt sammen med en fortælling om grænseoverskriden-de kriminalitet. Men hos Dahl er der også stedvist for informationstæt. Det ser ud til at være en børnesyg-dom, disse euro-noir-fortællinger er født med. Skal disse transnationale produktioner begynde for alvor at give mening, bør interessenterne måske koncentrere sig mere om fortællingen end om repræsen-tationen af et bestemt sted.

Mord uden grænser er langt hen ad vejen et lovende bud på euro-noir. Men serien tager sig ikke rigtig tid til at fastholde spor på både det personlige og det plottekniske plan. Den knækker nærmest halv-vejs. Og det har nogle konsekvenser for muligheden for at følge med. Selv med et væld af krimifortællinger på rygraden, er alle koblinger i Mord uden grænser svære helt at få med. Fordi det sommetider går alt for hurtigt. Og værre endnu: til tider fordi informationen slet ikke er der. Mord uden grænser er der-med mere euro-pudding end euro-noir.