Det er vist ingen hemmelighed at Michael Bay er en stor drengerøv, for ser man bort fra en håndfuld actionfilm rettet mod et mere voksent publikum som eksempelvis The Rock, Bad Boys eller senest Pain & Gain, er han også instruktøren der har givet verden de fire film om de evigt kæmpende bil-robotter Transformers.

Det er derfor næppe et under, at han også fungerer som producent på den nyeste film om de fire ninjapadder: Teenage Mutant Ninja Turtles, som her knap tre måneder efter pressen, i al fald i denne del af landet ikke fik lov til at se filmen i biograferne, nu kan have mulighed for at opleve den på DVD og Bluray.

For de, der i forvejen kender paddernes univers, er filmen er på mange måder en helt traditionel en af slagsen. For lige som den glimrende animationsfilm, der blev udsendt for omkring syv år tilbage, fortælles indledningsvist historien om hvordan de skjoldbærende reptiler voksede sig fra små, uskyldige dyr, til våbensvingende, muskuløse mutanter, der under ledelse af deres rotte-sensei Master Splinter, kæmper en kamp mod ninjabanden kendt som Fodklanen og deres ondskabsfulde leder: Shredder. I den henseende er der derfor intet nyt under solen.

Det som til gengæld adskiller denne film fra den forrige, er at skildpadderne, lige som i de allerførste film om padderne fra halvfemserne, ikke optræder som rene computeranimationer, men spiller mere direkte overfor skuespillere af kød og blod. Kort spilles skildpadderne af folk der er udklædt, naturligvis tilsat lidt computermagi, hvad angår bl.a. deres ansigtsmimik.

Paddernes univers er også blevet både mere voldsomt og dystert end det mange kender fra såvel de gamle film som de mange tegnefilm der er blevet vist på tv. Denne dystre tone harmonerer også ganske fint med den stil, som gamle paddefanatikere kender det fra Eastman og Lairds oprindelige tegneserieforlæg, men uden at filmen tyr til at svælge i den ekstreme blodsudgydelse vi kender herfra. Det er også ganske forståeligt, idet man jo skal tænke på hvem den primære målgruppe for en film som dette er.

Selv om Bay kun er producent på projektet, så er der mange setstykker og æstetiske valg i denne nye film, der minder kraftigt om dem vi normalt associerer med instruktøren. Kameraet er nærmest i evig cirkulær bevægelse om alle figurer der vises, der klippes hurtigt og ofte, man blændes konstant af modlys og mange af actionscenerne imponerer, dette især når filmen opleves i 3D, hvilket anbefales herfra.

Fortællingen er forventeligt, ganske tynd og formularisk. Filmen starter med en animeret introsekvens, der stadfæster at dette er et tegneserieunivers, samtidig med at den fortæller nytilkomne om paddernes oprindelse. Herefter møder seeren den ambitiøse journalist April O’Niel (denne gang spillet af den unge dame, der pryder mangen et drengeværelse: Megan Fox). Hun er på sporet af Fodklanen og vil gøre alt for at få bevist overfor både sin redaktør på tv-stationen og ikke mindst hendes omverden, at Fodklanen er virkelige og udgør en reel trussel mod indbyggerne i New York. Denne nyhedsjagt har dog uventede konsekvenser, for hun kommer nemlig i kontakt med såvel Padderne og som deres træner.

Shredder er interesseret i at genskabe den formular, der i sin tid muterede skildpadderne, så han kan bruge dette som et biologisk våben. Spørgsmålet er nu, om de toptrænede skildpadder kan nå at stoppe ham, før det er alt for sent.

Det er nok de færreste der ikke kan regne ud, hvordan denne konflikt spænder af, men det er underholdende at se på, så længe det varer. Selv om aldersgrænsen er sat til 11 år, er der sikkert flere forældre, med små, filmkyndige poder, som sagtens kan se den med børn der er yngre, for selv om der er mørke, skræmmende scener, så er de store skildpadder naturligvis med til at lette betydeligt på stemningen.

Fra et voksent perspektiv er det dog ret irriterende med filmens hyppige brug af product placement, for selv om det i de flestes øjne måske kan være ligegyldigt, at skildpaddernes yndlingsmad kommer fra Pizza Hut, eller at Raphael drikker Orange Crush (og de nu gjorde kapellet sig også skyldig i denne form for slet skjult markedsføring), så er det snarere denne form for reklame, forældre burde være bekymrede over, snarere end at skildpadderne deler håndfaste øretæver ud til fodklanen.

Teenage Mutant Ninja Turtles 3D leverer til trods for dette dog varen. Det er en flot produceret actionfilm, der med garanti vil behage de fleste (drenge)børn, samt de forældre, der er vokset op med denne bizarre popmytologi. Filmen bevarer også ideen om, at de fire muterede amfibier er meget forskellige af natur og selv om det er set rigtigt mange gang før, så er moralen naturligvis, at man skal, trods forskelligheder, stå sammen, for at kunne overvinde selv de mest umulige odds. Et budskab der er en kliché, men en god en af slagsen. Cowabunga, dude!