Normalt er anmelderi det som harske røster ville kalde ”luderjournalistik”, da enkelte anmeldere sikkert kan føle sig forført over at få en bog, en film, et spil, en tegneserie, en teater-, biograf-, eller koncertbillet gratis og på den måde at lade sig påvirke i en positiv retning. Dette kan den aktuelle anmeldelse i al fald ikke anklages for. Det er nemlig en anmeldelse af en BluRayudgivelse, som dels er købt for undertegnedes hårdt sammensparede, inflationsramte kroner. Dels er det en udenlandsk udgivelse, som derfor skal den købes på nettet eller i en specialbutik. Serien er ikke engang til at få på region 2, som er den kode vi bruger i Europa, så vil man se Metal Hurlant Chronicles kræver det, man anskaffer sig en kodefri BluRay-afspiller.

Der er dog al god grund til både at opsøge en specialforretning og anskaffe sig førnævnte kodefri afspiller, især hvis man både er tegneserienørd og filmfan. Der er sikkert mange af kapellets faste læsere, der kender det amerikanske blad Heavy Metal, der titlen til trods ikke har ret meget med musik at gøre, men som i stedet præsenterede et amerikansk publikum for europæiske tegnere og tegneserieforfatter, idet bladet oprindeligt var fransk og bar titlen Metal Hurlant. Der er sikkert også de der kender Gerald Pottertons tegnefilm Heavy Metal fra 1981, selv om den er meget lødig i forhold til det, der blev skildret i bladet.

Der gik dog ikke lang tid, før også amerikanske tegnere og serieforfattere kom med om bord, og da fatter her var ung, var det uhyggeligt interessant at opleve de korte historier eller fragmenter fra længere tegnede fortællinger som blev bragt i bladet. Det var en af de første gange, man kunne opleve tegneserier med et mere voksent indhold end dem, man normalt kunne finde på kommunebiblioteket.

Det var blandt andet gennem Heavy Metal, at man fik øjnene op for en masse dygtige tegnere og serieforfattere at kende, for Heavy Metal gav smagsprøver på det bedste og mest interessante indenfor tegneserier; ofte fortællinger der foregik i science-fiction eller fantasy universer. Ok, indrømmet, der var sikkert også mange der dyrkede bladet udelukkende for at nærstudere muskelsvulmende barbarer og halv- eller helnøgne slavepiger.

Metal Hurlant Chronicles er en episodeserie, der netop tager sit udgangspunkt i en række af disse korte tegneseriefortællinger. Hvert afsnit er bundet sammen af noget, der ligner en meteor, som raser gennem universet. Starten af hvert afsnit er den samme, for her ser vi meteoren, der allermest ligner et skrigende kranie af metalfragmenter, men fortællerstemmen siger, at det er ”resterne af en døende planet, der fuld af ondskab slynges gennem universet, og som påvirker alt, som det kommer i nærheden af. Kendt som Metal Hurlant” (direkte oversat ”skrigende metal”). Dette sætter stemningen meget godt, for det er ikke de lykkelige slutninger eller harmoniske Star Trek-lignende omgivelser, vi præsenteres for.

Når meteoret på den måde raser gennem det uendelige univers, har seriens skabere frihed til at bevæge sig fra den ene mere fantastiske virkelighed til den næste. Fra rumskibe på togt gennem rummet, over en presset dagligdag på Jorden i 50’erne, til en fjern galakse hvor teknologi sameksisterer med et slags feudalt samfund, som man kender det fra fortællinger om middelalderen. Kometen drøner forbi disse steder, og selv om alt måske starter fredeligt, sørger den ondskabsfulde kraft for, at alt hurtigt forvandles til kaos.

Et af de fedeste elementer ved serien er, at episoderne alle sammen tager udgangspunkt i en af tegneserierne bragt i ovennævnte blad eller dets søstermagasin. Er man derfor fast, læser vil man netop kunne genkende fortællinger af Richard Corben, Alexandro Jodorowski eller Moebius, for slet ikke at tale om en række mindre kendte forfattere. Det er lidt af en genistreg, for dels er der meget stor variation fra afsnit til afsnit, dels er fortællingerne overraskende velskrevne, som man også burde forvente, hvis man kender bare lidt til disse dygtige historiefortællere.

Der vil være nærliggende at sammenligne Metal Hurlant Chronicles med andre antologiserier som Twilight Zone, Outer Limits eller lignende, men med den store forskel, at den nye serier både visuelt tager sig langt bedre ud (hver episode ligner en dyr B-filmsproduktion), og så er der skruet væsentligt op for både fantasy- og science-fiction-elementerne. De visuelle effekter er virkelig overbevisende, og kombineret med både en række overraskende seje historier, fine actionsekvenser efterlader serien indtrykket af at være et af de mest interessante bud på science-fantasy til dato. Desuden er den overraskende brutal, både hvad angår den fysiske vold, der skildres, og rent indholdsmæssigt, for det er kun et fåtal af fortællingerne, der byder på en egentlig happy end – hvilket også ville være helt forkert.

Det er naturligvis ikke alle episoder, der er lige stærkt fortalt (f.eks. blev episoden Whiskey in the Jar lidt for lang), men niveauet er virkelig højt. Dertil kommer, at det er lykkedes produktionsselskabet at lokke en række kultfilmsskuespillere til at optræde, så pludselig dukker John Rhys-Davies, Rutger Hauer, James Marsters, Michael Biehn eller Scott Adkins op i en større eller mindre rolle, hvilket i den grad appellerer til ens indre geek.

Hver episode er omtrent en halv time lang, hvilket gør, at de vil den være perfekte at bruge i forbindelse med undervisning i enten science-fiction, fantasy eller for den sags skyld i et graphic-novel forløb. Se, så fik man også lige gjort serien anvendelsesorienteret for akademikerne.

Det er altså meget sandsynligt at du, ærede læser, aldrig har hørt om serien, da den synes at have fløjet under radaren hos de fleste film- og tv-seriefans, men har du for vane at kalde dig selv en ægte nørd med stolthed, så bliver du altså nødt til at få fat i og set denne voldsomt underholdende produktion. Det kan godt være at kapellets anmeldere indimellem lader sig forføre, men i tilfældet Metal Hurlant Chronicles underkaster denne anmelder sig i al fald totalt.