Genren er ikke horror til trods for, at Bram Stokers og Universal-studiernes gyserfyrste Grev Dracula er både titel- og hovedkarakter. Også hovedkarakter i dramaturgisk forstand som den person, der gennem konflikter og valg udvikler sig gennem fortællingen. Og det er i denne udvikling, at horrorgenren er forladt i filmen. Den er mere en blanding af historiografi og action med en god portion familiemelodrama tilsat. Historiografien forholder sig frit, men dog alligevel nogenlunde konsekvent til dele kun altså, af den historiske Vlad III Dracula (1431 – 1476), der var regent i Transsylvanien eller rettere i riget Valakiet. Dette område var i konflikt med det Ottomanske, eller tyrkiske imperium, der i filmens periode blev regeret af Mehmed II, som er antagonisten i filmen, også på det rent personlige plan. Denne tyrkiske stormagt var ved at invadere det kristne Europa, og Valakiet var allerede underlagt det Ottomanske Imperium. I en af filmens tidlige scener opkræver tyrkerne skat, ikke kun sølvmønter, men hertil 1.000 drenge, der skal rekrutteres til den tyrkiske hær. Også Vlad III Draculas og hans dronning Mirenas søn. Hun bebrejder heftigt sin mand, at han ikke kan sikre sin egen familie, som han har lovet hende ved deres bryllup. Dette får Vlad til at vælge at gå i krig mod tyrkerne. Valakiet er svagt og næsten uden hær, men i filmens anslag har Vlad mødt en vampyr i en hule i bjergene. Ved at hente styrke fra vampyren, mener Vlad, at han ene mand kan besejre den tyrkiske invasionshær. Der er selvfølgelig hårde betingelser og omkostninger i aftalen med vampyren. Vlad accepterer for sin families skyld.

Filmen bliver nu en actionfyldt blanding af Lord of the Rings-agtige slagscener, superhelte-scener og scener, der også ligner Game of Thrones. Det overnaturlige er meget mere dark fantasy end horror. Filmen har svært ved at finde sine egne ben, især fordi den også med jævne mellemrum skal forsvare kernefamilien. Altså en direkte overførsel af det nutidige amerikanske samfunds postulerede familieværdier til en fjern feudal periode. Nogle få scener er ufrivilligt morsomme. Som hærfører vil Mehmed II forhindre, at hans hær ser Vlad som vampyr-monster og bliver slagen med skræk, så han lærer hele sin store hær at marchere med bind for øjnene. Et kosteligt syn.

Meget af det interessante ekstramateriale koncentrerer sig om Luke Evans og med god grund, for han leverer en solid præstation, der inden for filmens univers er troværdig, og til trods for, at Vlad i sin ungdom som tyrkisk soldat spiddede sine fjender levende, noget som han dog har fortrudt vistnok, har han sine sympatiskes sider, som Luke Evans kan vise. Vlad III Dracula er altså i Dracula Untold en del af den nyere filmhistories og litteraturhistories gode vampyrer, også kendt fra Twilight.

Landskaberne er flotte i filmen, og Ramin Djawadis musikalske lydside fungerer i fin samklang med billedsiden. Man kan som publikum nyde, at filmen har haft høje produktionsværdier også med flotte scenerier. En anden værdi ved filmen er at, efter man har set den, og den er ikke for lang, så går turen til Wikipedia, for man har fået lyst til at vide noget mere om filmens historiske periode, og det er ikke så ringe for en film, der bygger et plot op omkring en vampyr, som kan noget med flagermus.