Googler man ”danske fantasy film” vil man opdage, at man får bemærkelsesværdigt få hits, for fantasy er normalt ikke en genre, man forbinder med dansk film. Det er naturligvis muligt at komme i tanke om Arcels De fortabte sjæles ø eller visse julekalendere, der deler træk med fantasygenren, men det er synd at sige at genren fylder voldsomt meget i vort hjemlige mediebillede. Det er egentlig lidt mystisk når nu vi pryder os med at have en ganske omfattende litterær tradition for netop eventyr. Det bliver der nu lavet om på, for Lene Kaaberbøls utroligt populære ungdomsroman Skammerens datter er nu blevet omsat til en stort anlagt spillefilm.

I 2012 blev den første roman i kvadrilogien omsat til musical på Østre gasværk teater, men for de af os der ikke holder af folk, der konstant bryder ud i sang, er det nu blevet muligt at opleve bogens fortælling i biografen. Selv om det er en film, der af medierådet har fået aldersgrænsen 11 år, skal forældre med meget sensitive og tyndhudede børn nok overveje at tage med deres poder så de kan holde dem i hånden, for det er en voldsom historie der udfoldes for seeren.

Det hele starter med et brutalt mord. En tjenestepige går mod hertugens gemakker, for at vække ham, hans gravide hustru og deres fireårige søn, men da hun banker på døren løber der en stribe blod ud under døren. Hun åbner den forsigtigt, ser de blodige lagener og skriger. Kort tid efter findes hertugens ældste søn, døddrukken i køkkenet, smurt ind i blod og med en daggert i hånden. Det virker som en kriminalsag, der ikke kræver meget detektivarbejde.

Da hertugsønnen nægter at tilstå, tilkalder hoffet Skammer-heksen, som bor udenfor byen. Hun har tre børn, men Dina, den mellemste, som den eneste af børnene i familien har fået moderens overnaturlige evner. En skammer kan nemlig, ved at se folk dybt i øjnene, se hvad de skammer sig over, hvilke mørke hemmeligheder de bærer på, selv om de ikke har lyst til at dele dette med andre. Af samme årsag er skammerne frygtet og bliver betragtet med mistro af folkene omkring dem.

Efter et par dage hvor Dinas mor har været oppe på slottet, ankommer fyrst Draco til Dinas familiegård og tager pigen med op til slottet. Det viser sig nemlig, at Dinas mor ikke kunne se mord i øjnene på den anklagede, og nu er det Dina, der skal forsøge at lokke en tilståelse ud af den tronarvingen. Der går dog ikke længe før at både Dinas mor og pigen selv kommer i yderste livsfare, da de finder ud af, hvem morderen i virkeligheden er.

Selv om Skammerens datter er meget generisk og følger mange velkendte træk fra denne type fantasyfortællinger, som primært henvender sig til større børn, så er det også en virkelig flot, velfortalt og ikke mindst en reelt spændende historie, der udfolder sig. Undertegnede har desværre ikke læst Kaaberbøls bogserie, men lysten er bestemt til stede især efter at have set denne meget vellykkede, danske fantasyfilm.

Filmen skaber et meget overbevisende middelaldermiljø med alt, hvad der dertil hører af riddere, godtfolk, tåge, handelsdrivende, regnvåde, stenbelagte gyder, fakler, underjordiske gange, gamle vismænd, osv. Selv om verdenen er gennemført ville den være fattig uden Dina, der spilles med stor indlevelse af unge Rebecca Emilie Sattrup. Desuden gør det faktum, at stort set alle hendes medspillere tager deres roller og det univers, deres figurer er en del af, meget seriøst. Der er ganske enkelt noget på spil i denne film, for man kommer til at holde af både Dina, hendes mor og ikke mindst de venskabsbånd pigen filmen igennem knytter til de andre bifigurer.

Det ville være nemt at finde mange lighedstræk mellem Skammerens datter og andre, lignende, internationale fantasyproduktioner, men det er der faktisk ingen grund til at gøre. I stedet kan man konstatere, at filmen fortæller en glimrende bildungs-historie, hvor den unge, udstødte pige Dina må overkomme mobning, at hendes omverden ser ned på hende og at hendes frygt bremser hende. Lykkes det vil hun blive stærkere, handlekraftig og lære at træffe sine egne valg. Der er altså, ud over den spændende historie, en subtekst som man måske har set før, men som med garanti vil vække resonans hos målgruppen.

Det er endvidere skønt at se, at de overnaturlige væsener, som optræder i filmen, er virkeligt gennemført skildret. Selv om effekterne måske ikke er helt på højde med WETAs Gollum eller Smaug, så er CGI-effekterne blevet virkelig flot og sømløst integreret i filmen, hvad enten der er tale om uhyrer, eller baggrunde. Kort sagt, er det meget svært at være kritisk overfor filmens visuelle stil.

Som en sidste kommentar, har man ikke nødig at frygte, at filmen vil forekomme uafsluttet, idet man når enden, selv om det er første del af fire. For selv om der er ubesvarede spørgsmål og uforløste handlingstråde, så fungerer slutningen som en reel slutning. Filmen har fået etableret en gruppe figurer, som man sagtens kan forestille sig vil drage videre på eventyr, efter rulleteksterne begynder.

I Kulturkapellets våde hvælvinger krydser vi i al fald fingre for, at dette sker snart, at Skammerens datter får hevet en masse folk i biograferne og solgt en masse eksemplarer efterfølgende, så en fortsættelse kan sættes i værk snarligt. Det er nemlig dansk fantasy i verdensklasse, som til trods for sin ganske enkle (og for de der er velbevandrede i genren lettere forudsigelige) plot fungerer utroligt godt, og som med garanti både vil begejstre målgruppen og de voksne, der er med på en kigger.