Tilbage i halvfemserne lokkede Hong Kong sleaze-fans, med fængende filmtitler, som eksempelvis Naked Assassins, Naked Killer, men desværre var der ikke ret meget nøgenhed i disse ofte middelmådige kategori-III, b-actionfilm. Den japanske film Gun Woman leverer til gengæld varen, for i dens ganske overdrevne slutscene oplever vi en splitternøgen pige flå et håndvåben ud af sin egen krop, hvorefter hun begynder sit hævntogt.

Det er denne scene, som naturligvis er filmens pièce de résistance, men inden den toner frem på skærmen skal vor unge hovedrolleinderhaver så grueligt meget igennem. Hun spilles af Asami, som huskes bedst for Machine Girl, men hun optrådte ligeledes i bl.a. Robo Geisha og Mutant Girls Squad, som også har fundet vej til kapellet. Med dette in mente er hun derfor nærmest typecastet til at spille roller, der kræver at hendes krop bliver synonym med våben. Det er dog lidt anderledes denne gang, for selv om der også er en gal videnskabsmand med i Gun Woman, så oplever vi denne gang ikke samme Cronenberg’ske fusion mellem kød og metal, men derimod en pige, der efter hård kamptræning får indopereret dele til en pistol på strategiske steder i hendes krop.

Baggrunden for dette bizarre eksperiment er følgende. Videnskabsmandens hustru og livs kærlighed blev kidnappet, dræbt, voldtaget og delvist spist af en skingrende skør forbryder, som indimellem valfarter til et eksklusivt, tophemmeligt sted, kun kendt som ”The Room”. Her får rigmænd som ham mulighed for at udleve deres mest perfide fantasier, men det er så godt beskyttet at det er umuligt for udefrakommende at angribe det.

I forsøget på at få has på galningen, tager videnskabsmanden derfor til en menneskehandler, hvor han køber en køn stofmisbruger. Hun skal naturligvis gøres stoffri, før han giver sig til at træne hende til sit formål. Med et løfte om at han vil lade hende leve efterfølgende, træner han hende i nærkamp og håndtering af skydevåben, inden han som nævnt foretager sit kirurgiske indgreb som beskrevet før. En stor del af filmen går derfor med at vise denne optræning i hvad der ligner et stort lagerlokale.

Det bliver ganske hurtigt tydeligt, når Gun Woman går i gang, at der ikke er tale om en film der har haft et kolossalt budget, men det gør ikke så meget, for den bizarre historie er ganske veloplagt fortalt og vil sikkert glæde de der i forvejen synes at japanske splattereksesser er hyggelige. Usædvanligt er det dog at store dele af filmen, lige som instruktørens forrige, foregår i Amerika og ligeledes er optaget der. Det gør også at omtrent halvdelen af dialogen er på engelsk og halvdelen på japansk.

Gun Woman er knap så vellykket som Samurai Avenger og synes også at have haft et noget mere skrabet budget, til gengæld er der flere figurer som man næppe glemmer lige med det samme, især ikke den nekrofile kannibal, som er målet for hævnaktionen. Samtidig byder filmen også på en selvbevidsthed, som også drypvis blev leget med i den forrige film, idet at figurer i filmen, idet de taler om videnskabsmandens plan, siger: ”Det er da for langt ude og manga-agtigt. Blev hun virkeligt trænet som var det en Luc Besson film?”, hvilket naturligvis bringer et metasmil frem på de filmfans der fra starten af er klar over at der her lånes en hel del fra andre værker.

Gun Woman er langt fra den mest blodige, vilde eller originale film i denne særegne genre, men den provokerer og krænger sig nok ud til, at man ikke keder sig undervejs. Om man kan lide den afhænger derfor i høj grad om man har lyst til at se en smuk, japansk kvinde skære i sig selv, hive et ladt magasin ud af underlivet, for herefter blodig og skrigende indtage rollen som den retfærdige, hævnende engel.