Blandt gyserfans har Tyskland siden startfirserne altid været synonym med ekstreme undergrunds- og indiefilm. Hvem i miljøet husker f.eks. ikke film som Burning Moon, Violent Shit eller måske mest berømt og berygtet NekRomantik? Tyskland byder dog også efter årtusindskiftet på en masse ekstreme film og sidste år kom der en antologifilm, der byder på tre kortfilm hver skabt af en tysk horrorinstruktør.

Det første indslag er Jörg ”NekRomatik” Buttgereit der leverer en mærkværdig film om en pige, hendes marsvin og hendes trang til at lemlæste mænd i filmen Final Girl. Måske var det fordi undertegnede havde ventet mere fra ham, der i sin tid leverede en af de mest ekstreme, ulækre og grænseoverskridende filmoplevelser nogensinde. Hans biddrag er desværre antologiens svageste. Ikke fordi den ikke er voldsom, men snarere fordi dens historie er for kryptisk og ujævnt fortalt.

Titlen er selvfølgelig en reference til en fagterm som Carol Clover i sin tid leverede i sit glimrende værk om gyserfilm: Men, Women and Chainsaws og betegner den kvinde, der som regel er den sidste overlevende fra et gyserscenarie. Normalt er det hende, der hverken dyrker sex, tager stoffer eller drikker alkohol og eftersom hun på denne vis har betrådt moralens smalle sti, får lov til at overleve den maskerede morders hævntogt. Buttgereit vender denne term lidt om og lader den ”sidste pige” være hende der godt nok undslipper, men også hende der kastrerer og mutilerer, men uden seeren får et indblik i om ofret er skyldigt elle ej. Er pigen en Natasha Krampus, der hævner sig på sin Fritzl, er hun offer for incest eller har hun bare knald i låget? Filmen giver i al fald ikke et tydeligt svar.

Den næste film er Make a Wish og den er umiddelbart langt mere interessant. Den handler om et ungt, forelsket, døvt, polsk par, der mens de vandrer rundt i en forladt del af Berlin overfaldes af nogle neo-nazier. I en parallelfortælling rykkes vi tilbage til tiden under Anden verdenskrig hvor en gruppe rigtige nazister forgriber sig mindst lige så hårdhændet på indbyggerne i en polsk landsby. Der er dog et twist, for i begge historier optræder der en magisk amulet, der måske kan ændre magtforholdet mellem de involverede radikalt.

Det er dog den sidste fortælling Alraune, der virker mest helstøbt af de tre. Den er instrueret af Andreas Marschall, der ud over at instruere, også har tegnet omslag til en række metal-bands, heriblandt Running Wild, Kreator og Obituary. Alraune handler om en modefotograf, der nærmest ved et tilfælde falder over et hemmeligt selskab, der holder til i en imponerende herskabslejlighed midt i Berlin. Hovedpersonen antager egentlig at han er blevet medlem i en regulær, eksklusiv sexklub, men som tiden går opdager han at der er noget helt galt.

Det skal dog ikke forstås som om at det udelukkende er den sidste film, som ender ud med at være seværdig, den er blot langt mere interessant opbygget end de to andre. Selv om Make a Wish har et ganske glimrende fortællemæssigt udgangspunkt, så er måden den får afrundet sin fortælling på godt nok i horrorfortællingens ånd, men også lidt skuffende, idet den synes at gøre vold på den ellers så gode grundidé, og Final Girl overlader som nævnt for mange ubesvarede spørgsmål til at den bliver memorabel.

Det ville også være mærkeligt hvis alle filmene var lige gode, når man tager i betragtning af det er tre forskellige film, lavet af tre forskellige instruktører. Sådan er det nu engang med denne form for antologifilm, tag nu f.eks. The A.B.C.’s of Death som sammenligning, men når filmen mest minder om en ekstrem udgave af Tales from the Crypt eller lign. så kunne det også have været fint med en eller anden ting der bandt filmene sammen. Her tales ikke om at man burde have tilføjet en tysk version af The Crypt Keeper, men måske fundet et objekt, der kunne binde segmenterne sammen (a la Olaf Ittenbachs Beyond the Limits  ), eller muligvis endnu finere skabe en form for narrativ sammenhæng. Der er altså tale om tre separate kortfilm, end en antologi som de tre instruktører har arbejdet sammen om.

German Angst er nok en film der mest af alt henvender sig til os, der har været fascineret af tyske undergrundsgroteskerier, men det er også en film der sagtens vil kunne få potentielt nye fans af ekstreme indie-horrorfilm til at opdage, at der også sker en masse vilde ting i Tyskland. Selv om teknologien, klipningen og hele det tekniske apparat er blevet bedre og mere raffineret, så ændrer det ikke på at German Angst slet ikke er hverken lige så chokerende, kvalmende eller voldsomt græseoverskridende som eksempelvis Buttgereits første film.