Den svensk/danske film Force majeure er på mange måder en katastrofefilm.

Scenen er skisportsstedet Les Arc i de franske Alper, med pragtpister i alle sværhedsgrader – også med fare for laviner. Dem har skisportsstedet kontrol over – sådan da.

Allerede under filmens åbningsbillede aner vi suspensen. Den lille svenske kernefamilie, far Thomas, mor Ebba og to børn ekviperet i luksus skidress, stillet op til fotografering, med Alpernes pister sne-lysende i baggrunden. Lækkert, harmonisk – det må være for godt til at være sandt!

De fem døgn
Allerede dag 2 – filmen udspiller sig over de 5 ski-feriedøgn - går det galt. Familien nyder solen og frokosten på piste restaurantens terrasse, da et par dumpe skud lyder, der varsler lavineskred. En lavine af de helt store nærmer sig hastigt i det fjerne.

”En kontrolleret lavine” forklarer Thomas beroligende ”Den ser nu ikke helt kontrolleret ud…” svarer Ebba, da lavinen, kæmpestor og hvid med buldrende hastighed nærmer sig terrassen, hvor gæsterne i panisk rædsel smider sig ned eller flygter for de hvide masser, hvis snestøv nu lægger sig nænsomt hen over dem. For lavinen er standset for restaurantens fod. Vi slap med en forskrækkelse. Ingen kom noget til. Og dog.

Nok gjorde lavinen ingen materiel skade – men – og det er det, men, filmen handler om. Lavinen rev alligevel noget med sig. Katastrofefilmen bliver til Scener fra et ægteskab (undskyld Bergmann – men filmen er nu engang svensk).

For i de paniske minutter tog Ebba beskyttende de to børn ind til sig – hvorimod Thomas greb mobiltelefonen og flygtede væk fra sneskreddet. Det hele er overstået på ganske få minutter. Kort tid efter sidder familien atter ved frokostbordet, efter at have rystet snepudringen og forskrækkelsen af sig. Vinterferielivet går videre. Men nej. For i de afgørende sekunder svigtede Thomas – han løb fra den forventede mandlige modige helterolle.

Tavshed
Børnene er de første til at reagere – uvorne og umedgørlige.

Men det skal blive værre. Ebba er tydeligt irriteret. Om aftenen, over vin og elegant mad, fortæller Ebba og Thomas hver deres version, til et par andre hotel gæster. Thomas fornægter sit svigt og Ebbas sandhedstrang svier.

Dag 3. bliver kun værre. Det svært erkendelige svigt gnaver og gnaver – og Thomas må give op i sin overlevelseskamp, efterfulgt af et voldsomt nervesammenbrud, Både mande- og helterollen er krakkeleret.

Et smerteligt forløb, hvor vi midt i den psykiske familielavine genkender hverdags træk, men ikke kan lade være med at smile af det grotesk tragikomiske. For så slemt er det da heller ikke – vigtigst er det jo, at den lille ”lykkelige” kernefamilie da er uskadt (!). Det er det, de to hele tiden prøver at overbevise hinanden om.

Det sneskønne landskab
Også dag 4 og 5 bliver på den psykologiske piste. Vi følger sporet ud i det sneskønne landskab. For nok er filmen et psykologisk hverdagsdrama – men sikke omgivelser. Instruktørens fortid som skifilms producent fornægter sig ikke. Tågede snetykninger, skikanoner, tomme hængelifts stole og buldrende snetraktorer fortætter den psykologiske spænding.

Instruktøren Ruben Ostlund har fremragende visuelt fået det lille nære drama integreret i det store vilde landskab, uden at symbolikken føles alt for tyk. Godt hjulpet af Johannes Kuhnke, der som Thomas sandsynliggør den succesfulde forretningsmands krise i et nuanceret sam- og modspil med Lisa Loven Kongsli, som dejlige, kønne Ebba.

Tung er derimod et par påklistrede konfrontationer med venner på skistationen. Værst, når Ebba skal lufte sin beundring og nysgerrighed overfor den frigjorte, lidt ældre ski-pige, der bruger Les Arcs pister som jagtterræn.

Glem de lidt klodsede pædagogisk forklarende episoder – og glid med den lille familie ind og ud af snetågen. Smil, når det bliver for groteskt – og rutsj med på et fysisk og psykisk lavinerul.

Det har Cannesfestivalen (Un Certain Regard) gjort ved at præmiere Force majeure og svenskerne ved at indstille den til en Oscar – som bedste europæiske film.