En af de ting, der adskilte 22 Jump Street fra de mange andre fladpandede, amerikanske komedier rettet mod især det biografsegment, der velvilligt griner af pikvitser og pruttehumor, var at den bevidst legede med sin egen form. Den vidste godt at den var en toer og derfor havde et større budget, men samtidig ikke måtte vige fra planen om, at fortælle nøjagtigt den same historie som den første film, for ikke at miste sit publikum.

Fortsættelsen til en af 90ernes mest ikoniske fjollefilm, Dum og Dummere er nu landet i de danske biografer og selv om den på ingen måde har samme metafiktionslignende distance til sit materiale, sørger den også for at være en form for gentagelse af mange af de scener, der gjorde etteren memorabel. En etter der faktisk på mange måder er sjovere at tale om, end den er at se.

Har man set traileren, kan man trygt læse videre, for undertegnede lover ikke at afsløre mere end kan ses her, men vil man overraskes bør man nok springe de næste to afsnit over. Filmen starter med at Harry besøger Lloyd på det sanatorium, hvor han i de sidste tyve år har siddet ubevægelig i en kørestol. Harry fortæller at han har fået konstateret en livstruende sygdom, som tvinger ham til ikke at besøge Lloyd længere og da han skal til at gå hører han for første gang i tyve år et grynt fra sin kammerat.

Det skal vise sig at Lloyd bare har ladet som han var katatonisk, for at tage røven på sin ven. De beslutter i fællesskab at opsøge Harrys forældre - et sødt, ældre, kinesisk ægtepar for at høre om de vil donere en nyre. Til Harrys store overraskelse viser det sig at han er adopteret og at hans biologiske forældre er døde, så her stopper tilsyneladende jagten på en donornyre. Hans adoptivforældre giver ham dog en papkasse med gamle breve og her finder han et postkort fra en gammel flamme, hvori der står at hun venter sig. Harry er altså pludselig far, så nu starter filmens egentlige roadmovie, hvor vores to tosser skal forsøge at finde både moderen og barnet, så Harry kan redde sit liv.

Der er undervejs i filmen flere hentydninger til begivenheder fra den første film, så det er nok en god idé lige at gense den, før man løser billet til biografen. Eksempelvis møder de to igen blinde Billy – ham de solgte den undulat, der manglede hovedet i den første film. Billy har stadig en stor forkærlighed til eksotiske fugle, som han har fyldt sin lejlighed med, så igen gøres der både grin med at Billy ikke kan se og så sørger Harold og Lloyd naturligvis også for at Billys fugle lider en krank skæbne.

Dum og dummere 2 er en roadmovie, der lige som sin forgænger både er særdeles politisk ukorrekt, lettere ulækker og så er den fyldt til randen med vittigheder og visuelle gags, der appellerer til ens indre syvårige skarnsknægt. Filmen giver faktisk de af os, der holder af etteren præcis det vi forventede; et gensyn med to ulideligt tåbelige figurer, der er så tå-krummende pinlige, at man ikke kan lade være med at holde af dem. Det er så tåbeligt, misforstået og dårligt at det faktisk bliver sjovt hen af vejen. Farelly-brødrene er altså tilbage i fin form med denne fortsættelse, som har krævet at hele seks personer skrev manuskriptet til.

Det skal dog også bemærkes at grænserne for hvor langt man kan trække vitserne og humoren har flyttet sig betydelig siden den første film havde premiere. Tænk bare på hvor serier som South Park, Simpsons eller film som Superbad, Postal, eller lignende. Det virker dog ikke som om at holdet bag den nye film har formået at flytte deres egne dårlige smag lige så langt, for selv om Dum og dummere 2 bestemt ikke er en komedie der vil ae alle med hårene, så er den heller ikke så ekstrem en oplevelse som det var at se etteren i sin tid.

Dum og dummere 2 er bestemt ikke en katastrofe. Det er en film der med garanti vil fornøje fans af den første og som også er en af de komedier man griner højt af, selv når man som kapellets udsendte sidder i en nærmest tom biograf med et par medanmeldere som eneste selskab.

Når det så er sagt, er det også en film, der forekommer bange for at vige for meget fra den formel etteren benyttede (noget der også kommenteres direkte under rulleteksterne der på én gang viser os scener fra den første og den nye film) og som bestemt ikke tilføjer noget nyt, hverken hvad angår figurer, emnevalg eller handling. Den rykker heller ikke ved vore komiske grænser og store dele af den er derfor sikkert også hurtigt glemt når man forlader biografen. Den skal dog have den ros, at den leverer en masse komiske scener, som mange fans, sikkert vil snakke om i munteret lag i fremtiden, når snakken falder på fjollede amerikanske komedier. Helt som var tilfældet med den første film i serien.