Hurtige indklip med nærbilleder af en mikroskopering af et mylder af urolige celler, er gennemgående i Jianjie Lins kinesiske debutfilm Blod og vand. For det er netop hvad den kinesiske film er: en mikroskopering af en kinesisk familie. Endda en meget nutidig og moderne velstående familie, der som de mange andre millioner kinesere, har måtte leve i skyggen af Kinas etbarnspolitik, der i øvrigt pt er blevet til en trebarnspolitik. Enebarnet, teenagersønnen Tu Wei, lever ikke helt op til familiens intellektuelle ambitioner.

Filmen starter et andet sted, nemlig med en lang trekking, hvor vi på afstand følger en drengs hastige gang mellem et mylder af skoleelever, gennem lange gange og korridorer, alene og kontaktløs. Ekspressivt og følsomt kameraarbejde af Jiahao Zhang, der understreger skoledrengens isolerede situation.

Ensomheden lyser ud af drengen, der helt alene på legepladsen, hæver sig op og ned i armene i barren. Vi er med ham, helt forpustet af de mange armhævninger, da han bagfra rammes af en basketball og styrter til jorden. Kasteren er skolekammeraten Tu Wei, der straks kommer til hjælp og får ham overtalt til at blive behandlet af skolens sygeplejerske. Skaderne er heldigvis små. Tu Wei tilbyder, den sky og sære dreng Shuo, at tage med ham hjem for bl.a. at spille computerspil.

Hermed introduceres vi langsomt til en markant klasseforskel, som normalt ikke er det, det kommunistiske styrer ynder at udstille. For Shuo’s mor er død, faren er dybt alkoholiseret og tæver ham jævnligt. Hvis vi da skal tro Shous historie – og det gør Tu Weis hjemmegående mor, tidligere mangeårig og berejst stewardesse.

Kort sagt, den fremmede, tavse, indeklemte Shuo åbner sig langsomt op og får mere og mere plads i det for ham fremmede miljø. Designmøbler, vestlig smag, masser af plads og varieret kost – endda med fem forskellige soyaer på middagsbordet! Selv faren, den lettere distræte og indadvendte mikrobiolog, der har svært ved at acceptere, at sønnens interesser mere er fægtning og computerspil end engelsklæring og andre nyttige intellektuelle sysler, opdager at Shuo kender til klassisk musik, ja, endog forholdet mellem den yngre og den ældre Bach. Imponerende - og usandsynligt, set med mine øjne.

Da Shuos far dør er det derfor naturligt at Shuo flytter fast ind og optages i familien, som en bror til Tu Wei. Og så opstår jalousien. For det ny familiemedlem opfylder alt det den ambitiøse middelklasse familier higer efter: dygtig i skolen, ekstra engelsk undervisning. At sønnen er udtaget til et fægtemesterskab, er nærmest irrelevant. Derimod at engelskkundskaberne halter efter, er utilgiveligt, ikke mindst hvis man skal have en uddannelse i udlandet.

Familiemikroskoperingen fortsætter. Så velfortalt og inderligt som nogen psykologisk thriller. Samtidigt vokser vores nysgerrighed. Hvem er filmen lavet for? Næppe det kinesiske publikum alene – hvis overhovedet for dem.

Er filmen politisk korrekt? Eller, hvad man kan håbe, står vi overfor en filmkunstner, der har haft den fulde frihed til at skildre menneskelig ensomhed i et samfund, der som overskrift har fællesskab og lighed men hvis centralstyring er uomtvistelig – og politiskcensur normalt uomgængelig?

Læg al ideologi til side. Glem verdenssituationen. Oplev, at få lov til at være nær på mennesker, der nok lever på den anden side af jordkloden, men alligevel er med til at give dig et nuanceret og genkendeligt billede af fire menneskers tanker og handlemåder – fortalt med nærvær og inderlighed.

Blod og vand er på flere planer en usædvanlig film, værd at stifte bekendtskab med.