Jens Munk NordvestXpeditionen er en film lige efter (dag)bogen. Det er netop dagbogen, skrevet af Jens Munk (1624) bl.a. om hans ulykkelige og dramatiske færd mod Amerika, der ligger til grund for filmen.

Jens Munk (1579-1628) kender vi ikke mindst fra Torkild Hansens fremragende bog (1965) af samme navn. En søhelt, der har fået mange drengehjerter til at banke af udlængsel og drømme om farlige færd på verdens havene – alt sammen før tv, Facebook og computerspil tog over.

Ole Japp har stadig drømmen – og ikke mindst lyst, stædighed og mandsmod til at ville sætte billeder på dagbogens afsnit om det skibbrudne forsøg på at ville finde søvejen nord om Amerika til Det fjerne Østen.

Jens Munk er noget så usædvanligt som en dansk film med Ole Japp som producent, manuskriptforfatter, instruktør og titelrolle indehaver skruet sammen ”på køkkenbordet” i Lystrup tæt på Århus. Næppe set siden Malmros med faderens 16 mm Bolex kamera i Århus skød filmen En mærkelig kærlighed (1968).

Og her holder lighedspunkterne op. For hos Ole Japp, der er reklamefilminstruktør, er der storm i bramsejlene, snefygninger og skumbølger. Frost og skørbug. Alle tænkelige rædsler på den fejlnavigerede fregat med kurs mod Hudson Bay. 20 mand drog ud, tre kom tilbage. Vinterens kulde, sult og storm. Imponerende skildret. Ingen digitale tryllerier eller raffinerede tekniske hjælpemidler. Klipning og nærbilleder gør både havets brølen og Grønlands frost og kulde troværdigt. Noget af en teknisk bedrift.

I over syv år har Ole Japp arbejdet på at virkeliggøre Jens Munks kamp mod elementerne og datidens politiske trakasserier – med Christian d.4. som med- og snart modspiller. Og Ole Japp er tro mod forlægget – så tro, at dagbogen ligger som en løbende ”voice-over” til de dramatiske billeder. Det er troværdigt nok.

Det kan man ikke sige om personfremstillingen. For nok er vi på en Odyssé, men nogen troværdig psykologisk udviklingsrejse er det ikke blevet. Jens Munk, der spilles og instrueres af ”mesteren” selv, går så grueligt meget igennem, men efterlader os alligevel køligt uinteresseret i hans skæbne. Det gælder desværre hele skuespillerholdet, hvor selv et par professionelle spillere ikke kan hæve niveauet (ingen nævnt, alle glemt). Vi er mere hensat til skolekomediernes gymnastiksale end til Hollywoods studier, som filmens ydre form lægger op til. Ingen touch of Havørn,Mytteri på Bounty eller andre af de legendariske ocean-klassikere.

Hverken filmens dramatiske nerve eller skuespillernes indsats kan fastholde interesse, når vores imponerethed over den tekniske bedrift har lagt sig. Og hvor er det ærgerligt. Hvor ville man gerne kunne begejstres. En enegænger som Jens Munk holder vi med. Og det gør vi også med den, der ofre år, kræfter, kapital og stædighed på at skabe noget helt andet end ”en dansk normalfilm”. Men desværre står vi i stedet agterudsejlet, skuffet, småfrysende, tilbage i skumsprøjt og snedriver.

Jens Munk blev ikke ”drengefilmen” inspireret af fortidens Peder Most eller af Cai Schaffalitzky de Mucadells mange søhelte. Ej heller det kunstneriske hyldestdigt til en dansk verdensbesejler, som man fornemmer var filmens målsætning. I stedet fik vi en teknisk flot film – skruet professionelt sammen ”på køkkenbordet” i Lystrup. Lidt af en bedrift – selv om filmskuden gik på grund.