Den norske stop-motion dukkefilm Bjergkøbing Grand Prix (1975) er en af norsk filmhistories allerstørste filmsuccesser. En succes, der verden rundt stadig lever en velfortjent kulttilværelse. De folkekære figurer har længe været elsket, men overraskende nok er er Kjell Aukrusts fabelagtige karakterer kun blevet anvendt en enkelt gang siden. Antageligvis pga. en rettighedsstrid er byen nu på dansk omdøbt til Bakkekøbing, så titlen er Jul i Bakkekøbing, mens den norske by stadig hedder Flåklypa. Filmen havde biografpremiere sidste år, mens dette DVD-release er målrettet gemt til dette års julemåned.

Figurerne er stadig de samme. Opfinderen Reodor Felgen, pindsvinet Ludvig og solsorten Søren – danske navne – lever stadig deres stilfærdige tilværelse efter successen med Il Tempo Gigante fra grand prix’et. Tiden er juletid, men sneen er fraværende. Derfor er den lokale bladsmører ængstelig, fordi han i det lokale folkeblad har lovet hvid jul – det er det, læserne vil have. Da det ikke ser ud til at ske, tyr han til andre midler: Reodor må opfinde en snemaskine, der kan give hvid jul, så byens omsætning og avisoplag kan reddes.

Det er så smukt, når det kan lade sig gøre at underholde både børn og forældre med samme fortælling. At indlægge to modellæsere, så at sige. Det er ikke en let sag. Det lykkedes i Bjergkøbing Grand Prix, og er antagelig vis en medvirkende årsag til dens status i dag. Det er også lykkedes i Jul i Bakkekøbing, der – i modsætning til de politisk korrekte toner i store børnesuccesser – er herligt politisk ukorrekt. Den motorglade og evigt optimistiske Søren-solsort er stadig fordrukken, mens den kroniske pessimist Ludvig ikke slipper sin ængstelighed.

I enhver opbyggelig børnefilm ville Ludvig lære at tro på sig selv, og Sørens selvsikkerhed ville blive tæmmet. Men denne morale udebliver til fordel for, at der er indlagt små kritikker, der er rettet mod den voksne medseer. Især den journalistiske tabloidpresse får nogle hårde drag over nakken, mens den kommercielle jul også stedvist vises fra sin mindre hjertevarme side. Selvfølgelig er det igen pudsigt, at en film, der på sin vis er afhængig af presseomtale, og som er udgivet til julehandlen, kritiserer presse og kommerciel jul.

Den kantede og skrantende stop-motion dukkefilmsstil fra Bjergkøbing Grand Prix er i Jul i Bakkekøbing blevet til knivskarpe animationer. Men det legetøjsagtige udtryk i flere passager, især snekanonen, er bevaret. Det er ikke en animationsfilm, der forsøger at ’gemme’ dukkerne i animationer, men det er en film, der udnytter de bedre muligheder, som computeren giver denne slags film, på en konstruktiv og selvbevidst måde. Og selvom julen er lagt ind under filmens let kritiske vinkel, formår filmen – som lidt af en bedrift – alligevel at skabe julestemning.

Ivo Caprino – den legendariske dukkefilmsskaber – døde for tretten år siden. Derfor har instruktøren Rasmus A. Sivertsen taget roret, mens karakterbasen fra den også afdøde Kjell Aukrust er den samme. Aukrust skabte i sin tid karaktergalleri til det norske satireorgan Våre duster (på dansk noget i retningen af ’vores torsk’). Det var disse karakterer, der blev til de ikoniske filmpersoner i Bjergkøbing Grand Prix og senere i den første (eller i hvert fald blandt de første) norske spillefilmslængde tegnefilm Solan, Ludvig og Gurin med reverompa (1998). Det er denne gang med Jul i Bakkekøbing lykkedes at fastholde en stemning og en atmosfære fra den første film. Endda krydret med en syrlig-sød julestemning.