Der hersker vist ingen tvivl om, at superheltefilm er utrolig populære i disse år. Både heltene fra DC og Marvel, men også mindre, uafhængige tegneserier, bliver omsat til film, med skiftende held. En af de mest populære serier er i den forbindelse Marvels X-Men, der, som kapellan Jannie for nyligt gjorde opmærksom på, til dato har affødt hele syv film, herunder to solofilm med den måske mest populære mutant Wolverine.

Det er dog i den forbindelse værd at se nærmere på den seneste film i serien, som muligvis også er den klart bedste til dato, i al fald set filtreret gennem en tegneseriefans optik. For filmen føjer ganske elegant den originale serie (den med Patrick Stewart og Ian McKellen som hhv. Professor Xavier og Magneto) sammen med Mathew Vaughns fabelagtige prequel historie X-Men - First Class (hvor det som bekendt er James McAvoy og Michael Fassbender, der spiller de samme roller).

Filmen starter i en ikke alt for fjern fremtid hvor de sidste overlevende mutanter forsøger at forskanse sig mod dræberrobotterne kendt som Sentinels. Disse robotter blev skabt i starten af 1970’erne, af Trask Industries, i et forsøg på at komme netop mutanter til livs, og programmet tog virkelig fart, efter lederen af Trask Industries blev myrdet af Mystique (den kvindelige blå mutant som har evnen til at ligne hvem som helst – red.).

Derfor samles de sidste tilbageværende mutanter på et øde kloster for at udføre deres sidste desperate plan. Mutanten Kitty Pryde (spillet af Ellen Page) har evnen til at sende folks nuværende hukommelse tilbage i tiden. Det er dog yderst risikabelt at sende eksempelvis Professor Xaviers nuværende selv så mange år tilbage, da hun mener at dette vil resultere i at han får permanent hjerneskade. Derfor melder Wolverine sig til projektet, da både hans krop og hjerne som bekendt har evnen til at hele sig selv.

Så mens de andre mutanter forsøger at forskanse sig i klostret mod de Sentinels de ved er på vej, bringes Wolverines sind tilbage til 1973 med den næsten umulige opgave at få de to fjender Xavier og Magneto til at arbejde sammen, i forsøget på at forhindre attentatet mod Trask. Dette er, i al sin kompleksitet, filmens udgangspunkt. Et udgangspunkt der muligvis kan lyde forvirrende på skrift, men som giver fuldstændig, perfekt mening, når det omsættes til film.

Filmen som 20th Century Fox har været så venlige at stille til vores rådighed er endda den overdådige 3D BluRay-udgave af Days of Future Past og det er en sand fryd at skue, for filmen har en virkelig gennemført billedside hvor 3D effekten faktisk højner filmens æstetik. Lydsiden er mindst lige så sprød og så byder den regulære BR-disk (som selvfølgelig også følger med) på en masse ekstramateriale, som den interesserede filmnørd kan mæske sig i. Det handler primært om en række slettede scener, bloopers, produktionsdesignere, der taler om deres arbejde med Sentinels, og meget mere.

Det er dog lidt en skam at der ikke er blevet plads til instruktørens kommentarspor, som ellers nærmest er blevet standard på denne type film. Bryan Singer optræder også kun meget lidt på det inkluderede ekstramateriale. En af grundene til det kan muligvis være den skandale der ramte omkring filmens release.

Singer blev nemlig anklaget for seksuelle overgreb. Anklagen, der senere blev trukket tilbage, var alvorlig nok til at instruktøren end ikke dukkede op på den røde løber til filmens gallaåbning. Det er naturligvis ren spekulation fra undertegnedes side, men virakken omkring alt dette er måske den direkte årsag til, at hans rolle også er blevet væsentlig nedtonet på BluRay-udgivelsen, der sikkert er blevet til, mens sagen stod på.

Uanset hvad Singer har gjort eller ej, så er X-Men: Days of Future Past den hidtil mest vellykkede X-Men-film, da der ikke skal bruges unødig tid på oprindelseshistorier, men derimod kan startes in medias res med masser af mutanter, som forsøger at kæmpe for deres overlevelse mod ondskabsfulde robotter. Selv om Singer har været væk fra franchisen siden den X-Men 2, så beviser han at han kan tilføje serien noget ekstra dybde og personinstruktion, der ellers godt kan mangle andetsteds. Det er derfor også glædeligt at Singer er blevet hyret til den kommende film, men før det bliver 2016, kan man altså se og gense denne film, der med al tydelighed beviser, at superhelte er mere og andet end blot skuespillere i stramt tøj.