Der var på et tidspunkt en reel frygt for, at den amerikanske instruktør Bryan Singer – manden der lavede den allerførste X-Men film - ikke ville komme til at sidde bag kameraet på flere film, takket være en skandale der blev oprullet omkring X-Men filmen Days of Future Past.

Uanset om der var hold i disse rygter eller ej, så er og bliver Singer en meget kompetent instruktør, der også med den seneste X-Men-film X-Men: Apocalypse beviser at han magter at håndtere det store komplekse tegneserieunivers og omforme de mange forskellige fortællinger og figurer til film.

Kritiske røster vil måske mene, at markedet lige nu er mættet med denne type heltefortællinger til en grad så det snart må kollapse, mens voksne og yngre fans frydes over de mange superhelte, der både kan ses i biografen og takket være BluRay og streaming nu også i hjemmet.

Apocalypse er en film, der placerer sig rent kronologisk mellem First Class og førnævnte Days of Future Past selv om Bryan Singer også i sidstnævnte åbner op for at kronologien på filmene kan ændres takket være tidsparadokser. Det gør jo ingenting, for er der noget som tegneserie- og superheltefans ikke lader sig gå på af, så er det kronologi.

Derfor får man i denne film både gen-introduceret nogle af de oprindelige X-Men, samtidig med at man får lov at møde nye figurer. Ikke mindst selveste Apocalypse og de fire mutanter, der kommer til at udgøre de fire apokalyptiske ryttere som den gamle Ægyptiske guddom allierer sig med. De medsammensvorne er Angel, Psylocke, Storm og naturligvis Magneto, der indrulleres i kampen mod de øvrige X-Men.

Apropos Magneto så indeholder filmen en virkelig patosladet og utrolig effektivt fortalt scene, der giver seeren et indblik i hvad Eric Lensherr har lavet siden han gik i selvvalgt eksil og som kan forklare hvorfor Eric på sigt holder op med at tro på det gode i menneskene. En scene, der viser hvordan han, selv om han har forsøgt at holde så lav profil som muligt, frarøves alt hvad han har kært, udelukkende fordi der er folk der nærer mistro til mutanter. Denne scene er bestemt en af grundende til, at filmen har fået 15-årsgrænsen, da den vil virke grænseoverskridende for mange børn, der måske har sneget til at være med på en kigger, at overvære lige netop den scene.

Når det er sagt, så byder filmen – også i hjemmebiografen – på en ganske velfortalt superheltefortælling, hvor de mange figurer og bi-historier aldrig bliver forvirrende eller kedelige at følge med i. Det som er filmens force er, at de tillader sig at bruge tid på stort set hver enkelt figur, så de kommer til at fremstå som andet end blot pynt eller nogle der blot skal udfylde en bestemt funktion.

Når man tænker på hvor mange mutanter der optræder i løbet af de over to timer som filmen varer, er det ikke alle der får helt samme opmærksomhed – eksempelvis får man aldrig at vide hvad Psylockes baggrund er, men dette bliver sikkert dækket i en af de mange kommende Marvelfilm. Det gør heller ikke så meget, for hovedhistorien handler jo netop om gruppen af fire dommedagsmutanter, der af den gamle Ægyptiske supermutant får tilføjet endnu stærkere superkræfter på den ene side og de øvrige X-Men, der forsøger at forhindre deres modstanderes planer om at decimere Jorden på den anden.

En af de mange fordele ved at anskaffe sig filmen på et fysisk medie, som eksempelvis den lækre 3D-BluRay-skive som kapellet har modtaget fra distributøren, er at hvis man nu er ultranørd, så kan man vælge at se filmen med Bryan Singers kommentarspor. Selv om det måske kun er de færreste der dyrker den slags, så kan det altså være ret spændende at høre om filmens tilblivelse.

Desuden er det muligt at se både scener der af forskellige årsager ikke kom med i den færdige film og længere versioner af scener som er med i filmen. Faktisk er der næsten en halv times ekstramateriale her. Scenerne kan ses med en valgfri introduktion af instruktøren. Slutteligt kan man vælge at kaste sig over mere letbenede indslag som det (nærmest obligatoriske) gag-reel som er et sammenklip hvor skuespillerne ikke kan holde masken eller fjoller rundt på filmsettet. Endelig er der en ”bag-om-filmen”-film, der varer næsten en times tid, som er utrolig velproduceret og interessant for alle der er fan af X-Men filmuniverset.

Kort sagt er X-Men: Apocalypse en ganske forrygende superheltefilm, både visuelt men også i set forhold til de øvrige X-Men-film. Hovedskurken Apocalypse er virkelig fed, for ideen om at tage en udødelig mutant, der blev tilbedt som en Gud i det gamle Ægypten og lade ham gå amok i en mere nutidig verden. Det er en film, der er lavet til alle os der er begejstrede over at se superhelte kæmpe mod hverandre på samme måde som man husker det fra de bedste tegneserier.