Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




X-Men: First Class (132 min.) Biografversion / 20th Century Fox
Anmeldt 1/6 2011, 15:08 af Torben Rølmer Bille

Da Magneto fik sin hjelm


Da Magneto fik sin hjelm

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Da nærværende anmelder første gang, på rygtebasis, hørte om nærværende filmprojekt der satte sig for at fortælle oprindelseshistorien om X-Men, så blev nyheden ærligt talt modtaget med en del skepsis, for man kunne nemt forestille sig en film med så stort tween-appel, at soundtracket skulle inkludere mindst to sange med Justin Bieber og samtidig fortælle en historie, der fokuserer mere på de unge mutanters romancer, end på superheltegerningen: en slags Beverly Hills 90210 iført gult og sort spandex.

Dette imaginære scenarie blev til efter at have været vidne til en ganske rædderlig 3. X-Men film og en utrolig halvhjertet Wolverine film. Selv om sådanne skrækscenarier indimellem kan vise sig at være sande er det heldigvis ikke tilfældet, for X-Men: First Class er en ganske forrygende superheltefilm, der med garanti vil glæde såvel gamle som nye fans af figurerne.

Filmen fortæller primært historien om Charles ”Professor X” Xavier og Erik ”Magneto” Lensherrs nære forhold, der naturligvis skal ende med at de skilles som alt andet end venner. Dertil kommer at filmen også får præsenteret en række andre mutanters oprindelseshistorier, flettet så fint ind i hinanden at, de får mening, ikke kun i forhold til Marvels tegneserieunivers, men i særdeleshed til de øvrige film i serien. Filmen fokuserer som sagt på det ganske følelsesmæssigt komplekse forhold mellem Mystique, Beast, Charles og Erik samtidig med at filmen introducerer en række mutanter, som ikke har befolket filmuniverset før nu.

Blandt de ”nye” mutanter kan nævnes Azazel, Emma Frost, Riptide, Banshee, Darvin og Havok. Alle figurer som man føler man kender lidt bedre efter de to timer man har været til første time med X-Men. Især glæder det en gammel fan af universet at filmmagerne lader (og her kommer en lille spoiler der dog kun varer ind til slutningen af afsnittet) Beast og Azazel slås for deres liv mod filmens slutning. I det hele taget er især Azazels teleporteringsevne utroligt flot eksekveret, ganske som resten af de effekter der naturligvis indgår i fortællingen.

Filmen starter som Bryan Singers allerførste X-Men film med at vise os Erik blive skilt fra sine forældre i det nazibesatte Polen, men filmen viser os så hvad der fulgte umiddelbart efter Erik havde revet en metalport fra hinanden. Den unge dreng er i audiens hos en prominent tysk (og derfor ond) doktor, der giver knægten et valg, flyt en lille mønt på bordet med tankens kraft eller se din mor blive skudt. Episoden leder naturligvis den at den kommende Magneto bliver besat af hævntørst overfor doktoren og det er da også denne læge som skal vise sig at være den fælles fjende som de unge mutanter får.

Det skal nemlig vise sig at doktoren har fundet frem til en lille gruppe mutanter som følger ham og sammen har de planer om at starte tredje verdenskrig. Det skal ske, så en ny verden med mutanter som de stærkeste kan opstå i ruinerne. Det er derfor doktoren på snedigste vis har planer om at spille USA ud mod Rusland, i det som resten af verden sidenhen har kaldt Cuba krisen. For seeren er blevet transporteret tilbage til 1964 og af samme grund kan filmens rammer skifte fra kulørte Las Vegas kasinoer, over Russiske generalers sommerresidenser til kommandorum og hemmelige CIA baser, lidt ligesom hvis man forestiller sig X-Men være blevet fusioneret med en god agentfilm af den gamle skole.

Scenografien og den benyttede teknologi rammer tidsånden perfekt. Så alle disse visuelle faktorer kombineret med glimrende karakterskuespil samt en række fascinerende oprindelseshistorier, der både giver god mening og en del mere ”kød” på de ellers ganske todimensionelle karakterer i universet, gør at X-Men: First Class muligvis er den bedste superheltefilm siden Watchmen. Det er en film der til trods for letbenede indfald tør tage sine figurer og den alternative virkelighed de befolker helt seriøst og det hører efterhånden til en sjældenhed.

Selv om der er meget på spil og selv om effekterne som nævnt fylder en del, er det også glædeligt at filmmagerne ikke lader dette tage fokus væk fra fortællingen. De digitale effekter er virkningsfuldt brugt og ofte er det i små detaljer så som Magneto, der lader en mønt svæve mellem fingrene som en form for adspredelse, at effekterne bruges. Der er naturligvis også både dømt bulder og brag, men disse actionsekvenser er langt fra lige så rodet orkestreret som i de andre X-Men film hvor det nærmest var et must at mutanter skulle slås hvert kvarter.

Filmmagerne har desuden, som en af de få superheltefilm, ladet sig inspirere en smule af den visuelle stil i Ang Lees Hulk, mest tydelig i den nærmest arketypiske træningssekvens der skildrer vore nye helte i deres forsøg på at tøjle deres respektive superkræfter under Xaviers ledelse. Glædeligt er det også at filmen giver cameos til folk som både Michael Ironside, Hugh Jackman og en række andre velkendte ansigter, til gengæld var det ikke muligt at spotte Stan Lee ved første gennemsyn.

Alle der holder af X-Men og af superheltefilm helt overordnet, bør derfor storme ind og se den nye film, der byder på et sandt overflødighedshorn af mutantunderholdning. Det er en historie der er flot fortalt i billeder og lyd, en film der tør at gå lidt mere i dybden end de andre i serien og en velkommen introduktion til en række af de ofte ganske komplekse forhold disse figurer har til hinanden. For en gang skyld er det nu muligt for de folk der (af uransagelige årsager) ikke har læst tegneserierne, selv at finde ud af hvorfor de enkelte karakterer ofte udviser det had/kærlighedsforhold til hinanden som de gør. At Matthew Vaughn kan lave superheltefilm beviste han med den formidable Kick Ass, at han også er den bedste til at lave film om X-Men er nu blevet naglet fast med X-Men: First Class.


Forrige anmeldelse
« Devil «
Nste anmeldelse
» Alien vs. Ninja »


Filmanmeldelser