Kernfortællingen i filmatiseringen af den anden bog i Jussi Adler Olsens uhyre populære bogserie om Afdeling Q, Fasandræberne, handler om hovmod. Ideen om, at der er folk i samfundet som er hævet over enhver form for lov og straf, så længe man blot har de rette kontakter eller penge nok er altså omdrejningspunktet og når dette er udgangspunktet, så er der sikkert mange fans af genren, der allerede godt kan give et kvalificeret bud på, hvordan en sådan historie spænder af, men det gør ikke nødvendigvis filmen uinteressant af den grund.

Kriminalfilmen og thrilleren har en masse konventioner, som nærmest skal opfyldes slavisk, så publikum kan føle sig trygge og i vante rammer. Eksempelvis har vi med et umage makkerpar at gøre, der bliver sat til at opklare filmens forbrydelse, Det drejer sig om den introverte, arbejdsnarkoman Carl Mørck og hans makker Assad, der selv må kæmpe mod fremmedfjendske fordomme. I filmen får de to yderligere hjælp i kraft af en ny sekretær, der i løbet af filmen viser sig at være både mere stabil og udholdende end de, som de tidligere har hyret til afdelingen.

Afdeling Q tager sig af forældede kriminalsager, men siden Kvinden i buret blev sluppet fri, har det været lidt sløvt med succesraten. Efter en personalefest bliver Mørck antastet af en tydeligt bevæget mand i politigården. Han trygler vores ene hovedperson at se nærmere på en sag, men Mørck affejer manden med, at det ikke bliver med det samme. Næste dag er manden død og har efterladt sig en papkasse med sagsakter. Idet Assad og Mørck begynder at efterforske sagen, bringes de på sporet af en gruppe folk, der vist kun kan betragtes tilhørende samfundets allerøverste lag.

Sideløbende med opklaringen får seeren også indblik i gerningsmændenes gøren og laden, samt et tilbageblik til halvfemserne, hvor filmens skurke første gang traf hinanden på Griffenholm nær Næstved. Det er en kostskole, der rent grammatisk synes at låne lige dele fra virkelighedens Herlufsholm og Hogwarts fra Harry Potter – selv om der ikke er megen magi på dette sted. Tilbageblikket giver fortællingen et tiltrængt skud troværdighed i forhold til, hvordan filmens primære niddinger agerer og forklarer hvordan de har dannet relationer til hinanden. Relationer som makkerparret Mørck og Assad naturligvis søger at optrevle.

Selv om undertegnede ikke har været så heldig at læse bogforlægget, så er der altså andre ting i filmen som synes at bryde med dens logik. Der følger nu en moderat afsløring, så ønsker du ikke at få for meget af vide, så spring dette afsnit over. En af de vigtigste personer i filmen, har været gået under jorden i mange år, men da forskellige begivenheder gør at hun må skifte hendes posedamelook ud med en forførende kvinde, så virker der altså meget søgt på film. Det kan godt være at dette det fungerer i det literære forlæg (det hævder min hustru at det gør), så virker det altså noget mystisk på film at personen det ene øjeblik fremstilles som en særling, der taler med sig selv og har hallucinationer og i næste nu er i stand til at give den som forførende jetsetpige.

Til trods for historiens noget forudsigelige handling, samt det førnævnte utroværdige karakterskifte, som man måske snarere bør lade Jussi Adler Olsen hæfte for, så er der kommet en både spændende og flot film ud af romanen. Skuespillerne gør det rigtigt godt og især Sarah-Sofie Boussnina imponerer som den unge Kimmie, der må gå så grueligt meget igennem.

Kort sagt er Fasandræberne rigtigt godt håndværk. Den er flot fortalt, leverer stemningsfulde billeder og den tager sig god tid til at fortælle sin noget komplicerede historie. Der er ingen tvivl om at den sikkert vil blive en fantastisk succes i biograferne, idet den lægger sig i forlængelse af den række af gode danske kriminalfilm og -serier som vi også har kunnet eksportere til det store udland i de senere år. Det eneste minus er, at man godt kunne ønske sig, at fortællingerne turde tage nogle flere chancer og fortælle nogle historier, som ikke var lige så gennemskuelige som er tilfældet her, for skærer man al det smagfulde fedt af, så minder denne film strukturelt om rigtigt mange andre i genren.