Vi kender vaneforbryderen John fra Erik Clausens film Ledsaget udgang fra 2007. Nu vender Clausen tilbage til John i fortsættelsen Frihed på prøve, hvor han løslades på prøve ved at stikke en af sine medfanger. Han får at vide, at stjæler han så meget som et æble, ryger han ind igen – og det første han gør er at stjæle et æble. John tager til Jylland, til sin søn, der har bedt ham om hjælp: Da John kommer frem, viser det sig, at sønnike er blevet far – men barnet er sort…

John flytter ind, begynder så småt at tilpasse sig det provinsielle miljø, han er havnet i – et miljø, hvor linedance, tunede knallerter og indfødt naivitet er dyder, der værnes om. Med velkendt humoristisk stil og selvironisk medhør udfritter Clausen alt det, som alle fordomme om provinsen peger på. John indser hurtigt, at det lokale miljø er mæsket ind i, at alle har noget på alle – og at det er temmelig svært at slå en skid, uden det bliver nævnt næste dag i Brugsen.

Clausen er en dansk auteur, der kendes på sin stil, sine fortællinger, sin egen underspillede medvirken i sine film og et fokus på social(istiske) elementer, der nærmest efterhånden kun giver mening inden for det univers, han gestalter sig. Det er samtidig også det, der kan være svært at holde til hos Clausen, som man i høj grad skal være i humør til. Den negative vurdering af Frihed på prøve ville pege på, at den er så elendigt spillet, at Clausens tæft er forsvundet ned i det provinshul, han skildrer.

Den positive vinkling af filmen vil i højere grad pege på, at Clausen formår at balancere på en knivsæg mellem en kærlig versionering af provinsens laster på den ene side og en ironisk gøren grin med samme på den anden. Clausens fortælling er her for det første så tykt karikeret, at det for andet ikke ville undre mig, om han rent faktisk mente det alvorligt. Clausen er gammel dansk, der for de fleste smager hæsligt, men alligevel emmer af noget, der absolut skal ned. Det er godt for maven!

Og det sgu svært at finde ud af, hvilken vinkel – den negative eller den positive – jeg skal vælge!

Tilmed er filmen sovset grundigt ind i en religiøs symbolik, der virker ganske ude af trit med denne ræverøde socialist. Ret hurtigt etablerer filmen en religiøs ramme med fællessang, budskaber om kærlighed og lysten til at være der for hinanden. John er på den måde en revoltefigur, der – som en anden westernhelt fra Vesterbro – kommer til den jyske muld, og formår at kaste et nyt blik på de gamle, indgroede vaner. Her er filmen også tvetydig – på den ene side vil John intet høre af alt det religiøse pladder, men på den anden side er han – om jeg så må sige – inkarnationen af pladderen.

Clausens humor er underfundig og underbetonet – og i flere tilfælde stærkt overtonet. Inddragelsen af en karikatur af vores allesammens karikaturtegner er kostelig, særligt da John skal fortælle, hvad der forbinder os med muslimerne: ”Vi lugter af det samme, når vi skider!” Clausen er – som John i filmen, og Clausens film generelt – af den gamle skole, hvor tingene blev sagt, så de kunne forstås. Derfor skal jeg heller ikke føle mig for bramfri: Hold kæft, hvor Frihed på prøve skrækkeligt spillet og sølet til i gennemskuelig morale, men fandeme om ikke det giver mening alligevel.