Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Klovn – the Final (94 min.) Biograffilm / Nordisk Film
Anmeldt 11/2 2020, 19:53 af Torben Rølmer Bille

Ynkelige mænd


Ynkelige mænd

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Selv om der er mange der (måske med rette) har anklaget makkerparret Casper Christensen og Frank Hvam at låne ganske mange elementer fra tv-serien Curb Your Enthusiasm da de første afsnit af Klovn dukkede op på danskernes fjernsyn tilbage i 2005, så er der rendt meget snask ud af stomiposen siden da og Frank og Caspers figurer er efterhånden blevet lige så populære som trestjernet salami.

Holdes der fast i salamianalogien skal man også huske på at lige som med den trestjernede, så enten elsker man Klovns særlige form for cringe-humor (altså humor baseret på pinlige situationer eller pinlige figurer – red.) eller også kan man slet ikke se det morsomme i dette. I et forsøg på allerede nu at berolige Kapellets læsere, så hører anmelder til den flok der faktisk godt kan lide både Klovn og det postkasserøde kødpålæg.

Siden starten er som om Frank og Casper har gjort deres figurer til andet end blot karbonkopier af ovennævnte serie. De har i såvel tv-serien, som i deres nu tre spillefilm vist, at Frank og Casper sagtens kan stå på egne fiktive ben. For selv om Klovn – the final hverken er den mest originale eller den bedste af filmene, så leverer den præcis den vare som fans forventer.

Den tredje film viger lidt fra konceptet i de to forrige, i og med at omdrejningspunktet denne gang ikke er Frank og Casper der skal på roadtrip, selv om Casper ellers forærer Frank en weekendtur til Island på Franks 50-års fødselsdag. Som med alt andet Casper give væk, er der selvsagt en bagtanke, for Casper vil egentlig bare op og knalde ludere på det pop-op bordel som Bent Fabricius-Bjerre er så berømt for at organisere. Turen bliver dog ikke til noget, for det lykkes Casper og Frank at blive smidt ud af Kastrup lufthavn. Hvordan dette sker, bliver du selv nødt til at opleve.

I et svagt øjeblik foreslår Frank at de da bare kan låse sig ind Lars Hjortshøjs hus. Hjortshøj er Franks genbo og Frank ved tilfældigvis at Lars og konen er bortrejst i længere tid. De alt for modne drengerøve beslutter sig for at det er den bedste plan, for ingen af dem gider faktisk hjem til deres respektive ægtefæller. Da en vulkan sender en askesky op på Island, indstilles alt flytrafik til og fra øen og derfor bliver Casper og Franks ophold i villaen en hel del længere end først antaget.

Selv om filmen på den måde bliver et slags kammerspil, hvor de to ynkelige mænd, forsøger nærmest forceret at råhygge sig sammen, så bliver det af den grund ikke spor kedeligt. Sagen er også den at Frank og Mias ægteskab er i fare og bedre bliver det da ikke da Frank fra genboens vinduer kan spionere på hans hustru og søn, men samtidig ude af stand til at kunne gribe ind. Løgnen om Island skal jo opretholdes for enhver pris.

Det er ganske nemt at reducere Frank og Caspers figurer til en slags stereotypiske mandspersoner, der på forskellige vis begge ikke har lyst til at blive rigtigt voksne og påtage sig det ansvar, som burde være en fast del af parforholdet og forældrerollen. Casper kan ikke styre hans libido og Frank er generelt bare konsekvent kejtet, for han får hele tiden sagt og gjort de helt forkerte ting. Intet har ændret sig ret meget og derfor er det måske også en ganske god idé at stoppe mens det stadigvæk er sjovt.

Sjovt det er det, og man forundres til stadighed over hvordan det er lykkedes virkelighedens Frank og Casper at skabe et manus, der er så grotesk og grænseoverskridende. Det er den dårlige smag, der konsekvent dyrkes, både i dialogen, samt i en masse visuelle gags, der både er obskøne, frastødende og ganske overdrevne. Omvendt set, det er vel også det man forventer af en film som denne?

Lidt ærgerligt er det dog at Klovn – the Final også genbruger nogle delelementer fra tidligere. Ikke for at spoile [men hop lige afsnittet over hvis du hader spoilers], men hvor den første film slutter med nogle særdeles upassende billeder af kønsdele, som pludselig ses af figurer som slet ikke kan se det sjove i den slags, så gentages dette i den nye film. Det er ikke fordi det ikke er skægt, det er bare et gimmick som er set næsten nøjagtigt på samme måde før.

Klovn – the Final tilfredsstiller med garanti de fleste fans af serien og byder på mere af alt det, som karakteriserer Klovn-universet. Samspillet mellem de to pjok i hovedrollerne er veloplagt og det samme skal siges om resten af de medvirkende, der stort set alle spiller sig selv. Ærgerligt er det dog, at de ikke får mere komik ud af en af bipersonerne, der er dværg (Kapellet undskylder på forhånd alle de der potentielt kan stødes over ”d”-ordet – red.) eller at filmen ikke slutter mere definitivt nu titlen er Klovn - the Final.

Slutresultatet er en morsom film, der også fungerer som en spydig kommentar til mange midaldrende mænd i panikalderen. Et portræt som der sikkert vil være enkelte i publikum som synes kommer lidt for tæt på. Det skal dog siges med det samme at Kapellets udsendte ikke - gentager ikke - hører til blandt disse... selv om hans hustru indimellem måske kan være af en anden overbevisning.


2524
Forrige anmeldelse
« Perfect «
Næste anmeldelse
» Zoo »


Filmanmeldelser