Efter den enorme succes, som The Blair Witch Project havde i starthalvfemserne, er der kommet en hel række film, der ligeledes udnytter dokumentarfilmgenrens æstetik til at foregive, at den fiktionshistorie, der præsenteres for os, på en eller anden måde er tættere på vores virkelighed. Især gyserfilmgenren har fundet de håndholdte kameraer og den kinetiske billedside frem; eksemplificeret i film som Diary of the Dead, My Little Eye, *Rec eller den oversete Zombie Diaries.

Men ældre fans af genrefilm ville placere denne hybrid mellem dokumentarfilm og gyserfilm langt tidligere, for Ruggero Deodatos hovedværk Cannibal Holocaust var en af de allerførste film, der for alvor fik debatten om mediernes manipulatoriske magt i gang. Filmen blev ikke kun total forbudt i mange lande, men den ansporede ligefrem en beslaglæggelse af filmen og en anklage om, at visse scener i filmen var vaskeægte snuff. Selvfølgelig var det den allerbedste omtale, filmen kunne drømme om at få, og den er siden hen blevet til en sand kultklassiker blandt fans af ekstreme film.

I kølvandet på Cannibal Holocaust kom der en lang række kannibalfilm, som forsøgte at lukrere på succesen men siden slutningen af 80erne (med undtagelse af et par enkelte utroligt usle Bruno Mattei produktioner og en enkelt, sofistikeret kannibal i Anthony Hopkins’ skikkelse) har det været meget stille omkring kannibalfilmen som genre. Det holdt indtil 2007, hvor filmen Welcome to the Jungle igen leverer tavse, sadistiske junglebeboere med smag for råt menneskekød.

Filmen følger fire unge mennesker, der driver rundt som beach bums i sydøstasien. Da en af dem under en våd aften i byen snakker med en lokal pilot, vækkes hans nysgerrighed. Piloten fortæller nemlig, at han har set en gammel, hvid mand i en lysning midt i junglen på Ny Guinnea. En af vennerne kobler hurtigt denne information til historien om den forsvundne rigmandssøn Michael Rockefeller, der i 1961 forsvandt ud for Ny Guinneas kyst. Selv om Michael for længst blev erklæret død, uden liget nogensinde dukkede op, bliver de fire venner alligevel overbeviste om, at det må være arvingen, som piloten spottede.

Med udsigten til en enorm findeløn og om mulig endnu større berømmelse, begiver de fire venner - udstyret med GPS-koordinaterne mod stedet, som manden blev set - ind i junglen på eventyr. De dokumenterer samtidig deres færd med hjælp fra to videokameraer. Der går dog ikke længe, før nerverne sidder udenpå tøjet, for det ene kærestepar bliver hurtigt enormt irriteret på det andet, der stort set ikke bestiller andet end at sove længe, have sex, drikke sig stive og ryge joints. Situationen spidser endnu mere til, da vennerne finder en naturhelligdom ude i skoven, og en af fyrene stik mod alles advarsler stjæler et kranie.

Endnu værre bliver det, da de to fraktioner skilles, for festaberne snupper al provianten og det ene videokamera. De har bygget en improviseret tømmerflåde og lader sig drive ned af floden. Langsomt men sikkert går det op for dem, at de bliver iagttaget fra bredden af lokale indfødte og så er der jo, ifølge kannibalfilmstraditionen, kun en vej, det hele kan ende.

Welcome to the Jungle bringer ikke ret meget nyt til genren, og selv det hjemmevideoagtige præg ødelægges indimellem af alt for pæne billeder eller af en alt for jævn kameraføring. På udsatte steder bliver man ikke helt overbevist om autensiteten – men lad os være fair, det samme kan siges om Deodatos film.

Til gengæld er ideen om at koble Michael Rockefellers virkelige forsvinden til kannibalerne virkelig god, og desuden er dramaturgien i den første del af filmen, hvor vi følger de to pars forberedelserne til turen ganske fin. Dialogen fungerer virkeligt godt og er med til at give filmens hovedpersoner en tynd fernis af troværdighed ovenpå deres ellers ret så stereotypiske fremtræden.

På mange måde kan filmen ses som en hyldest til Deodatos klassiker - men man må samtidig forundres over, hvordan det er gået til, at kameraerne med de unge menneskers ”dokumentation” atter er blevet tilvejebragt, når man tænker på filmens slutning (der i øvrigt skylder Blair Witch Project lige så meget som Deodatos film). På den anden side så er kravene til en ordentlig kannibalfilm vel heller ikke, at den hverken skal være sindssyg troværdig eller for den sags skyld enormt original – det er næppe derfor kannibalfilmene fascinerer. Så er man i fan af denne ret så bizarre subgenre, eller har man aldrig før set en kannibalfilm, så er Welcome to the Jungle bestemt et kig værd.