Hvem havde troet det? New age-filosofi sættes op som et alternativ til en skrantende dansk psykiatri i en ny dansk komedie. Godt nok med flair for de overvældende karikaturer, der skal få os til at grine. Men faktisk med et indbygget satirisk blik på psykiatrisk medicinbehandling, der fortælleteknisk finder sit alternativ i healing, mesmerisme og astrologisk visdom. Filmen hedder Kolbøttefabrikken og er en stedvist ret veltimet dansk komedie. Men samlet set virker den lidt kluntet og uden mål og mening. Den er netop udkommet som købefilm.

Paprika Steen spiller den kiksede new age-behandler Acacia, der kommer til at overbehandle en af sine patienter. Hun indlægges til psykisk udredning, men hun fortsætter – til overlægens store fortrydelse – sine alternative behandlingsformer inden for psykiatriens egne fire vægge. På afdelingen møder hun en række indlagte eller indsatte, der går ind og ud af behandling på må og få. Fordi ’det jo altid kommer tilbage’, som overlægen vender det. Acacia, der selvfølgelig er kritisk over for medicinsk behandling, mener, at behandlingen derfor jo ikke kan virke.

Filmen er elementært struktureret omkring Acacias person og hendes forandrende vinde på den psykiatriske afdeling. Indledningsvist er hun selv kraftigt karikereret, men da overlægens pillemisbrug og fejlagtige metoder bliver klart, bliver Acacias menneskelige side i de alternative behandlingsformer til et reelt alternativ til medicin, der ikke helt virker alligevel. Det er lidt usikkert, om det netop er denne form for satire en skrantende dansk psykiatri for tiden har brug for. Filmens fumlende og banale argument bliver, at alternativerne er okay, hvis det hjælper patienterne.

Kolbøttefabrikken er en ret kort film på kun lige i overkanten af fem kvarter. Der er heller ikke mere stof at trække ud af en simpel undskyldning for at få danske skuespillere og komikere til at sige noget sjovt. Mange scener fungerer ikke som sådan i den samlede fortælling, men snarere er de indbygget i det store hele for at få en bestemt vittighed med. Humoren er pletvist sjov, fordi den er veltimet af en række gode danske skuespillere. Men filmen er mere vellykket komisk her og der, end det er en vellykket komedie.

Der er i strukturen en lang række ligheder med Ken Keseys roman og Milos Formans film One Flew Over the Cuckoos Nest (1962/1975). Begge fortællinger fortæller kritisk om det psykiatriske behandlingssystem. Via fortællingerne leveres en slags systemkritik, men der er stor forskel på alternativerne, der serveres. Hvor Kesey og Forman tager hårdhændet og opgivende fat på fejlslagne metoder, så vil Kolbøttefabrikken gerne new age-filosofere lidt over, at alternativer måske nok er mystiske, men de er ufarlige. Det virker i sig selv lidt uholdbart. Hos Kesey er elektrochokbehandling problematisk magtmisbrug, i Kolbøttefabrikken ikke andet end et komisk indslag.

Filmen er interessant i sin tilblivelsesvej, fordi den er endnu et skud på den alternative stamme af film, der bliver til for midler uden for Det Danske Filminstitut. I stigende grad bliver flere og flere film indspillet for tv-midler og produktionsselskabernes egne finansieringsmodeller. Blå mænd (2008), Remix (2008) og MGP Missionen (2013) er gode eksempler på dette. Nogle gange spytter lokale filmfonde og virksomheder også i kassen. Meget tyder på, at den danske komedie og ungdomsfilm har det godt på denne måde. Der kommer i hvert fald nogle stykker af dem.

Kolbøttefabrikken vil formentlig underholde de fleste, der er til nutidig dansk humor og komedier. Men den har ikke rigtig andet at byde på. Den er tilmed stilmæssigt mindre vellykket flere steder. Kameraarbejdet virker stedvist lidt usikkert, selvom klipningen undervejs hjælper godt med til at ’time’ vittighederne. Filmen er lidt af et psykiatrisk kammerspil, der måske ville fungere, hvis den ikke hele tiden gjorde, hvad den kunne for at forcere de komiske indslag. Vittighederne er gode, handlingen ikke helt tilstedeværende, og som samlet resultat er den en lidt kluntet kolbøttekomedie.