Jussi Adler-Olsen har gjort sig internationalt bemærket med en række kriminalromaner, der tager det onde seriøst. I grafisk og illustrativ forstand. Blod og død er der nok af. Pinsler ditto. Alligevel rummer romanerne en nerve af noget, der vil være kritik af det samfund, som den grafiske vold kunne synes at distancere sig fra. Men via det ondeste onde formår Adler-Olsen at komme tæt ind under huden på nogle problematikker, som ligger ham på sinde. Han har noget på hjerte – og kan faktisk fortælle det, så det onde, det blodige, det kritiske samtidig fremstår velskrevet og underholdende. Gennem serien om Afdeling Q bliver han bedre og bedre.

Derfor kan vi også håbe, at det samme vil være tilfældet med filmserien, der nu er indledt med Kvinden i buret. Ryggen på filmen lægger op til en serie – tilsammen vil grafikken tilsyneladende med tiden komme til at forestille et Q-logo eller lignende. Fasandræberne er da også på vej i år. Og selvom filmen lader hånt om mange af de aspekter, der har gjort Adler-Olsens romaner så populære, så formår den faktisk visuelt at nå meget langt. Det kamera- og klippetekniske arbejde er et velvalgt forsøg på nytænkning af dansk film- og tv-krimi. Men fortællingen bliver forhastet, smal og skitseagtig. Karaktererne får ikke plads, og sammenhængene bliver en anelse springende.

Det er en skam, at produktionen ikke turde gå længere end til at pakke romanen sammen i halvanden time, så den kan passe i tv-aftenens sendeflade. Der bliver dog gjort plads til i nogen grad at udfolde hovedpersonen Carl Mørch. Mørkets fyrste, som det jo ret beset betyder. Nikolaj Lie Kaas gør det fint i rollen. Men Fares Fares får alt for lidt at arbejde med i rollen som det obligatoriske sidekick Assad. Den folkekærlige komik og leg med det danske sprog, som er indbygget i denne relation, er helt fravalgt til fordel for en lempet karikatur, der er noget bedre til dansk end Assad i romanerne. Det betyder, at makkerparret bliver amputeret og mangelfuldt. Lidt tyndt.

Men stilen i filmen er rigtig fin og veleksekveret. Hvor skandinavisk krimi de seneste mange år har været præget af mørkeblå toner fra enten filter eller lyssætning, trækker Kvinden i buret i stedet kraftigt på et gulligt, sandfarvet mørke. Stilen bevæger sig væk fra den stilsættende Rejseholdet i retningen af det, vi kender fra især David Finchers Se7en. Fincher, der jo for nylig også fik sine fingre beskidte af skandinavisk krimi i sit arbejde med Stieg Larssons storsælgende Mænd der hader kvinder. Inden for udtryksrammen i skandinavisk krimi kan Kvinden i buret meget vel være tiltrængt stilskabende. For billedteknisk er filmen fantastisk flot.

Naturligvis lægger serien også op til et slags føljetonspor. Filmen indledes med scenen, hvor Carl Mørch og to kolleger skydes ned. En dør, en anden lammes, mens Mørch overlever uden men. I hvert fald fysisk. Filmen tager fat, da Mørch får Afdeling Q stillet til rådighed. En syltekrukke over gamle uopklarede sager hengemt i kælderen. Med klare ligheder til Fox Mulders skjulte placering kælderen i X-Files får Mørch lov til at gennemtrawle henlagte sager. Til manges fortrydelse. For i stedet for at læse og katalogisere tager han i marken og finder nye spor og stiller nye nævenyttige spørgsmål. I Kvinden i buret handler det om en kendt politiker, der er forsvundet.

Det er dog interessant, hvordan filmen bruger føljetonsporet fra romanserien, der endnu ikke er afsluttet. Adler-Olsen kender selv baggrund og slutning på dette spor, men har ikke rundet det af i en serie, der skal løbe længere end de fem hidtil udgivne. Derfor må Nikolaj Arcel, der har formet manuskriptet til filmen, famle lidt i blinde. Hvor Adler-Olsen lægger små spor ud, der peger fremad, ved Arcel principielt endnu ikke, hvordan disse skal hægtes sammen. Det kan blive en opgave, der er svær at takle undervejs i filmserien, med mindre den går nye veje. Fra adaptationsperspektiv er dette egentlig spændende at følge med i.

Men en film bør selvfølgelig ikke (kun) vurderes komparativt ift., hvor historien kommer fra. Med en populær bog som Kvinden i buret kan det dog være svært at undlade det. Problemet med Kvinden i buret opstår dog ikke (alene) i en lidt mangelfuld ’overspilning’. Det opstår lidt samme sted, som i Niels Arden Oplevs filmversion af Mænd der hader kvinder: Der bliver i noget grad forudsat et forhåndskendskab til bogens fortælling, fordi filmen ellers kommer til at have nogle huller. Den farer meget forhastet frem – og efterlader seeren lidt forpustet. Det er ikke i sig selv et problem, men der er mange spørgsmål, som bliver efterladt lidt i det uvisse. Fantastisk flot og stilfuld film, en noget svag og forsimplet fortælling. Så simpelt kan det siges.