Måske er det symptomatisk for klovnesamarbejdet mellem Casper Christensen og Frank Hvam, at deres seneste film handler om samarbejdsvanskeligheder og brud. For selvom jeg kom til at grine et par undervejs, så er Klovn Forever ganske simpelt det absolutte lavpunkt i deres samarbejde.

Fortællingen tager udgangspunkt i Frank, der nu – fem år efter forrige film – har fået familie. En lille ny baby er ankommet. Under barnedåben kommer Casper og ødelægger det hele, fordi hans livsstil – uden familie, med fest og damer – ikke længere matcher, at Frank er blevet ’sat’.

Casper vælger at tage til Los Angeles for at prøve lykken der, men først da Casper er væk, indser Frank, hvor værdifuldt deres samarbejde og ikke mindst venskab har været. Derfor trodser han familien og rejser efter. Til Caspers velkomstfest blandt venner vender de op og ned på rollerne, og Frank ødelægger det hele.

Modstillingen er skarp. Frank er på den ene side faren, der er fanget i en familie, som kræver mere, end han selv helt formår. Casper er den fri fugl, der har mistet sin familie, som ikke længere kræver noget som helst af ham. I princippet er de på samme sted i livet, men de forholder sig meget forskelligt til midtlivsstadiet.

Filmen er åbenlyst sigtet til de, der enten gerne vil bekræftes i, at de der med børn er også kedelige, eller de, der på en eller anden måde gerne stadig vil fastholde ungkarlelivet. For selvom filmen forsøger – på bedste klovnevis – at vriste en blød mellemvej ud, så bliver filmen en slags fornærmelse.

Det er svært at acceptere den position, som filmen tager, hvis man bare har en lille smule forståelse for at ville være en traditionel kernefamilie. Ja, det kan være filmen provokatoriske idé eller præmis, men hvis det er tilfældet, så virker det faktisk ikke helt efter hensigten.

På den ene side formår filmen ganske klichéfyldt at anvende den mavesure mor til bristepunktet. På den anden side formår den også at trække ungkarlen Casper så langt ud, at det også mister sin troværdighed. Og her rammer vi kernen af filmens problem: i modsætning til tv-serien, der faktisk lykkedes rigtig godt med at fastholde en troværdig og halvautentisk ramme, så er Klovn Forever langt hinsides dette.

Jeg har tilmed rigtig svært ved at se, hvad filmens egentlige ærinde er. Ud over at filmen er personlige deroutes for både Casper og Frank, og at det er en vej til at genfinde venskabet, så kan jeg ikke rigtig se, hvad der skulle være hensigten. På deres vej mister de jo stort set alt. Til sidst sad jeg og ventede på et tvist, som udeblev. Pointen? Den vejrer i vinden.

Måske er det en metateknisk kommentar til, at Klovn-universet er ved at være vredet temmelig tyndt. Undervejs i skænderierne finder de ud af, at der ikke er mere mellem dem – og det kan der være noget om. For hvis det er dette her, der er resultatet, så kan vi ligeså godt være foruden.

Ikke nok med at universet er blevet for overdrevet. Der er både fortælletekniske og faktuelle problemer, der forstyrrer. Der er set-ups, som også signaleres i titelsekvensen (fx en indiansk dream catcher, som aldrig bliver et rigtigt pay-off).

Og så er der nogle fremdriftshandlinger, som ikke holder, fx at Caspers datter allerede et par dage efter sex med Frank konstaterer, at hendes menstruation udebliver. Det holder ikke. Eller at Frank pludselig (deus ex machina) erhverver sig evnerne til at bryde ind i en lastbil og kortslutte den for at stjæle den.

Kerneproblemet med Klovn Forever er, at den er blevet en for almindelige og genreelementær komedie. Vi tror ikke længere på, at der måske er et islæt, en kant, en nuance af de rigtige personer i karakterene, hvilket var en særlig drivkraft i tv-serien. Legen med den såkaldte dobbeltkontrakt (fiktionen, der leger med de virkelige offentlige personaer) er tabt for længst.

Og når de tåkrummende klovnerier bliver til jokes og scener, der i sig selv er tåkrummende svage, så falder hele projektet på jorden. Klovn Forever cementerer, at Frank og Casper måske netop har nået et punkt i livet, hvor de inden for denne ramme ikke kan tænke ud over det åbenbare (familielivet og parcehusidyllen). Dekonstruere det helt, formår de ikke. Og de provokatoriske elementer (fx et erigeret lem) kan faktisk ikke rigtig længere provokere.

Hvis dette skulle blive det sidste fra Klovn-universet, vil jeg ikke savne noget. Klovn Forever? Guderne forbyde det.