Med relativt få film har den norske instruktør Erik Poppe gjort sig internationalt bemærket. Hans såkaldte Oslo-trilogi, der blev afsluttet med den nærværende de USYNLIGE i 2008, viste, at han både havde sans for at fortælle med billeder, og at han også turde forbinde dette med interessante kompositioner. Han er desuden blandt flere instruktører, der i stigende grad trækker på sig selv i filmene. Det gælder også hans seneste – og hidtil mest succesfulde – film A Thousand Times Good Night, hvor han bruger sin fortid som krigs- og konfliktfotograf. Filmen er netop ude på dansk dvd.

Da krigsfotografen Rebecca følger en selvmordsbomber tæt i Kabul, kommer hun for tæt på. Bomben sprænger, og hun kommer selv hårdt til skade. Hendes mand Marcus henter hende på sygehuset og tager hende med hjem til deres to børn. Hun har svært ved at integrere sig igen, og krisen i familielivet lurer lige forude, fordi Marcus kun venter på, hvornår hun igen tager væk. Han og børnene lever i konstant frygt for hendes liv – en frygt, der gør, at hendes ældste datter Steph trækker sig længere og længere ind i sig selv. Indtil de får et fælles projekt, der vise sig at ændre på alt.

A Thousand Times Good Night formår at gøre to ting. Den giver os for det første forståelse for Rebeccas indignerede prioritering. Det er ikke bare spænding og dødsdrift, der sender hende ind i krigs- og konflikthærgede områder. Det er en dybfølt foragt for den måde, som mennesker behandler hinanden på. Ikke at det dermed bliver til en hård kritik af fx selvmordsbomber eller Afrika-problematikken, som tages op undervejs. Det er generelt en kritisk diskussion af international menneskelig, etisk prioritering, hvor der også skydes efter den godtroende nødhjælp.

For det andet vil filmen også gerne vise, at Rebeccas arbejdsmæssige energi har nogle store konsekvenser for hjemmefronten. Marcus er ikke sur og gnaven. Han er rationel og eftergivende, men han forsøger samtidig på helt grundlæggende vis at skåne deres børn for de værste bekymringer. Derfor er filmen ligeså – og måske faktisk i højere grad – en fortælling om en familie, der langsomt går i opløsning, fordi Rebeccas idealisme, udlængsel og etiske instinkt kommer til at overskygge det meste. Det lykkedes godt for filmen at sætte sig mellem to stole. Vi føler med begge lejre.

Filmen er den bedste Susanne Bier-film, som Susanne Bier ikke selv har lavet. Helt grundlæggende er den et melodrama, der stedvist glider ind i en sentimentalitet, som faktisk godt kunne – og skulle måske – have været undgået. Filmen har egentlig ikke brug for de udsving i det store følelsesregister. Temaet klarer det principielt helt selv. Men samtidig kan sentimentalitetens melodramatiske excess også godt understrege en social pointe, som vi også ser det i film fra Bier som Hævnen og Brødre. Strukturelt er der en del ligheder med sidstnævnte, og tematisk en hel del med førstnævnte.

Finansieringsmodellen for A Thousand Times Good Night minder også om den internationale model, som flere danske instruktører læner sig opad – også Bier. Filmen er indspillet for norske, svenske og irske penge. Derfor foregår store dele i Irland, mens castet er nordisk og internationalt. Rebecca spilles overbevisende af Juliette Binoche, mens Nikolaj Coster-Waldau viser sit internationale talent som faren Marcus. Tricket er naturligvis, at pengene og castet baner vejen for bredere distribution, og lur mig, om ikke Coster-Waldaus medvirken har bevirket eller i hvert fald medvirket til dansk købsfilmsudgivelse.

Men det giver også tematisk mening, at en film med internationalt tilsnit og en globaliseret optik på krig, kriser og konflikter har et transnationalt udblik til flere lande. De flygtningeproblematikker og terrorkonflikter, som filmen berører, har global udbredelse. Og det ved Poppe, fordi han selv har været i verdens brændpunkter – eller verdens røvhuller, som en berømt film i sin tid engang formulerede det. A Thousand Times Good Night oser af forkærlighed for fotografering i sig selv, hvilket bliver en vigtig årsag til, at vi faktisk får forståelse for Rebeccas knap så familiære prioritering.

A Thousand Times Good Night er en film, der kan og vil gøre sig internationalt bemærket. Det er en film, der i tema og genre appellerer til Oscar-segmentet. Den blev selvfølgelig overhalet af Kon-tiki (2012), da Norge skulle sende sit bud til komitéen. Men begge film understreger en fokusering, der også – ligesom i Danmark – i Norge pejler filmindustrielle muligheder for at kommunikere globalt. Med stilsikkerhed, doseret over-the-top-melodrama (der nok er lige i overkanten) og en indigneret holdning til verdens problemer kan A Thousand Times Good Night nå et bredt publikum.