Den dystopiske science fiction film har altid været en populær genre og selv om genren i midtfirserne måske klart blev domineret af Terry Gilliams utrolige mesterværk Brazil, er det også muligt at finde andre titler som er særdeles seværdige. En af de måske mest oversete film er den New Zealanske instruktør Geoff Murphys The Quiet Earth som AWE netop har gjort tilgængelig på DVD.

Filmen er baseret på Craig Harrisons roman af same navn men for de der ikke kender denne, så er kan referencerammen også udvides til Jens Sigsgaards og Arne Ungermanns Palle alene i verden, for selv om hovedpersonen i The Quiet Earth ikke just er en lille dreng (ret beset er han i stedet en lettere usympatisk, midaldrende mand med vigende hårgrænse) så vågner han stadig op en morgen og må indse at verden i løbet af natten har ændret sig radikalt. Selv om alle materielle ting står tilbage så mangler menneskene.

Scener med ensomme figurer der traverserer mennesketomme landskaber kender vi ikke kun fra science fiction-film men har også i senere tid set det i horrorfilm som I Am Legend og naturligvis benytter zombiefilmen sig også af dette træk. Der er noget utroligt foruroligende i tanken om muligvis at være den sidste af sin art – det sidste menneske på jorden. Alene med sine egne tanker og uden mulighed for hverken at kommunikere, eller føle anden form for mellemmenneskelig kontakt.

Selv om man kan mene at der ikke kan være ret meget dramatik gemt i at se en mand gå omkring i tomme bylandskaber mens hans sind helt tydeligt påvirkes af denne ekstreme situation, så er det langt fra kedeligt at være vidne til her. For idet vi er vidne til at der ikke er nogen der reagerer på de nødråb han har sat til at spille i loop på den lokale radiostation, idet vi ser ham gå ind i en katedral (iført en net lille chemise og pumpgun) hånligt forbande gud mens han symbolsk fyrer sit våben af mod en stor Kristusstatue, bringes der metaforisk en masse ting i spil. Mest tydeligt hvordan et menneske sandsynligvis kunne finde på at opføre sig hvis ensomheden presser så meget på og følelsen af isolation overtager, men så synes dette symbolske gudedrab også at stå i relation til hovedpersonens arbejde som videnskabsmand.

Uden at ville afsløre mere end hvad man læse sig til på filmens omslag eller se i traileren, så skal det også vise sig at Zac, som vor hovedperson hedder, ikke er helt så alene som han først har antaget. Der dukker nemlig først en smuk, rødhåret kvinde op og sidenhen en indfødt mand til. På den måde skaber fortællingen grobund for både at skabe dramatik mellem de tre parter, men den giver også mulighed for dialog der kan give seeren et større indblik i hvad det egentlig er for en hændelse, der på denne måde har affolket jorden for både dyr og mennesker.

Zac er videnskabsmand og vi opdager snart at han helt tydeligt har mere indsigt i, hvad det er som har forårsaget katastrofen end han er villig til at dele med sine nye venner. Mere skal naturligvis ikke afsløres her, men er man velbevandret i science fiction kan man jo sagtens begynde at årsagsspekulere.

The Quiet Earth er en film, der på trods af sit forholdsvis begrænsede budget, fungerer virkeligt godt. Den er virkelig vellavet, især hvad angår scenografien og skildringen af den øde jord. Især filmens første halve time er utroligt flot fortalt og Zacs ensomme vandren i tomme huse og blandt vragdele fra fly vil med garanti blive husket længe efter filmen er slut. Filmens slutning er samtidig ganske overraskende og vil uden tvivl dele vandene. Selv om filmen måske ikke er en milepæl i science fiction-genren, så er den virkelig seværdig og endnu mere mærkeligt er det at undertegnede ikke har hørt om filmen før AWE sendte den på gaden, selv om science fiction rent personligt hører til blandt favoritgenrerne.