Hvis man er fan af kriminalfilm, så vil man med sikkerhed - på et eller andet tidspunkt - have set William Friedkins fantastiske The French Connection fra 1971 med Gene Hackman i rollen som den hårdkogte, hårdføre narkostrømer Jimmy ”Popeye” Doyle, der under en rutineopgave i New York, kommer på sporet af en omfattende forbryderorganisation, der har specialiseret sig i at smugle heroin fra Frankrig til USA.

Der er sikkert endda de der har set fortsættelsen, som kom fire år senere, instrueret af John Frankenheimer, hvor samme ”Popeye” tager til Marseille, for at fange bagmændene i deres lokalområde.

Selv om der er gået mange år siden disse glimrende thrillers havde premiere, så kom der i 2015 en film, der muligvis lidt mere nøgternt, fortæller om ”den franske forbindelse”, fra et meget mere lokalt perspektiv. For Den franske forbindelse eller Le French som er dens originaltitel er en film, der følger en lokal politimagistrat, Pierre Michel, der til dagligt arbejder med unge med misbrugsproblemer. Den hårde narko er blevet et stort problem i Marseilles her i midten af 70erne.

Pierre er så dedikeret i dette arbejde, at han overflyttes til narkotikaafdelingen hvor han skal lede et nyoprettet hold af betjente, der har til hensigt at optrevle og i det hele taget gøre livet besværligt for de lokale bagmænd Forbryderne tjener styrtende med penge, ved at smugle heroin der modtager fra Nordafrika videre til Marseilles og herfra til USA's østkyst. Det er egentlig en offentlig hemmelighed hvem der er den egentlige bagmand, Gaëtan Zampa. Han er så frygtet i miljøet, at der ikke er nogen der tør udtale sig om ham, endsige stikke narkobaronen, så Pierre og dennes kollegaer er blevet sendt på en meget vanskelig opgave.

Selv om der måske er enkelte der kunne mistænke Den franske forbindelse for at være en europæisk klon af foregangsfilmen, så forholder det sig ikke helt på den måde. Dels er filmen noget mere afdæmpet i dens anvendelse af dramaturgiske kneb, så den kommer til at fremstå mere realistisk, dog ikke forstået således, at filmmagerne forsøger at tilstræbe et decideret dokumentarisk look, med håndholdte kameraer og deslige. Dels ved at den forsøger at skabe en vis forståelse, selv for Zampa, der fremstilles som både nådesløs gangster og familiemenneske.

Til trods for at filmen er ”inspireret af virkelige hændelser”, så fungerer dette prædikat faktisk i denne sammenhæng, for både de handlingsforløb og de figurer der skildres undervejs, er faktisk ganske overbevisende. Dette gælder især de to hovedmodstandere Pierre & Gaëtan, der begynder at lægge et massivt pres på hinanden. De spilles af to sværvægtere i nyere fransk film, nemlig Jean Dujardin, som de fleste nok kan huske fra The Artist og Gilles Lellouche. Deres forholdsvis civiliserede men alligevel meget kontante omgang med hverandre, kan god minde lidt om det forhold man oplevede mellem DeNiro og Pacino i Michael Manns Heat. To mænd på hver deres side af loven, stålsat på at få den anden ned med nakken.

Selv om vi her i Kapellet har hengemt en lang række halvkedelige franske thrillers og politifilm, så hører Le French bestemt ikke hjemme i den tilbudsbunke. Den franske forbindelse er nemlig virkeligt solidt fortalt, byder på en fabelagtig stemningsfuld billedside, et velklingende soundtrack (der forkæler seerens ører med numre fra så forskellige kunstnere som Blondie, Velvet Underground, Serge Gainsbourg og der forefindes endda også et nummer med vores nationalklenodie Lykke Li), en stram klipning, et flot produktionsdesign (der er en overbevisende rekreation af perioden) og ikke mindst en godt fortalt historie, udført af glimrende hold skuespillere.

Le French lægger sig på den vis i forlængelse af en stolt fransk politifilmstradition, men selv om den muligvis ikke helt kan konkurrere med klassiske (kunst)film som Melvilles Le Samurai eller La Cercle Rouge så er det knageme tæt på, for hverken udseende eller indhold kan klantres her. Savner du derfor at se en af den slags politithrillers, som virkelig fungerer og som byder på et persongalleri man har nemt ved at forholde sig til så bør du se denne film. Den er ganske enkelt overraskende god.