Det er jo langt fra nyt, at populære film får en opfølger. Således også tilfældet med Lady Snowblood, der - på trods af at vi forlod vor heltinde svært tilredt i en snedrive - uproblematisk sender hende videre ud i verden. Den første films hævntogt blev tilendebragt, men det har naturligvis medført at Snowblood er blevet eftersøgt af loven.

Filmen åbner med et ret imponerende trackingshot, hvor vi følger Snowblood i kamp mod horder af politifolk på vej gennem det japanske landskab. Man kommer uvilkårligt til at tænke på såvel Orson Wells startsekvens i Touch of Evil eller korridorkampen i Chan-wook Parks Oldboy. Faktisk byder filmen på en hel del af disse uklippede actionsekvenser, hvor det udelukkende er kameraet og zoomen, der bevæger sig. Det viser både, at kampene er velkomponerede, og at vor unge hovedrolleindehaver ikke har nødig at blive reddet af smart montageteknik for at se sej ud med en katana i hånden.

Selv om Snowblood ikke giver let op, får politiet alligevel fanget hende, og hun dømmes naturligvis til døden. På vej mod galgebakken reddes hun dog af nogle mystiske maskeklædte folk. Det viser sig, at hendes redningsmænd er højtstående embedsmænd, der arbejder for regeringen. De har brug for Snowbloods evner, idet en berygtet anarkist ligger inde med et hemmeligt brev, der kan potentielt kan vælte regeringen, hvis dets indhold slap ud. Derfor går Snowblood undercover som hushjælp, men må snart indse, at hendes mission ikke bliver så ligetil.

Der er altid problemer med fortsættelser, også selv om man har samme instruktør, hovedrolleindehaver og manuskriptforfatter tilknyttet. Lady Snowblood 2 er dog ikke en patetisk dårlig film (som eks. Highlander 2). Den er bare ikke helt lige så god som den første. Hvor den første film var drevet af et rent blodhævnsmotiv, er plottet i den anden mere speget og unødigt kompliceret. Synd er det også at de skurke, som Snowblood ender op med at måtte kæmpe imod, er langt mere karikerede. Eksempelvis ser man meget tydeligere referencen til den mangaforlægget, når en af skurkene - iført uniform og en latterlig lille kappe - står og griner fjoget, mens han overfodrer en fisk med franskbrød. Det kan godt være, det fungerer for et japansk publikum, men det bryder altså med illusionen om en dramatisk og seriøs fortælling i mit sind.

Lady Snowblood 2 byder dog heldigvis også på førnævnte kampscenerier, som helt sikkert - sammen med Mieko Kajis udtryksløse skuespil - redder filmen. Det er først mod slutningen, at de tilskuere, der forelskede sig i meterhøje pulssprøjt, får valuta for pengene, for indtil da er filmen langt mere ublodig end den første. Det skal så siges, at der til gengæld bliver smidt en omgang smitsom pest i puljen for at gøre det hele lidt mere interessant.

Filmen viser også med al tydelighed, at Snowblood - når alt kommer til alt - vælger at holde med det rigtige hold – nemlig humanisterne! I filmens antiautoritære stil og åbenlyse kritik af korrupte politikere kan den også ses som et udtryk for den stigende foragt og mistro til autoritetsfigurer, som opstod i 70erne og 80erne efter en række skandaler og korruptionssager, som i dag har ændret japanernes attituder generelt.

Kan man derfor leve med nogle mindre skønhedsfejl, så er også Lady Snowblood 2 en film, der vil få smilet frem på de, der holder af smukke kvinder, samuraifilm, pest, blod og tortur. Lady Snowblood 2 er langt fra et mesterværk i genren, men det er dæleme langt bedre end mange af de amerikanske b-film, der florerer på markedet for tiden.

Læs også anmeldelsen af Lady Snowblood