Ewa rejser i 1921 med sin søster til New York, hvor deres onkel og tante skulle vente dem. Men da de ankommer til entréporten Ellis Island, bliver søsteren først sat i karantæne, fordi hun er syg, mens Ewa dernæst konstaterer, at familien ikke venter dem. Hun får derfor ikke indrejsetilladelse, og må deporteres tilbage til Polen igen. Men så møder hun den hjælpsomme Bruno, der hjælper hende i land og indlogerer hende hos sig. Det skal dog hurtigt vise sig, at hjælpsomheden har en helt bestemt årsag. Snart skal Ewa kæmpe for at fastholde grebet om sin tilværelse.

Bagsideteksten til New York Immigrant, der på engelsk slet og ret hedder The Immigrant, drister sig til at fortælle lidt mere end det ovenstående. Faktisk fortæller bagsiden så meget, at vi skal igennem to tredjedele af filmen, før vi ikke ved, hvad der sker. Undlad venligst at læse bag på filmen. For James Grays intime storfilm er faktisk ganske værd at bruge de næsten to timer på. Den fortæller en historie om håb, nærhed, udnyttelse og en by i hastig forandring. Vi står på dørtærsklen til de brølende 20’ere, men det er ikke alle, der på dette tidspunkt råber lige højt.

I hovedrollerne har vi kendte ansigter. Hovedrollen som Ewa spilles af Marion Cotillard, der fik sit store gennembrud i rollen som Edith Piaf i Spurven (2007). Over for hende har vi en underspillet Joaquin Phoenix i rollen som Bruno, mens Jeremy Brenner spiller en rolle som det fortryllende håb, Ewa møder undervejs. Især fungerer samspillet mellem Cotillard og Phoenix godt. De formår begge at bruge de velskrevne replikker til at sige mere mellem linjerne. Den indadvendte Ewa står i kontrast til den normalt rolige, men særdeles opfarende og eksplosive Bruno.

Længere passager af filmen er et regulært kammerspil mellem Bruno og Ewa i hans hjem. Der findes en kvinde og en lille pige i hjemmet, men deres status ift. Bruno (ægteskab, datter?) afklares aldrig, ligesom vi aldrig ser ansigterne på dem. Dette er en fin lille finte, der i klipning og kameraarbejde tidligt i filmen fortæller en del om Bruno som person. Der er noget hengemt, som vi skal finde frem til. Filmens dialogpassager i hjemmet har det dog med rent cinematografisk at stå lidt skævt ift. personerne, der taler. Det giver et lidt usikkert fokus, men det kan også forstås som Ewas opfattelse af tingene.

Filmen fastholder det nære billede af tilværelsen i et New York, der er ved at briste i en forbudstid med mange nye tilflyttere. Korruption og mafiaforhold ligger ulmende lige underneden, men vi kommer aldrig tæt ind på dette. Vi bliver på gaden, hvor Ewa befinder sig – og stedvist på Ellis Island i hendes søgen efter søsteren. New York Immigrant er derfor ikke en film, der nænsomt portrætterer New York. Snarere er det et nært portræt af Ewa som person. Den danske titel er givet vis valgt, fordi navnet på byen kan sælge flere film, men den er lidt skæv ift. det ellers nære fokus på Ewa selv.

Den svaghed, som filmen bærer, er dens stærke moralske fremstilling af sagerne. Den formår godt nok at etablere Bruno som en facetteret person med flere sider, mens dens dom over tidens – og eftertidens – udskejelser er hård. Det er i filmen dog motiveret af, at Ewa er en stærkt troende katolik, og de hårdeste domme leveres derfor i filmen også med religiøs pondus. New York Immigrant er derfor – med sit fokus på Ewa – en ret religiøs film, der med en indadvendt tro søger tilgivelse for liderligheden i byens gader. Tag det eller lad være; det er på den måde en meget moralsk film.

New York Immigrant føjer sig til den lange liste af ’Coming to America’-film om New York. Titlen er i øvrigt den samme som Charlie Chaplins klassiker The Immigrant (1917), og der er da også helt indlysende ligheder mellem de to: i begge film sker der noget om bord på færgen til New York, der får konsekvenser for deres nye tilværelse. Mange immigrationsfilm skildrer samtiden som smittet af en tid, hvor organiseret kriminalitet for alvor fik sit fodfæste – store klassikere er naturligvis The Godfather (1972) og Once Upon a Time in America (1984). Men New York Immigrant skiller sig pænt ud ved kun at antyde denne kontekst. Fint, nært og temmelig moralsk.