We Own the Night er en film om at gøre det rigtige, uanset omkostningerne for dig selv eller dine kære. Det lyder som noget, man har hørt før, og der er da heller ikke tale om nybrud i denne film. Filmens klare fokus og styrke er i stedet dens nære karakterstudier og fine skuespil.

Handlingen er velkendt fra andre gangsterdramaer - far og en søn bekæmper de kriminelle, mens den anden søn er endt i den forkerte lejr. Robert Duvall spiller faderen Burt med tyngde og er helt klart det bedste bekendtskab i filmen. Mark Wahlberg spiller den retskafne politisøn Joseph, mens Joaquin Phoenix er den vildfarne Robert, som fester lidt for meget med stoffer og hænger ud med de forkerte.

Filmen starter med sort-hvid fotos af New Yorks betjente, som tager sig af forbryderne - vi ser anholdelser og bevismateriale, før billedserien slutter med et skuldermærke på en betjent med skriften "We own the night" (Vi ejer natten). Linjen lægges klart frem: betjentene kæmper en hård, men ædel kamp mod de kriminelle gangstere, som i den seneste tid ikke længere tager politiet alvorligt.

Filmens hovedrolle er Robert, som først væmmes ved sin politifamilie, nægter at bruge deres mærkelige navn (Grusinksy), og i stedet har fundet en anden familie i ejeren (Marat Buzhayev) af den natklub, Robert bestyrer. Han bliver fordret, givet gode råd og hjælp på alle måder, og fungerer som en del af deres familie. Da Robert finder ud af, at Buzhayevs nevø står bag nedskydningen af Joseph, kaster han sig dog ind i efterforskningen sammen med far og bror, som overlever drabsforsøget.

Efter en forfejlet operation, ender Robert under vidnebeskyttelse, og vi ser hvordan hans liv langsomt falder fra hinanden, da hverken han eller hans kæreste (Amada) kan holde beskyttelsen ud. Det er her filmen sætter alle sejl til for at give os et billede af, hvor hårdt livet er, men hvor nødvendigt det samtidig også er. Desværre kommer filmen til kort på visse fronter, som for eksempel kærestens modstand overfor beskyttelsen. Hun er slet ikke blevet udfoldet nok som karakter, til at vi kan tage hende seriøst, eller identificere os med det tab, Robert står overfor.

Selv om både Phoenix og Wahlberg spiller solidt, er der ikke dækning i hverken manuskript eller instruktion for deres roller. Man savner simpelthen større indsigt og større refleksion over deres situation og deres handlinger. Filmen spiller klichéerne på banen, men forstår ikke at komme videre, selvom den så gerne vil være en velovervejet og intelligent historie om omkostningerne ved at gøre det rette. Joseph glider nærmest helt ud af billedet, og til sidst i filmen er det svært at mønstre sympati eller forståelse for ham, da vi slet ikke har fået nok indblik i hans situation.

We Own the Night er godt håndværk, og action-sekvenserne er tilpas paniske og skræmmende, i en film som ikke vægter disse scener tungt, eller skal ses for dens høje tempo. I stedet er det en film, hvis intention er at gå Martin Scorsese i bedende, men den er langt fra hans niveau og hans fintfølende karakterportrætter. Fordi alle svarerne er givet på forhånd, har man svært ved at engagere sig i personernes problemer, og man er aldrig i tvivl om, at de ender med at gøre det rigtige.