Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Ad Astra (123 min.) Købefilm / 20th Century Fox
Anmeldt 6/3 2020, 15:21 af Torben Rølmer Bille

Smuk, men skuffende


Smuk, men skuffende

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Titlen på den nye science fiction film Ad Astra er latin og betyder ganske enkelt ’til stjernerne’, hvilket er ganske dækkende for en film der har netop rumrejsen som sit omdrejningspunkt. Den romerske forfatter Senecas velkendte citat Per aspera ad astra (’gennem stort besvær til stjernerne’) synes faktisk at være mere dækkende, idet filmen handler om en meget lang og virkelig besværlig rejse til yderkanten af vort solsystem.

Den rumrejsende er selveste Brad Pitt, eller rettere Roy McBride som hans figur hedder. Grunden til rejsen er at jorden trues af en række voldsomme elektriske storme, der synes at stamme fra yderkanten af vort solsystem, nærmere bestemt et sted i nærheden af Neptun.

Før Roy sendes af sted mod månen, hvor en raket skal sende ham videre mod det yderste af solsystemet, modtager han hemmeligstemplede informationer. [Disse spoiler muligvis lidt af filmens plot, så spring gerne dette og næste afsnit over hvis du ikke vil vide mere.] Forskerne mener at de voldsomme magnetiske forstyrrelse kan stamme fra det fartøj som Roys egen far påmønstrede for 16 år siden. Et fartøj der skulle afsøge rummets fjerneste afkroge efter intelligent liv. Roy skal på den led ikke alene redde vores planet, men potentielt også genforenes med den far, som han ikke har set siden han var en stor dreng.

Seeren opdager hurtigt, idet Roy genser gamle videoer med sin far, at farmand spilles af veteranen Tommy Lee Jones. Derfor er det heller ikke særligt svært at gætte sig til, at Tommy Lee nok dukker op hen mod filmens slutning. Hvordan dette møde går skal ikke afsløres her, men det kan godt afsløres at anmelder oplevede dette som et ret vildt antiklimaks i forhold til at filmen havde brugt så meget tid og energi på at bygge op til netop dette moment. Det er sikkert helt bevidst, men altså skuffende i Kapellets optik.

Det er ellers ikke ambitionerne, der mangler i Ad Astra. Alle sejl er sat ind på at få dette rumeventyr godt på vej, men til trods for de mange flotte og virkelig realistiske effekter, så er det en film der rent tempomæssigt slæber sig afsted i snegle- i stedet for raketfart. Anmelder fatter jo godt, at når man som seer skal sættes i samme situation som vores astronaut, så skal det skildres, at det tager mere end en formiddag at nå til Neptuns yderste ringe. Til trods for pletvise actionsekvenser (blandt andet en virkelig imponerende biljagt i moon-buggies på månen!) så skal man helst have slugt et par kopper virkelig stærk kaffe, for at holde sig vågen til filmens bitre ende.

Det er ikke gået over Kapellanens hoved, at Ad Astra selvfølgelig i sin subtekst forsøger at fortælle en historie om at finde sig selv, finde sit eget ståsted og lære at acceptere de ting som livet smider i ens retning, men det er blot svært at blive virkelig følelsesmæssigt revet med på denne rumrejse, især fordi hovedpersonen Roy netop er en figur der er nærmest blottet for følelser og i stedet har viet sit liv til at kontrollere sig selv og sin krop. En af de første informationer man får om ham, er at hans puls aldrig er kommet over 20 slag i minuttet uanset hvor stresset og presset en situation han har befundet sig i. Det er selvfølgeligt sejt, men bortset fra nogle flashbacks til et forlist ægteskab, får vi seere ikke ret meget som vi kan spejle os i.

Ad Astra synes også at låne en masse delelementer til både hovedfortællingen og til individuelle scener. Eksempelvis har filmens meget dramatiske startsekvens lånt dele fra de svimlende actionscener i Gravity og selve rumrejsen har man også set tidligere i en lang række science-fictionfilm. Muligvis knap så troværdigt skildret som her, men ofte langt mere interessant.

Der er sikkert mange elskere af ”hård” sci-fi som vil blive vildt opstemte over hvor gennemført realistisk Ad Astra er i forhold til den måde den ekstrapolerer eksisterende teknologi til et meget troværdigt nær-fremtidsunivers, men er man interesseret i en gribende og fængende rumfilm, så er det altså en anden film man burde se.


2535
Forrige anmeldelse
« Running with the Devil «
Næste anmeldelse
» Birds of Prey - and the Fantabo... »


Filmanmeldelser