Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Spurven (140 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 5/12 2007, 13:44 af Kim Toft Hansen

Fra fødsel til død - uden at fortyde noget


Fra fødsel til død - uden at fortyde noget

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Man kan forvente sig meget af den filmiske biografi, og man kan håbe på mere. Filmen om Edith Piaf La Môme er, som man kunne forvente den, men desværre ikke, som man kunne håbe, den kunne være. Den opfylder nærmest genrens krav til fulde, hvilket i sig selv gør den til en medrivende og stilflot film, men der er ikke gemt bemærkelsesværdige overraskelser heri.

Dermed er det også sagt, at filmen indeholder de ting, som gør en god film god. Den er tilpas veldrejet og narrativiseret til at gøre den fængslende, hvilket mest af alt bunder i, at den er fortalt akront. Selvom der er stor vægt på at følge Edith Piaf liv i tilnærmelsesvist kronologisk rækkefølge, vi fokuserer på barndom i starten og alderdom til slut, så bliver fortidssekvenserne benyttet som en art rationaler og baggrunde for hendes reaktionsmønstre på det givne nutidspunkt. Dermed får filmen et tilnærmet kronologisk forløb, mens der samtidig kastes blik rundt på bevæggrunde for nutidens tilvejebringelse. Det er filmens helt klare force og den – i dette tilfælde – mest interessante fortællemæssige vinkel på det ’at fortælle (om) et liv’.

At fortælle om hele livet er desuden et besværligt, nærmest uomgængeligt, punkt ved filmen. For det umiddelbart største problem ved den er, at vi skal have mere eller mindre alt med, hvilket får den til at fremstå en smule ukomponeret og ’påduttende’. Der er mange små intetsigende inddrag, såsom mødet med Marlene Dietrich, der er ganske kuriøse, men samtidig virker lidt forstyrrende. Hvor Johnny Cash-filmen Walk the Line turde ’stoppe i tide’, tager La Môme det hele med. Men det er jo netop det besværlige, for når Edith Piaf selv synger i ”Non, je ne regrette rien”, at hun intet fortryder – og mest af alt, at alt skal med, det sure med det søde, så skal det hele jo også med. Det er filmens dilemma, om den skal modsvare Piafs egne ord (godt nok skrevet en anden), eller om den skal stå på egne ben i forsøget på at lade fortællingen bære. Der er i det hele taget et fornuftigt forsøg på at få sangene og specielt teksterne viklet ind i fortællingen, og derfor er det da også en skam, at ikke alle de franske tekster er oversat til dansk i underteksterne. Filmen gør her et forsøg på at bruge teksterne til at skildre Piafs liv i lyriske metaforer, men seeren – der ikke har lyttet efter, da de franske verber skulle bøjes – har ikke mulighed for få dette med – undertegnede inkluderet.

Filmen er derfor et gedigent genreværk, der skulle appellere til enhver, der er til de mere stålsatte biografiske film. Filmen har sine momenter, der perser sine tårer, men den har også sine øjeblikke, hvor enkelttilfælde – såsom hvor hårdt hun havde det som barn, hvor hård hun kunne være i munden, og hvor svært hendes kærlighedsliv var – trækkes lidt for langt ud. Dog er det sidstnævnte blandt de bedre af tilfældene: Hendes kærlighedsaffære er fortalt, så det virker på filmfølelserne. Også mest af alt fordi den er sat i nærmest film noir-rammer, der svarer til filmstilen i USA i 40’erne, hvor hun netop også var der. Denne længere sekvens er det værdig at se filmen for. Og mest af alt efterlader filmen da også det bedre indtryk, simpelt hen fordi Edith Piaf levede et yderst interessant liv.


Forrige anmeldelse
« Eastern Promises «
Næste anmeldelse
» The Brave One »


Filmanmeldelser