Blandt mange af de glæder man kan have som filmelsker, er når genrer fornyer og revitaliseres gennem nye instruktørers og manuskriptforfatteres hittepåsomhed. Selv om der sikkert er mange der mener, at en genre som den amerikanske gyserfilm ikke består af andet end gentagelser og variationer over en håndfuld temaer, har vi i de seneste år set en række film, der peger i en helt anden retning. Film som It Follows, The VVitch og senest Get Out har nemlig bevist at der stadig er masser af nyt at hente i genren.

Til denne liste af film kan It comes at night tilføjes, for den er, til trods for at den hverken excellerer i blodige excesser eller stribevis af chok en rigtig væmmelig, stemningsfyldt og effektiv gyserfilm, der både er visuelt og dramatisk interessant, samtidig med at den byder på en række virkelig gode skuespilpræstationer – noget man måske ikke normalt forbinder med genren.

Det er vanskeligt at forklare hvad det er der gør filmen så god, uden at afsløre alt for meget af handlingen – for en af filmens styrker ligger i at man som seer, holdes helt uvidende om hvad det er som har givet filmens dens dystre titel.

For en håndfuld dage siden dukkede der i anmelders Facebook-feed et link til en artikel op, der ligefrem lovede at filmen var så uhyggelig, at man ville miste kontrol over ens krop når man så den , men lad endelig voksenbleen blive derhjemme, for helt så galt er det altså ikke. Derimod er filmen som nævnt meget stemningsfuld og det er svært ikke at blive grebet af den truende, ubehagelige stemning, som gennemsyrer den halvanden time som den varer.

Før filmens første billede toner op sidder man i biografmørket og lytter til en tung, besværlig vejrtrækning og det første billede, der viser sig er af en ældre mand, der helt klart virker meget syg. Han sidder foroverbøjet på en seng, mens der er stemmer der forsøger at berolige ham. Da kameraet trækker sig tilbage kan man se at alle de talende bærer gasmasker. Den syge bæres over i en trillebør, køres ud i skoven og… ja, resten skal man selv opleve. Der er noget i luften, som den gamle sang siger.

Vi bliver hurtigt klar over at vi befinder os i et stort hus, langt ude i en skov. Vinduerne i huset er blevet dækket til med spånplader og den lille familie som bor der, forsøger at passe på hver gang de begiver sig udenfor. Om dagen kan man tilsyneladende godt færdes uden gasmaske, men når mørket falder på holder man sig enten indendørs eller ifører sig beskyttelsestøj hvis man skal udenfor huset.

Filmen fortælles i øjenhøjde med teenagedrengen Travis, der foruden sine to forældre er de eneste, der bor i huset. De holder alle fast i deres rutiner for at få dagligdagen til at fungere så godt som muligt og takket være forsyn, har de både rent vand, mad og de basale fornødenheder på plads. Hvad der er sket i verden udenfor ved hverken vi eller de med sikkerhed, blot at der er et eller andet derude, som er virkeligt farligt.

Den lille families trykkede tilværelse forstyrres voldsomt en aften, da Travis vågner ved at der tilsyneladende er nogen eller noget, der har fundet adgang til deres hus. Han vækker forældrene og iført gasmasker og våben er de nu klar til at kæmpe mod den eller de indtrængende. Paranoiaen og frygten for det ukendte er næsten til at smage.

Filmens stil er langsom. De dvælende, mørke billeder giver sin tilskuer masser af tid til at føle den knugende stemning af en udefrakommende trussel og til at danne hypoteser om hvordan det hele hænger sammen, heldigvis uden at filmen samtidig giver sin seer alle svarerne til sidst. Det kan godt være at enkelte biografgængere synes dette er en frustrerende fortællestrategi, men Kapellet holder altså virkelig af film, hvor noget af fortolkningen er overladt til publikum – hvor dele af mysteriet forbliver intakt.

Selv om der også kan være genrefans der måske bliver skuffede over hvad filmens titel dækker over, så ændrer det ikke ved at It comes at night er en meget intens, lille film. Scenerne hvor Travis lusker rundt i det mørklagte hus med en enkelt lampe som eneste lys, har man set et utal af variationer over tidligere, men det eminente kameraarbejde og den rolige klipning gør disse scener virkeligt spændende. Hvem har ikke selv prøve at luske rundt i natten i deres hjem, fordi de er blevet vækket af en besynderlig lyd? Det er en form for frygt som langt de fleste har nemt ved at forholde sig til.

It comes at night er både en velfungerende, mørk thriller og så har den, lige som de andre film der blev nævnt indledningsvist, et budskab eller en subtekst som er ganske tydelig. Det er en film, der basalt set handler om hvordan vi omgås med hinanden som mennesker – især i tilspidsede situationer, hvor det er svært at stole på hverandre. I denne film ser man i den grad de yderste konsekvenser af hvad der sker, når mistroen, paranoiaen og uvisheden får frit lejde.

Selv om de fleste af Kapellets læsere sikkert beklager det politiske klima for tiden, være det sig enten i Danevang, i Europa eller måske især i Trumps Amerika, så kan man måske få øje på et positivt aspekt ved alt dette. For skaber medierne og politikere frygt i vores hverdag så kan dygtige filmmagere netop kan omsætte denne frygt til noget håndgribeligt. Disse fiktioner kan forhåbentlig være med til at vise hvad der i værste fald kan ske, hvis vi bare lader stå til. Kort sagt; It comes at night er ikke kun en gyser, det er en gyser med noget så sjældent som et klart humanistisk budskab.