Johan Falk bliver – i filmserien af samme navn – mere og mere indlemmet i GSI: Gruppen for særlige indsatser. De første to film hang for en god del sammen. Her blev et narkokartel i Göteborg tilnærmelsesvist optrevlet, men selvom politiet nærmest ved det hele, så er det ganske svært at skaffe beviser på de impliceredes gerninger og handler. Derfor har de – i denne tredje film i rækken – stadig Frank på indersiden. Han vil egentlig gerne ud, men ganske langsomt, som de får pillet enkelte aktører ud, stiger Frank i graderne. Det varer ikke længe inden Johan Falks kontakt i narkomiljøet sætter sig på toppen af underverdenen. Og det giver muligheder for opklaringen af international kriminalitet.

Der har hidtil i serien været internationale tangenter. I Våbenbrødre især, hvor estiske bagmænd tages af gaden. Men i dette afsnit bliver den svenske narkopræsident taget for våbenbesiddelse – en intern og hævngerrig handling fra en politideling, som ønsker at køre sit eget show. Falk har et forhold ved siden af sit ægteskab til en anden betjent, og da han begynder at vige fra dette forhold, begynder hun at gøre livet svært for Falk i hans efterforskning – ved netop at hive narkokongen ind. Det viser sig dog netop at have mere vidtrækkende følger: Falks kontakt Frank har nu en særlig mulighed for at sætte sig på de økonomiske transaktioner. De internationale aspekter trænger sig således mere på, idet den handel, som Frank skal stå for, rækker dybt ind i russisk organiseret kriminalitet og narkosmugling.

Med National Target skiftes den konceptuerende instruktør Anders Nilsson ud med Richard Holm. Det betyder, at stilen undervejs ændrer sig en smule, på trods af at den stilsætning, som Nilsson stod for stadig holdes fast. Det drejer sig om en særdeles realistisk stil – kameramæssigt såvel som spillemæssigt – som dog suppleres af en god mængde storbybilleder fra Göteborg, der skildrer byen fra sin både pæne og mindre prangende side. Realisme suppleret med storbyportræt er stadig indbygget i National Target, men i store dele af filmen er tempoet skruet lidt ned, mens der er skruet op for de mere personlige kvaler hos særligt Frank. Han har en familie, der hidtil er holdt helt på sidelinjen, men som nu ved et tilfælde pludselig bliver suget ind midt i det hele. Første film havde også dette melodramatiske element indbygget, men det bliver trukket mere frem i National Target.

Føljetonsporet, som blev etableret mellem første og anden film er stadig til stede – vi følger stadig skiftevis Frank på indersiden og Falk på GSI’s yderside. Men sagen, der skal opklares, fungerer i højere grad som et selvstændigt afsnit, der kræver sin afslutning. Det er måske lidt en skam, at den mindre formularprægede tilgang fra de actionmættede første film, her aftager til fordel for en klar, tydelig og entydig afrunding. Det betyder også noget for skildringen af karaktererne. Det narkokartel, som Falk og Frank trævler op, og som Frank er en del af, er beskrevet med en karaktermæssig dybde. Det betyder, at seeren også vil fatte en vis sympati for de kriminelle på indersiden. Det gælder ikke de mere flygtige karakterer, som kun er skurke i ét afsnit. De bliver – som den russiske narkokonge – lettere karikeret og tilpas onde, så vi hurtigt kan fatte antipati for dem. Thrillerens psykologiske dybde erstattes på den måde gradvist af actionfilmens mere dualistiske verdensbillede.

Johan Falk er stilmæssigt veleksekveret og på den måde en meget mainstream svensk politiserie. Der er momentvis fart på, undervejs en indføjet social fornemmelse, finere melodramatiske spor, og ikke mindst den spænding, der udspringer af, om politiet nu også kommer frem til tiden. Det, som de to første afsnit synes at tilføje af nyt – det udbyggede føljetonspor – fastholdes, men glider lidt i baggrunden. Alligevel vil de fleste med hang til dyster kriminalitet til aftenkaffen føle sig fint underholdt af serien. National Target er dog lidt som en vandbakkelse: pompøs, men med lidt for meget luft indeni.