Filmens slaglinje er: ”Han måtte leve, så Jesus kunne dø…”. Men hvis vi ret beset skal gå bibelhistorisk til værks, så burde det være: ”Han skulle ikke dø, så Jesus-myten kunne leve”. Var Jesus ikke blevet korsfæstet, så de få jødiske trosfæller kunne fortsætte Jesus-kulten i det skjulte, ville vi ikke kende ham i dag. På den måde spiller tyven og morderen Barabbas en lille, men ganske betydningsfuld rolle i Biblen. Da folket skulle vælge at frisætte én person, fravalgte de den revolutionære profet og fredselsker til fordel for den tyvagtige morder. Men hvem var han, denne Barabbas? Det satte svenske Pär Lagerkvist sig for at fortælle om i romanen Barabbas (1950).

Romanen blev filmatiseret af Alf Sjöberg allerede to år efter, at Lagerkvist i 1951 fik Nobelprisen i litteratur. Ti år senere tog den berømte producent Dino de Laurentiis over i en italiensk-amerikansk samproduktion. Det samme produktionsmønster gjorde sig gældende for to år siden, da Roger Young instruerede og filmatiserede samme roman som en tv-film i to afsnit. I hovedrollen finder vi b-filmskuespilleren Billy Zane som Barabbas i et cast, der sigter bredt og internationalt. Desværre er filmatiseringen ubehjælpelig og ustruktureret på grænsen til det irriterende. Spillet er af meget varierende kvalitet, accenterne og synkroniseringen ditto, mens det hovedsageligt er filmens struktur, der er det problematiske.

Der er noget ærefrygtindgydende ved at se religiøse film eller film baseret på bibelske fortællinger. Jesusfiguren fascinerer. Disse film kommer drypvist, og med Darren Aronofskys Noah som baggrundstæppe virker det som et oplagt tidspunkt at søsætte, om jeg så må sige, denne et par år gamle kvasibibelske fortælling. Barabbas er i filmen fremstillet som et regulært røvhul, der tager fra de hellige og giver til de syndefulde. Han truer alle, og finder en fryd i dem, der er bange for ham, og tager sig hårdhændet af de, der intet vil have med ham at gøre – også de uskyldige piger. Han mister dog interessen hurtigt, når pigerne ikke helt synder som ham, men i stedet påkalder sig Gud. Han er med andre ord Jesu direkte modsætning.

Filmens interesse er faktisk heller ikke som sådan Barabbas. Det er netop det, der gør filmen så svag og uklar. Den glider hele tiden ud af Barabbas-fortællingen, fordi det egentlig ser ud til at være Jesus, som tiltrækker mest opmærksomhed. Lad mig eksemplificere: Filmen følger Barabbas i en scene, derefter følger den med en, som Barabbas møder, for dernæst at lægge sig i synsvinkel hos den, som denne så møder – og denne sidste, og i tredjeposition, møder så Jesus, mens Barabbas er tabt af syne. Derved bliver Barabbas til en mystisk sammensætning mellem en halv hovedperson og en hel antagonist, der synes at være et middel til at fremstille Jesu pacifisme og filosofiske modstykke til en jeg-stjæler-mig-til-dagen-og-vejen-holdning. Selv romerne kommer til at minde om de komiske sidekicks, som vi kender fra Asterix-tegneserierne. Vi savner nærmest bare nogle nævenyttige gallere, der ikke er til at holde nede.

Stilen bærer også præg af en billig produktion, hvilket i sig selv ikke behøver at være et problem. Men det virker akkurat, som var der får få penge til location scouting, så det, der ikke kan hentes ind i storslående landskaber forsøges hentet ind i forsøg på interessante skæve kameravinkler. Det virker dog i stedet langt mere forvirrende, end det virker besnærende. Barabbas er med andre ord kun til de mest bibelinteresserede, der ikke gider læse sig igennem Pär Lagerkvists uomgængelig roman – eller gå tilbage til Sjöbergs mere modige svenske klassiker Barabbas (1953). Roger Youngs version er svær at trække sig helt (og hel) igennem.