Når en ukendt forfatter debuterer med en roman, er oplaget som regel under 2.000 eksemplarer. Når Jussi Adler Olsen kommer med en ny krimi, så ligger oplagstallet et godt stykke over 100.000 bøger. Og dermed et klart signal, ja, næsten et krav, om at blive filmatiseret.

Sådan er det også gået med krimiserien om Carl Mørck og hans kollega Assad, begge forvist til afdeling Q i politigårdens kælder, hvor afdelingen for henlagte sager selv fører en hengemt tilværelse.

Jussi Adler Olsen har i alt produceret 10 romaner om afdeling Q’s stille liv – der nu i ingen af romanerne har udviklet sig særlig stille. Med Den Grænseløse er vi nået til den 6. romanfilmatisering om de bortgemte uheldige helte. Også denne gang kommer Q’erne op i lyset, endda helt til Bornholm, hvor en kollega har begået selvmord under sin afskedsreception. På håndfladen har han skrevet navnet: Carl Mørck – og så er der (allerede inden forteksterne) budt op til krimidans med dem fra kældermørket.

Den afdøde har gennem lang tid beskæftiget sig med et 6 år gammelt dødsfald, hvor en ung pige, efter et trafiksammenstød, blev fundet død oppe i et træ. Sagen blev henlagt som et trafikuheld, men aldrig glemt. Både Mørck og hans to kollegaer Rose og Assad, der nu er på åstedet, dykker ned i den gamle sag for at finde tråde, der måske kan lede til årsagen til selvmordet. Herunder er det, de støder på Atu (Joachim Fjelstrup), den åndelige leder af en hellig sekt, der dyrker lyset, solen – vi er jo på solskinsøen Bornholm!

”Jeg er lyset, kun lys, lyset er mig”, råber Atu henrevet og begejstret fra en klippetop, op mod solen. Hans menighed tiljubler ham. En sekt, hvor lydighed, legemsøvelser og lysets magt går op i en højere og større enhed – med Atu som retvisende og streng Guru.

Det er i det miljø de tre fra kælderen nu skal slå deres opklaringsfoldere. Ikke mere spoiling, lad os i stedet tage de filmkritiske briller på.

Ole Christian Madsen er en erfaren og dygtig instruktør med bl.a. debuten Pizza King (1999) frem til Krudttønden (2020) i filmbagagen, som sammen med manusforfatter Jakob Weis plus en bestsellerroman, har skruet en publikumsvenlig historie sammen.

Læg dertil, ikke mindst, skuespillerne. Afdeling Q-narkomanerne er langsomt ved at vænne sig til, at det ikke længere er Nicolaj Lie Kaas, der er Carl Mørck, men nu Ulrich Thomsen. Ligesom Assad nu spilles af Afshin Firouzi. Plus det nytilkomne kældermenneske Rose, spillet af Sofie Torp, filmkendt fra Ser du månen Daniel (2001). Og sikke mange tæsk Rose får i et karateslagsmål, hvor to sorte bælter støder sammen. Stakkels Rose får gentagende gange voldsomt dunket hovedet ind i en mur. Rose overlever, endda med kun et lille sår på kinden – se det er film!

Den grænseløse er en gennemprofessionel film – netop det dansk film kan. Smukke, velkomponerede billeder (bag kameraet Jørgen Johansen), med en billedrytme, der helt følger filmens stemninger. Ofte bevidst forvirrende og opmærksomhedskrævende, for at vi tilskuere ikke skal falde hen – og måske også for at vi skal glemme hvor ulogisk filmens plot egentlig er.

For nok er hoved- og bipersonerne tegnet med sikker hånd –men hvad vil filmen mere, end blot fange vores opmærksomhed i 120 minutter? Det lykkes bestemt og lad det så være filmens præmis – at underholde.

Det gør den godt, tilsat vold og et drys sex. Selv om alt i historien, ved nærmere eftertanke, ikke er helt logisk - men filmen kræver netop ikke nogen eftertanke. Den er velspillet og spændende fortalt på et anerkendelsesværdigt niveau.

Kort sagt: hverken en A- eller B-film – men for 6. gang en ren dansk Q’er.